Mesterfotograf udpeger sine favoritter

Jeg sad i juryen til Ekko Shortlist Awards 2023, og i ellevte time kom den ekstremt selvsikre afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, Norwegian Offspring, ind i konkurrencen og blæste mig bagover.

Da jeg gik ud af Filmskolen, var mit filmsprog slet ikke færdigudviklet. Men med Norwegian Offspring er det tydeligt, at instruktør Marlene Emilie Lyngstad og fotograf Thomas Dyrholm har haft en klar intention og truffet mange præcise, beherskede visuelle valg for at understøtte fortællingen.

Norwegian Offspring giver mig en følelse af, at kunsten er sat fri. Dens statiske totalbilleder viser en mærkelig, nedbrudt nærhed mellem mennesker og har et nådesløst blik på kropssprog og seksualitet.

Det gør personernes forsøg på intimitet meget akavet, og filmen er ikke bange for at være skæv og anderledes. Dét blik er Thomas’ kamera med til at forstørre.

Samtidig skal fotograferingen indfange en enormt omskiftelig hovedperson. Vi er hele tiden i tvivl om norske Steins intentioner og moral. Men gennem specielle vinkler får vi sympati for ham, når vi ser, at han er alene og tvinges ud i alternative metoder for at finde selskab.

Og så er det de færreste film, der kan få efterspillet til sex med en plastikdukke til at fremstå fantastisk poetisk.

Weltschmerz så jeg for mange år siden, men jeg kan stadig huske, hvor stort indtryk den gjorde på mig.

Filmen er en spændende blanding mellem rå dokumentarisme og stiliseret, iscenesatte sekvenser. Karaktererne er mennesker med funktionsnedsættelse, der som skuespillere i en teatertrup skal lave en opsætning om hjertesorger.

Der er en følsomhed i det håndholdte kamera, som fanger skuespillernes skrøbelighed uden filter. Fotograf Valdemar Cold Winge Leisner har samtidig en fandenivoldsk tilgang og er aldrig en undskyldning for sig selv.

Han interagerer med rummet blandt skuespillerne, står i vejen for de medvirkende, placerer sig midt i rummet og er enormt nysgerrig over for, hvad der spontant kan opstå uden for billedrammen.

Vi får også nogle små pauser, der er meget bearbejdede med ekstremt flotte lyssætninger. Det viser os teatertruppen på teatralsk vis, sådan som de måske gerne så sig selv. Det er lidt surrealistisk og fuldender det blik, vi får ind i deres sjæl.

Sorte måne erklærer sin kærlighed til filmhistorien.

Carl Th. Dreyer er til stede med sin minimalisme og skarpe sort-hvide kontraster. Naturen er inkorporeret i billedet som hos russiske Andrej Tarkovskij, og kulden mellem de menneskelige relationer skriger Ingmar Bergman.

Filmen foregår for flere hundrede år siden og omhandler en form for hekseri. Den har en vildt spændende måde at gribe periodefilmen an på, for udtrykket føles enormt moderne.

Miljøet – som er en klassisk scenestjæler i historiske dramaer – er i baggrunden, mens der fokuseres på individet og portrætter af ansigter. Og netop fordi billederne er sort-hvide, føles personerne mærkeligt nok meget troværdige.

Fortællingen har ikke travlt med at komme videre, og det kan jeg rigtig godt lide. Den tager sig god tid. Gennem tempoet indtager Sort måne sit helt eget lille hjørne af virkeligheden.

Vi ser aldrig hele universet, men får alligevel et komplet udsnit af fortællingens intime rum. Det er modigt, at filmskaberne lader billedet gå i sort og kun lige akkurat oplyser den mørke nat dér, hvor vores blik skal falde.