Michael

Den 27. januar 1984 gik der ild i Michael Jackson. Det var under optagelsen af en reklamefilm, og uheldet efterlod sangeren med mangeårige behov for operationer, smertestillende medicin og – for at skjule hans nøgne, forbrændte isse – konstant brug af parykker. 

Sekvensen er det mørkeste øjeblik i Michael, en biopic om Michael Jacksons liv og karriere. 

Filmen foregår fra 1966, hvor han flankeret af fire brødre debuterede som forsanger i gruppen The Jackson 5, til 1988, hvor han endelig er helt fri af sin fars kontrol og selv kan styre sin karriere som alle tiders mest succesfulde popstjerne. 

Faren, Joseph Jackson, spilles med bister autoritet og smertefulde bælteslag af Colman Domingo. Han er filmens skurk og stort set det eneste, der tilføjer et element af konflikt i sønnens ellers gennemført triumferende moondance mod showbiz-toppen. 

Nærmest alle andre fremstår som statister. Brødrene, der allerede fra starten reduceres til baggrundssangere, ses hyppigt i billederne og må have ment et eller andet om sagen. Men de interesserer ikke filmskaberne. 

Selv de få, der har masser af replikker, såsom Michael Jacksons mor (Nia Long), hans advokat (Miles Teller) og allestedsnærværende bodyguard (KeiLyn Durrel Jones), fremstår fuldstændigt endimensionale. 

Mike Myers har en skøn cameorolle som CBS-chefen Walter Yetnikoff. Alle Michael Jackson-biografier fremhæver hans betydning for racisme i USA, men filmens eneste eksempel er MTV’s modvilje mod sorte kunstnere. Yetnikoff løser problemet med en hurtig telefonopringning. 

Filmens drama hviler således alene på Michael Jacksons tøvende ønske om at blive menneskeligt og kunstnerisk fri af faren. Og faren portrætteres som et dominerende, pengefikseret monster, faktisk også ret endimensionalt. 

I stedet for at flytte bliver Michael Jackson boende i sit barndomsværelse, som han fylder med legetøj, mens han fortsætter med at fylde familiens hjem med kæledyr uden hensyn til de øvrige beboere. 

Faderopgørets pinagtige langdrag minder om Hamlets ubeslutsomme opgør med sin onkel. At sammenligne The King of Pop med The Prince of Denmark kan virke søgt, men hans stort anlagte koncertturné This Is It skulle have startet med Michael Jackson som en svævende, lysende Hamlet med en metalkugle som Yoricks kranium. 

Det antyder, at Michael Jackson faktisk så sig selv som en Hamlet-skikkelse. 

Dødsfaldet atten dage før turnéstarten efterlod et kontroversielt eftermæle med pædofilianklager og spekulationer omkring det bizarre popidols skiftende udseende og excentriske adfærd. En rigdom af dramatisk råstof, som en moderne Shakespeare ville have forvandlet til dramatisk guld, men som Michael stort set negligerer. 

Vi får en kort scene hos plastikkirurgen med en bemærkning om næsens størrelse. Men scenen forklarer på ingen måde det velkendte slutresultat med forvokset superheltekæbe og spids, sårplaget kranietryne. 

Mere sigende er tegningerne af en feminin Peter Pan i et album, Michael Jackson studerer endeløst på børneværelset. 

Heller ikke stjernens kunstneriske kreativitet giver filmen nogen indsigt i, bortset fra glimt af nyhedsudsendelser om bandevold og Vincent Price-skrækfilm. Hans musik, sangtekster og dansekoreografi rummer så mange historisk og kulturelt betydningsbærende lag, at man river sig i håret af fortvivlelse over den spildte mulighed for filmisk formidling af stoffet. 

Michael Jackson spilles i filmen som barn af Juliano Valdi og som ung voksen af Michael Jacksons nevø i det virkelige liv, Jaafar Jackson. I filmens start ligner sidstnævnte på ingen måde sin onkel, men i takt med kosmetiske forvandlinger får han hjælp fra sminkørerne og vel også en del computergrafik – og illusionen forstærkes. 

To års dansetræning før optagelserne bærer frugt i filmens mange koncertscener, hvor talrige af karrierens højdepunkter genskabes med autentiske kostumer og scenografi samt brug af de oprindelige lydoptagelser. Af særlig interesse for mange cineaster er indspilningen af Thriller-musikvideoen, med dansende zombier og et glimt af John Landis bag kameraet. 

Således er Michael ikke en film, der dykker ned i mørket bag facaden, men en overfladisk, idoldyrkende feel good-fest, man om ønsket kan lade sig beruse af uden malurt i bægeret. 

Filmen slutter med ordene ”His story continues”. Der lægges dermed op til en toer, hvor det store spørgsmål i så fald bliver, om filmens konfliktsky skabere tør vove sig bag kulisserne i Neverland. 

Efter en mørk toer kunne man runde af med en blændende treer ved deri opføre det komplette This Is It-sceneshow, som verden aldrig fik at se, men filmet som det var planlagt, med en syngende, dansende Michael Jackson on fire på den fede måde.