Aftenvagt

”Aftenvagter er det hyggeligste i verden,” sagde en sygeplejerske engang til mig. Men så blegnede smilet, og hun tilføjede: ”Indtil de ikke er det.” 

Det er de ikke i schweiziske Aftenvagt, der viser en sygeplejerskes vagt på et underbemandet hospital. Floria Lind møder ind på et sengeafsnit for kræftpatienter, netop da en kollega opgiver at finde en afløser for en syg medarbejder med ordene: ”Jo, vi klarer det vel altid på en eller anden måde.” 

Så her er de: To sygeplejersker til 25 patienter. Og en studerende, der skal oplæres. Og et underbemandet portørkorps, så man selv skal køre patienterne rundt. Og en telefon, der ringer nonstop fra operationsgangen, opvågningen og pårørende, som ikke kan forstå, hvor svært det kan være at lede efter en glemt læsebrille. 

Kameraet bevæger sig i hælene på Floria, og klipningen giver fornemmelsen af at følge hende i realtid, mens opgaver og brok vælter ind. Det er lidt det samme trick, der i Det andet offer får én til at føle sig som en stresset bagvagt på neurologisk sammen med Özlem Saglanmak. 

Skuespilleren Leonie Benesch er ved at etablere sig som filmisk velfærdshelt. I 2023 spiller hun stresset skolelærer i tyske Lærerværelset, og nu excellerer hun i kittel og knold. 

Som vagten skrider frem, begynder det sundhedsfaglige pokerfjæs at slå sprækker. Ligesom i Frelle Petersens Hjem kære hjem bliver det at passe sit arbejde i sundhedssektoren til en kamp, der er en thriller værdig. 

Flere potentielle katastrofer truer: en alvorlig medicinallergi, en alkoholisk dame, der insisterer på at ryge ved siden af sin eksplosive ilttank, og ikke mindst patienter, som Floria over halvvejs igennem vagten slet ikke har nået at tilse. 

Til sidst vokser hendes mange opgaver også publikum over hovedet, og man bliver tiltagende mere nervøs, hver gang hun går ind i medicinrummet og med stadig mere hektiske bevægelser knækker glasampuller, blander opioider og stikker lange nåle i hætteglas.

Desuden er der den krølle på det schweiziske sundhedssystem, at man kan få den behandling, man har råd til. På den samme afdeling og af det samme personale. 

Så på en enestue ligger den arrogante rigmand Herr Severin og tager tid på sygeplejerskernes responstid med et ur, der har kostet over halvdelen af deres årsløn. Men filmen minder også om, at selv denne mand, der synes, det er sjovt at referere til Floria som sin ”assistent”, også bare er et menneske i dyb krise. 

Petra Biondina Volpe har både skrevet og instrueret Aftenvagt og lykkes med empatisk at fremstille patienterne som angste og indimellem dødssyge mennesker, der slider på sygeplejerskerne, fordi de ikke kan gøre andet. 

Vi lærer patienterne at kende, som travle sygeplejersker gør: på et par minutter eller mindre, iført tøj, der ikke er deres eget og ofte kun med få identitetsmarkører til at afkode mennesket bag hospitalsskjorten. I Schweiz er man endda på efternavn. 

Alligevel opbygges en stor ømhed over for den demente, men musikglade Frau Kuhn, skakspillende Herr Hungerbühler, storrygende Frau Frei og ikke mindst Herr Leu, der ikke kan få at vide, om han skal dø før sin gamle hund, fordi kirurgen bliver ved med at sylte hans stuegang. 

Man får næsten andenhåndsstress af Aftenvagt. 

Filmen giver et indblik i, hvad det vil sige at være en højtspecialiseret sundhedsprofessionel, der hverken har ressourcer til at udføre sine medicinske opgaver sikkert eller sine omsorgsopgaver med indlevelse. Og den slutter med en advarsel om, at sygeplejerskemanglen kun bliver større i hele Europa. 

Ved endt vagt åbner Floria sit skab, der er foret med takkekort fra tidligere patienter. Næste gang hun møder ind, skal de atter overbevise hende om, at aftenvagter er det hyggeligste i verden.