Kulturbidrag på krykker

Ihærdige branchefolk rettede alle lobbykræfterne ind på at få gennemført skat og finansieringskrav på streamingtjenesterne. Og det selv om der – fra eksperter og branchens egne folk – har været talrige advarsler om meget sandsynlige uheldige følgevirkninger.

De store streamingtjenester har i Bruxelles etableret sig i den fælles interesseorganisation The European VOD Coalition.

Med anseelige midler vil organisationen i den kommende tid arbejde på og argumentere for, hvorfor streamingskat og investeringsforpligtelser er unfair og bryder EU’s principper om proportionalitet i det digitale indre marked.

De vil have endnu et eksempel på en god sag, efter at regeringen i det nye medieforlig har landet en bred aftale i Folketinget om, at streamingtjenesterne skal betale et såkaldt kulturbidrag på fem procent af deres omsætning i Danmark.

Hvis tjenester investerer mindst fem procent af deres omsætning i Danmark i danske film og serier, kan de nøjes med at betale to procent i kulturbidrag.

I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at vores kulturminister under pressemødet om kulturbidraget vurderede, at det vil ”indbringe cirka 100 millioner kroner til dansk indholdsproduktion” og i samme åndedrag tilføjede, at ”det vil være nok til at råde bod på den omfattende produktionskrise, som dansk film har befundet sig i de sidste par år”.

Dermed siger kulturministeren på det nærmeste, at streamingtjenesterne indirekte skal være med til at bøde for problemer, som den danske produktionsbranche skabte for sig selv med Create Denmark-konflikten.

Den slags udtalelser kan være med til at blotlægge det danske kulturbidrag som et brud på EU’s proportionalitetsprincipper og sætte Danmark i risikozonen for en sag ved EU-Domstolen.

Man kan med spænding se frem til en analyse af, hvordan man mener den nye version af kulturbidraget reelt vil bidrage til mere arbejde for medlemmerne i Producentforeningen og kunstnerorganisationerne, sammenlignet med den udvikling, der allerede har været i gang.

De samlede fem procent skat og pligt vil i mine beregninger skønsmæssigt give omkring 70-80 millioner i rede penge og dertil tvangsinvestering i produktioner for omkring 120 millioner. Det er, hvad der maksimalt kan komme ud af kulturbidrag fra TV 2 Play, Viaplay, Netflix, HBO Max, Prime Video, Disney+, SkyShowtime, AppleTV+, C More med flere.

Prøv lige at tænke over, hvilken økonomisk slagkraft mange af de nævnte tjenester egentlig repræsenterer. Læg dertil, at de store amerikanske tjenester har en erklæret strategi om at blive mere lokalt orienteret for at tiltrække lokale kunder.

De vil alle gerne have mere dansk indhold.

Hvis alle disse tjenester i fred og ro kunne videreudvikle et helt nyt dansk film- og tv-marked – uden bøvl med rettighedskonflikter, ærgrelse over en skat samt besvær med tvangsforpligtelser – ville vi i de kommende år have set en tilførsel af midler til produktionsbranchen og kunstnerne, der får værdien af kulturbidraget til at ligne håndører.

Med kulturbidraget risikerer Danmark uforvarende at forhale den sunde og frodige opblomstring, som vi oplevede fra 2019 til 2021, indtil Create Denmark-fadæsen ødelagde alt med en produktionslammende konflikt om rettighedsbetaling.

Hvis de store amerikanske streamingtjenester vælger at droppe produktion i Danmark, kan de blot betale de fem procent skat og sende regningen videre til kunderne. Det vil give et par hundrede millioner kroner til dansk film og tv-produktion, men i det scenarie får vi ingen investeringer fra de amerikanske tjenester.

Før rettighedskrisen så vi investeringer fra Viaplay, HBO Max og Netflix i størrelsesordenen 900 millioner kroner gennem 2020 og 2021. Hvis de fortsat vil bruge så mange penge, kan de nu vælge at bruge dem i Norge, Sverige og Finland.

Prøv at se det fra en stor amerikansk streamingtjenestes perspektiv. Sverige, Norge og Finland har skatterabatter på 25 procent og ingen streamingskat eller investeringsforpligtelse.

Danmark har ingen skatterabatter, men til gengæld en streamingskat og investeringsforpligtelse på samlet fem procent.

Vi har meget godt talent i Danmark, men dem vil tjenesterne formentlig prøve at få til et af de andre nordiske lande. Ude i den danske branche er der mange fyringer, mens svenske produktionsselskaber ikke kan skaffe folk nok.

Kulturbidraget synes født af effektivt lobbyarbejde og politisk behandling, der har været løsrevet indsigt i realiteterne i europæiske støttesystemer, global streamingstrategi, markedsdynamisk udvikling og vurdering af konsekvenserne. Fokus har alene været på et hurtigt fix til den danske filmbranche.

Set fra mit skrivebord i en markedsanalytisk vinkel ser jeg kulturbidraget som uskøn symbolpolitik, der i bedste fald bliver et nulsumsspil. Vi kaster en våd klud ud over, hvad der var en lovende ny æra for branchen.

Egentlig er det også pinligt, at Danmark ikke selv har råd til at støtte sin filmkultur. Branchefolk kunne have kæmpet for, at dansk film skulle have for eksempel 100 millioner kroner i finansloven. Det burde have været muligt nu, hvor der spares 60 millioner på at lukke 24syv.

Beslutningen om kulturbidraget burde have været udsat et par år.