Dokumentaren i grænselandet
Mange af de nye dokumentarfilm bevæger sig i grænselandet mellem fiktion og virkelighed. De er personlige, pågående og skamløst underholdende. Vi anbefaler Family og Bowling for Columbine.
Mange af de nye dokumentarfilm bevæger sig i grænselandet mellem fiktion og virkelighed. De er personlige, pågående og skamløst underholdende. Vi anbefaler Family og Bowling for Columbine.
Reality-tv lever i et spændingsfelt mellem iscenesættelse og autentisk liv. Vi forventer, at deltagerne sætter deres sande jeg på spil, men de seneste udgaver af Robinson Ekspeditionen og Big Brother har i den henseende skuffet.
Med nutidens elektronik er mulighederne for at manipulere med billeder større end nogensinde. Er vi efterhånden helt prisgivet billedmagernes nåde?
Den formidable ungdomsfilm, Fucking Åmål, bliver snart tilgængelig for alle skoler. Vi interviewer og tegner et portræt af filmens engagerede instruktør, Lukas Moodysson.
Lektor Rikke Schubart har netop udgivet en anmelderrost bog, Med vold og magt – Actionfilm fra Dirty Harry til The Matrix. Her tager hun hul på et nyt kapitel – om Hollywoods to typer af filmstjerner og om idolet Milla fra Det femte element som model for fremtidens actionstjerne.
Merchandise i form af legetøj og burgermenuer er en essentiel del af lanceringen af enhver børnefilm. Fratager de præfabrikerede verdener børnene deres kreativitet?
Der ligger en række ressourcer i børns mediekulturer, som skolen ikke har fået øjnene op for. En af fremtidens vigtigste mediekompetencer bliver evnen til at fravælge information.
Man kan sagtens servere smertefulde historier for børn, mener Jannik Hastrup, der er en af dansk tegnefilms betydeligste skikkelser og aktuel med det barske og poetiske eskimodrama, Drengen der ville gøre det umulige. Filmen fik hædrende omtale på årets Børnefilmfestival i Berlin.
Hvorfor kan man altid finde parkeringsplads midt i New York? Hvorfor kan Eiffeltårnet ses fra hvilket som helst vindue i Paris? Og hvorfor bryder biler, der smadres, næsten altid i brand? Lektor Peter Schepelern går i clinch med filmklicheerne.
Alt drama er entré og sortie. Nogen kommer ind. Nogen mødes. Nogen går igen. Manuskriptforfatteren, afdelingsleder for Manuskript og Dramaturgi på Den Danske Filmskole, Mogens Rukov, skriver et brev om nogle af de døre, der har inspireret ham.
Film handler sjældent om mennesker, der går i terapi. Men mange film ligner i deres struktur et vellykket terapiforløb – og derfor fascinerer de os, skriver dramaturgen Trine Breum og giver animationsfilmen Shrek som eksempel.
”Det er positivt med en mangfoldig indre verden, men man skal passe på, at fantasien ikke tager overhånd,” siger instruktøren Henrik Ruben Genz, der har filmatiseret Bjarne Reuters børnebog En som Hodder.
S-tog – en serie om unge på sporet af fremtiden! Sådan lyder præsentationen af en ny dansk dokumentarfilmserie og biograffilm, der tegner et portræt af en generation, for hvem det multikulturelle samfund er en kendsgerning.
Vertigo er mesterinstruktøren Alfred Hitchcocks bedste film. En film, der både er betagende, foruroligende og utroligt stramt fortalt. Det er også et forbilledligt eksempel på en vertikal filmfortælling, som i form og indhold opererer på den vertikale akse.
Regner Grasten laver familiefilm for alle mellem 3 og 93 år. Han slår på stortromme for gammeldags familieværdier og er snart aktuel med Bjarne Reuter-filmatiseringen Bertram & Co., som han mener vil dreje familiefilmen i en ny, udfordrende retning.
At skildre sig selv og sin familie i en dokmentarfilm kræver nærvær, men også distance, mener Det Danske Filminstituts konsulent for kort- og dokumentarfilm, Jakob Høgel. Her vurderer han tre film, Thomas Heurlins Mødet med min datter, Linda Västriks Far og jeg og Phie Ambo og Sami Saifs Family.
Det første Big Brother-show i Danmark blev en stor mediebegivenhed, særligt da tre deltagere i protest forlod det videoovervågede hus. Big Brother er en miniaturemodel af et samfund, hvor medier er allestedsnærværende, skriver lektor Anne Jerslev i sin analyse.
Reality-tv, docu-soaps, hverdagsdokumentar – begreberne svirrer gennem luften. Men de nye genrer opfinder ikke en ny dokumentarisme, snarere videreudvikler og kombinerer de elementer fra den allerede eksisterende dokumentariske tradition.