Brohr

En vigtig trilogi i dansk film er fuldendt.

Satirekollektivet Gigis har med Blokhavn, Shabholm og nu Brohr brugt simpel animation, befriende platheder og en indgående forståelse af den verden, de er vokset op i, til at vise et indvandrermiljø under pres.

I Blokhavn må universets seks hovedpersoner – shababs – forsvare deres fællesskab og skole imod lukning. I Shabholm sender strukturel racisme på Christiansborg alle landets indvandrere til Bornholm.

Den tredje film udvider perspektivet yderligere og handler om det pres, som hele Danmarks arbejder- og middelklasse er under på grund af kunstig intelligens.

I en nær fremtid er Ali, Hassan, Musti, Ahmed, Abdi og Davito blevet voksne. Ali skal endda til selv at have barn med kæresten Yasmina – spillet af rapperen Tessa.

Men rigmanden Jasper Puch (Mads Mikkelsen) har sammen med videnskabsmanden Niels Brohr udviklet en AI-robot, som kan overtage alt ”rigtigt arbejde” og pludselig slippes løs på arbejdsmarkedet.

Alle bortset fra influencere står nu uden indtjening!

Robotterne viser sig også at være farlige, men statsminister Sofia Linda (Sofie Linde) kan ikke gøre noget, fordi alle landets våben blev sendt til Israel under den forrige regering.

Gigis havde oprindelig fem medlemmer, men består nu kun af Adrian Hosseinpour og Malthe Emil Kibsgaard, selv om eksmedlemmet Troels Unneland har skrevet manuskriptet til Brohr sammen med Christoffer Krustrup.

Filmene er kun blevet bedre hen ad vejen, og Brohr er den sjoveste, flotteste og klart mest interessante.

Som den første i rækken er den røget over på Filminstituttets mere kommercielt orienterede markedsordning, en stor anerkendelse af universets potentiale. Det større budget betyder et lækkert opgør med den spartanske animation, uden at man går på kompromis med det rå udtryk.

Der er langt flere detaljer, inklusive flere af de mange vidunderligt dumme ordspil, som Gigis ynder at proppe ind i handlingens baggrund.

Godt nok er det ikke stor satire, at der står ”Bipo-Lars was here” i loftet på et hus i ”Forfalster”, men sjovt er det. Det virker også arbitrært, da en bifigur i forbifarten udbryder, at Bubber er med i Epstein-filerne, men tanken er ubestrideligt morsom.

Gigis er heller ikke for fine til at lange ud efter en anden filmserie på markedsordningen med et reklameskilt for Klassefesten 7 – Pik, pikkere, pikkest, som skal have solgt 700.000 billetter.

Og så klæder det den tredje film, at der foruden Adrian Hosseinpours egen røst i de fleste stemmer nu er flere stjerner i rulleteksterne.

Mads Mikkelsen giver en vis gravitas til den latterlige skurk Jasper Puch, der egentlig gerne ville have været skraldemand, men blev presset af sin far til at gå hensynsløst efter milliarderne. Topskuespilleren lader til at have en fest med rollen som afbræk fra de mange internationale produktioner.

Hosseinpour har stadig styr på sine shababs-stemmer. Rablende Ahmed stråler klarest denne gang med sine bøvlede, oprevne formuleringer, hvor der altid er plads til et ”Befri Palæstina!”, hvis han ikke kan finde på andet at sige.

Det eneste hvide medlem af gruppen, Davito (Malthe Emil Kibsgaard), er fortsat skøn med sin stålfast påklistrede indvandreridentitet og kalder demonstrativt sine drengevenner for ”elskede”.

Man kan nemt komme til at lyde naiv, paranoid eller apatisk i debatten om kunstig intelligens, men Brohr er befriende simpel og snusfornuftig i tilgangen til AI.

Undervejs bliver de seks shababs mod forventning venner med en af robotterne, Brohr (Rasmus Bjerg), som faktisk opfører sig pænt og venligt, hvis man bare behandler ham ordentligt – hvilket Jasper Puch bestemt ikke gør.

”Det er lidt, som om filmen har en mening nu,” vurderer en af drengene i en meta-kommentar, og det har han ret i.

Frem for at gå ind i den sædvanlige diskussion om, hvorvidt ny teknologi er farlig eller fantastisk, peger filmen fingre ad rigmændene, der udnytter både robotter og almindelige mennesker på det groveste.

Det er ikke den kunstige intelligens, som tager folks arbejde, men milliardærerne, der står bag teknologien og udvikler derudaf uden hensyn til konsekvenserne for samfundet.

Fra Gigis og Brohr lyder opråbet, at fremtidens arbejderklasse skal behandles ordentligt, også når den består delvist af maskindele.