Minions & Monstre

Minions & Monstre er den syvende film i Grusomme mig-franchisen, som ud over fire film med fokus på superskurken Gru også omfatter tre spinoff-film om Grus gule håndlangere, de såkaldte minions. 

Alle tre skabt af franske Pierre Coffin, der også lægger stemme til puslingenes volapyksprog: minionesisk. 

Minion-seriens opus 1 blev den næstmest indtjenende animationsfilm nogensinde, og tilsammen har de to første film indspillet tæt på fjorten milliarder kroner. 

Men den nye, tredje film foregår åbenbart i et parallelunivers, idet en flok børn, der bliver vist rundt på et filmmuseum, aldrig har hørt om de tre bedst kendte minions. Eller måske foregår scenen bare nogle få år fra nu? 

Som kulturformidler kan man godt blive fortvivlet over at tale med unge mennesker, der stort set kun kender til ting lanceret i deres egen samtid. 

Derfor bør man sætte ekstra pris på en film som Minions & Monstre, der ikke blot byder på festlig spas, men sniger en overflod af filmhistorie med ind i mikset. 

Filmens rammefortælling foregår i filmmuseet. Mest bizart blandt samlingens klenodier er George Lucas, der er udstillet i en glasmontre og har indtalt sin egen stemme. 

Museumsguiden fortæller børnene om tre minions: James, Henry og Ed. Deres kald er at tjene onde skurke, men entusiasmen fører typisk til laviner af uheld. Som da en kyklop træder på James’ seneste indfald, en Lego-klods. Senere arbejder de for en troldmand og får fingre i hans grimoire, en magisk bog fyldt med trylleformularer og hemmelig viden. 

I filmens visualisering af museumsguidens fortælling træder trekløveret ind og ud af filmhistorien. Det starter med glimt af Eadweard Muybridges bevægelsestudier, Lumière-brødrenes togankomst og Georges Méliès’ månerejse. Forløbet bygger op til et storslået actionklimaks med cowboys og Keystone Kops omkring et futtog, der ankommer til 1920’ernes Hollywood, løber løbsk og for fuld damp fortsætter ned ad Sunset Boulevard. 

Svarende til James Bond jaget af et tog gennem en by i en amatørkortfilm lavet med AI. Denne dukkede i februar 2026 op på YouTube som skriften på væggen om en nær fremtid, hvor tilsyneladende enhver uden penge eller filmhold alligevel vil kunne lave en Hollywood-actionfilm. 

Så langt er verden ikke nået i Minions & Monstre, hvor vi ser glimt af Chaplin, Harold Lloyd og Buster Keaton på arbejde. 

Hollywood er drømmebyen, hvor enhver med lidt held kan blive verdensberømt, ifølge myten. Også de tre minions formår på rekordtid at nå til tops, komplet med håndaftryk i cementen foran biografen Graumann’s Chinese Theatre. 

Så kommer tonefilmens gennembrud, 1927, og da de tre minions kun kan tale minionesisk, ryger de straks til bunds igen. 

Indtil de får den idé at lave deres egen film. Men kan de det uden penge? AI findes i form af en bevidst robot (Jesse Eisenberg), et af filmens mange muntre indslag, men ikke AI-video. Så da filmen-i-filmen skal være en monsterfilm, bruger de tre minions den okkulte grimoire og fremmaner et lille, men ægte monster. 

Dermed starter en kædereaktion, der involverer et offerritual på toppen af Graumann’s samt det største slimmonster, vi endnu har set på film. The Blob og Rimuru Tempest kan godt glide hjem. 

Filmen henvender sig både til et meget ungt publikum, der vil værdsætte de mange fjollede gags, og til et voksent publikum af cineaster i alle aldre. Nok især de ældre, der har set klassikerne og forstår filmens referencer – som da en døende mand med et sidste ord på læben taber en symbolsk snekugle (Citizen Kane). 

Med få undtagelser er danske filmskabere uvidende om og ligeglade med dansk filmhistorie som dramatisk stof. Derfor får vi en film som Dirch, hvor landets mest elskede filmstjerne kun optræder på de skrå brædder. 

I kontrast dyrker amerikanske, asiatiske og til tider også sydeuropæiske filmskabere deres branche og dens historik som en uopslideligt selvreflekterende genre. Det har resulteret i klassikere som Sunset Boulevard., Singin’ in the Rain, 8½, Den amerikanske nat, Silent Movie, Cinema Paradiso, The Player, Boogie Nights, The Artist, Gods and Monsters, Once Upon a Time in Hollywood og Nouvelle Vague. 

Og nu altså Minions & Monstre. Vi bombarderes med filmtrivia fra allerførste sekund, hvor det velkendte Universal-logo, en majestætisk roterende klode, ledsages af Jerry Goldsmiths noble fanfare. Som derpå afløses af den forrige version af logoet og så fremdeles. Helt tilbage til det allertidligste Universal-logo, vistnok fra 1912. 

Hvis Minions & Monstre havde lidt mere tematisk ballast, ville den være på højde med det bedste fra Pixar, men så ambitiøs er den ikke. Det hele er bare skæg og ballade, men altså kombineret med en smittende kærlighed til film. 

Man håber inderligt, at en masse forældre og lærere vil bruge Minions & Monstre som redskab til at lære unge generationer om filmhistorie og måske endda se nogle klassiske film sammen. Det har både filmene og børnene fortjent.