Årets bedste: Udenlandske dokumentarer

Vi nåede i vores rangering af film og serier anno 2022 desværre ikke at få udgivet listen over årets bedste dokumentarer, inden vi gik ind i det nye år.

Men selv om kalenderen nu skriver 2023, er der stadig al mulig grund til at fremhæve de fem dokumentarer fra den store verden, som begejstrede os mest i årets løb.

Dokumentarer er nemlig en måde at forstå os selv som mennesker og vores plads i verden. De er en unik måde at blive klogere på alle aspekter af tilværelsen, og der er noget besnærende ved at blive lukket ind i universer, hvad end de er fremmede eller velkendte.

Det formår vores yndlingsdokumentarer på vidt forskellige måder. Listen består både af film, der dykker ned i berømte personligheder, og historier, som vi aldrig havde forestillet os at skulle høre.

Se, hvilke dokumentarer der er sluppet gennem det snævre nåleøje på vores liste over de bedste udenlandske dokumentarer:

5. Ennio Morricone – The Maestro

Den italienske komponist Ennio Morricone står bag nogle af filmhistoriens mest slående melodier. Han er især kendt for sin musik til Sergio Leones spaghetti-westerns, og legenden har nok haft større betydning for moderne filmmusik end nogen anden.

Giuseppe Tornatore (Mine aftener i Paradis) får i Ennio Morricone – The Maestro et hav af kendisser til at komme med flotte ord om den hæderkronede komponist.

Kollegerne John Williams og Hans Zimmer giver deres besyv med, mens Quentin Tarantino, Terrence Malick og Wong Kar-wai ligeledes byder ind på hver deres måde.

Men dokumentaren forfalder aldrig til at være en intetsigende gang rygklapperi, fordi komponistens op- og nedture smeltes sammen med tidens historiske nedslag. Dermed får man både en fornemmelse for mennesket Morricone og den samtid, der formede ham som kunstner.

Ennio Morricone døde i 2020, men med filmen har han fået et værk, der er hans store eftermæle værdigt.

4. The Territory

De indfødte i Amazonas-junglen har selv holdt kameraet i dele af den overrumplende The Territory. Det har en enorm effekt, at man som publikum bliver lukket helt ind i Uru-eu-wau-wau-stammens liv i den brasilianske regnskov.

Filmen har et kraftigt dansk aftrykt i form af produceren Sigrid Dyekjær og al efterarbejde, der blev lavet i Danmark. Dyekjær er sammen med instruktøren Darren Aronofsky del af producerholdet bag The Territory, som er en aktivistisk dokumentar i ordets bedste forstand.

Instruktør Alex Pritz kommer på blot 83 minutter omkring så alvorlige emner som miljøkatastrofe og etnisk udrensning på en måde, så man stærkt indigneret bliver tvunget til at tage stilling til rydningen af regnskoven.

”Den eneste vej frem er international bevågenhed og politisk pres. Alene af den grund er The Territory en vigtig film,” skrev vores udsendte i sin anmeldelse på Sundance-festivalen, da dokumentaren havde verdenspremiere i januar. Den er ikke blevet mindre vigtig i løbet af det seneste år, hvor klimaet konstant bliver sat over for nye udfordringer.

3. Navalny

Året har budt på mange spændende film, men det er svært at komme i tanke om en lige så nervepirrende som Navalny.

Canadiske Daniel Roher følger titlens hovedperson, den russiske oppositionspolitiker, som med dansk retstavning hedder Aleksej Navalnyj. Han har som en sten i skoen på det voldsparate russiske regime fristet en livsfarlig tilværelse, der tæller et bizart drabsforsøg, hvor gerningsmændene smurte nervegift i hans underbukser!

Foruden filmens opsigtsvækkende historier er det titelpersonens lynende øjne og rolige stemmeføring, der giver os et særligt indblik i den russiske mentalitet. Med dødsforagt fortsætter politikeren sin kamp for frihed i den krigsførende nation.

Ruslands-ekspert Samuel Rachlin gav i januar filmen seks stjerner i Ekkos spalter med ord, der nærmest profetisk foregreb krigen i Europa:

”Navalny er en A Clockwork Orange-dystopi overført til det 21. århundredes virkelighed. Som et vidnesbyrd om en tid ude af trit med sig selv, en tid med en overvældende mængde af tegn på, at mørket er ved at sænke sig over den verden, som generationerne efter Anden Verdenskrig er vokset op med.”

2. Fire of Love

Hvis det første dag af 2022 var blevet sagt, at en dokumentar om to franske vulkannørder ville være en af årets største filmoplevelser, havde de færreste nok troet på det.

Men Fire of Love overgår alle forventninger, fordi den brænder så stærkt af lidenskab og kærlighed.

Filmen handler om ægteparret Maurice og Katia Krafft, der beslutter at dedikere deres liv til at rejse Jorden rundt og undersøge vulkanudbrud. Det er en fortælling om kompromisløst at udleve sin drøm sammen med den, man elsker.

Den amerikanske instruktør Sara Dosas film var i Ekkos kritikerpanel storfavorit til at vinde hovedprisen på dokumentarfestivalen Cph:Dox. Fire of Love er desuden blandt eksperternes favoritter til at vinde verdens største filmpris, når Oscar-uddelingen afholdes.

Det er en film, man ikke må snyde sig selv for. I optagelser, som parret selv har filmet, ser man kærligheden mellem dem, og det giver genklang i ens eget liv. For Krafft-parret var det vulkaner, som blev billedet på båndet mellem dem. Alle vil kunne genkende de stærke følelser, som definerer et menneskeliv.

1. Moonage Daydream

Den definitive dokumentar om David Bowie. Det kaldte Ekkos chefredaktør Claus Christensen Moonage Daydream, da filmen havde verdenspremiere på forårets Cannes-festival.

Det er store ord, men i årets løb skulle de vise sig at være sande i en sådan grad, at vi også må placere Brett Morgens film øverst på vores liste over årets bedste dokumentarer. Og det endda selv om instruktøren hårdnakket holder fast i, at han ikke har lavet en dokumentarfilm.

For hvad end man rubricerer Moonage Daydream som, er filmen en sanseoplevelse ud over det sædvanlige. Man bliver bestemt ikke taget i hånden, men derimod kastet ud på dybt vand i Bowies psykedeliske univers. Filmen er lige så unik og grænsesprængende som sin hovedperson.

Instruktøren bruger omfattende arkivmateriale til at lave en svimlende, kalejdoskopisk montage, der til lyden af Bowies musik byder på blandt andet live-optrædener, videokunst og interviews. Tanken er ikke at skildre hovedpersonens liv fra A til Z eller nødvendigvis at skabe en dybere indsigt i ham.

Filmen dyrker det kaotiske, fragmenterede og transcenderende for at nå ind til essensen af David Bowie.

Som chefredaktøren konkluderede: ”Moonage Daydream er det værk, enhver Bowie-fan har drømt om. Den er som mesteren selv: Larger than life.”