Dag 1: Bjørnen sover
En halveret Berlinale lægger blødt ud med en rørende, libanesisk mor-datter-fortælling og to floskelfilm, der har forvildet sig ind i hovedkonkurrencen.
En halveret Berlinale lægger blødt ud med en rørende, libanesisk mor-datter-fortælling og to floskelfilm, der har forvildet sig ind i hovedkonkurrencen.
Fransk-italiensk animationsfilm er visuelt forfriskende og løfter sig over det gængse børneeventyr med en sammensat tematik om grådighed og klimaflygtninge.
Bjørno og Bingo handler om et venskabs mange facetter. Kommunikationen mellem hovedpersonerne vil være oplagt at inddrage i undervisningsforløbet.
Spike Lee gør stort comeback med en antiracistisk spændingskomedie, der er underholdning med holdning og noget så usædvanligt som en politifilm med en sort helt.
Det er eskapisme i yderste potens, når action-blockbuster om voldelig antisuperhelt underholder, mens budskabet fortaber sig i eksplosioner.
Dokumentar er en kærkommen og lærerig udforskning af afroamerikansk kunst, som den hvide kunstverden har forbigået.
Soderberghs stjernespækkede spionlystspil med blå briller og hemmelige hensigter overholder genrens regler og leverer samtidig en sædeskildring af den højere, engelske middelklasse.
Mindeværdig kriminalfilm med en gennemført weirdo-præstation af Johnny Depp som Boston-gangsteren James ”Whitey” Bulger, der vil dele vandene.
Det er lige dele ubehageligt og underholdende, når satirisk sci-fi-antologiserie holder spejlet op for vores afhængighed af teknologi.
Der bliver leget med Star Trek og kærligheden som begreb i antologiserien, der ikke er så original længere, men stadigvæk mere vedkommende end de fleste serier.
Danskers serie-udgave af engelsk nonne-klassiker er et betagende og billedskønt drama om fornægtet lidenskab.
Disneys store satsning på en sort superheltefilm er en milepæl, ikke bare for franchisen, men også for hele genren.
Marvels første superheltefilm med en sort mand i hovedrollen ser ud til at blive en af 2018’s helt store film.
Uden at have samme gennemslagskraft som Black Panther underholder efterfølgeren med fantastiske universer og velspillende superhelte i medrivende fortælling.
Mens etteren er et seriemordergys med spøgelser, genopstår The Grabber i den knapt så uhyggelige opfølger som en drømmedæmon a la Freddy Krueger.
Flot opsat og konstant underholdende gangsterramasjang om to brødre i et fatalt skæbnefællesskab kunne være fremragende, hvis den ikke var så overlæsset med temaer.
Portræt af en russisk mor, der opdager en forureningsskandale og kæmper imod det store system, viser, hvor smuk en nation Rusland kunne være.