Det flasker sig helt forrygende for den tidligere professionelle svømmer Maria. Hun er lykkeligt gift med sin tidligere, noget ældre træner Mikael. Sammen har de datteren Mo, og Maria har endog et godt job som sportskommentator på en tv-kanal.
Hun er så meget i vælten og populær, at et forlag vil have en biografi om hendes vej til toppen som en af Danmarks bedste svømmere.
På forlaget bliver hun af sin gode veninde og en forlagsredaktør Maria trukket ind på kontoret. De vil præsentere hende for en roman, der er lige på trapperne.
”Stille vand,” hedder bogen. Er det ikke lige noget for Maria, i og med at den handler om den danske svømmeverden og en svømmetræner, som har haft en affære med en af de unge kvinder i bassinet?
Da Vores løfte begynder, springer Maria i en svømmepool, selv om hun ikke siden sin svømmekarrieres afslutning har ønsket at svømme. Hendes krop har fået nok, og hun er på smertestillende piller.
Romanen – skrevet af en svømmepige, der begik selvmord på grund af sin træners grænseoverskridende tilnærmelser – ændrer alt for Maria. For kunne træneren være hendes mand Mikael, en karismatisk karl, som alle kvindelige svømmere var draget af og forelskede sig i?
Hvad der begyndte som en storm i et bassin, vokser sig større og større. Det bliver til en højprofileret sexskandale, som griber mere og mere ind i den lille familie i det pæne parcelhus.
Datteren er den første, der mærker stormen, men snart er alle fanget i anklagerne mod Mikael for seksuelle krænkelser. Der synes ikke at være nogen vej ud – medmindre han lægger sig fladt ned og erkender skyld. Dengang, hvor det var andre tider.
Vores løfte er Pernille Fischer Christensens første danske spillefilm i tolv år. Siden stjernederoute-dramaet En du elsker har karrieren budt på den svenske biopic Astrids unge år, tv-serien Ulven kommer samt skuffelsen over den afblæste DR-serie om kongedatteren Leonora Christina Ulfeldt.
Stærkest står stadig den transkønnede komedie-spillefilmdebut En soap, der med unikt samspil mellem David Dencik og Trine Dyrholm i 2006 var forud for sin tid.
Pernille Fischer Christensen er en auteur, der har særlig sans for psykologisk nuancerede historier om skæve eksistenser eller almindelige mennesker, hvis facade langsomt krakelerer.
Zinnini Elkington har lavet Ekko Shortlist-vinderen En flirt, og May el-Toukhys Dronningen kredser om magt, seksualitet og grænseoverskridelser i et asymmetrisk forhold. Men Pernille Fischer Christensens Vores løfte er den første egentlige danske MeToo-spillefilm. Og timingen kunne næppe være mere aktuel efter ugens SF-sag om Pia Olsen Dyhrs genansættelse af en krænker.
Hvad er rigtigt og forkert i disse sager, der er som at stikke hånden ned i en hvepserede?
Er det fair, at Mikael – engang en feteret svømmetræner – hænges ud som en klam stalker af sine tidligere elever? Og var Maria i virkeligheden en af dem?
Hun elsker ham, men erkender, at hans charme måske var for meget, når han som mentor stod over for kvinder med ambitioner om en professionel svømmekarriere.
Alt ramler sammen, så familien flygter til Grand Granada i håb om at begynde forfra med et nyt liv. Man gentager sågar sine ægteskabsløfter i en katolsk kirke, men nissen flytter naturligvis med.
Plottet er interessant og inciterende. Rygter, smalltalk og von hørensagen bliver til en destruktiv shitstorm, hvor de sociale og offentlige medier bærer brænde til bålet.
Symbolsk ser vi endog Mikael flere gange kløve træ hjemme i deres danske have før flugten til Spanien, mens han selv kløves til seksuelt pindebrænde af sine omgivelser.
Filmen døjer dog med at være overlæsset med temaer, der både forgrener og slører dens egentlige fokus. Maria kæmper med et pillemisbrug, mens datteren plages af angst som følge af forældrenes eskalerende mistillid til hinanden.
Samtidig rejser filmen en række større spørgsmål: Hvornår bliver den unge pige en seksuelt myndig kvinde? Og hvornår bliver forholdet mellem en ældre mand og en yngre kvinde et udtryk for ulige magt frem for fri kærlighed?
Danica Curcic og Lars Ranthe spiller glimrende som ægteparret, der begge tvinges til at konfrontere fortiden. Filmen holder dygtigt tvivlen i live næsten til det sidste, før den lægger sit afgørende kort på bordet.
Trods svagheder er Vores løfte et vedkommende indlæg i en MeToo-debat, der langtfra er afsluttet.


Kommentarer