Serieanmeldelse
07. dec. 2017 | 13:40

The Crown – sæson 2

Foto | Robert Viglasky
Dronning Elizabeth (Claire Foy) bliver i anden sæson af The Crown en ekstremt følelseskold kvinde, som man har meget svært ved at holde af, når hun regerer med hård hånd.

Velproduceret Netflix-serie kan ikke skjule, at alle i The Crown er nogle usympatiske, royale røvhuller, som er uendeligt kedsommelige at følge.

Af Ida Rud

Sidste år fik Netflix-serien The Crown, der giver et smukt og dramatisk indblik i det engelske kongehus anno 1952, hvor Elizabeth II (Claire Foy) blev kronet dronning, en stor fanskare.

Serien er også i anden sæson overbevisende i kraft af sine elegante gallaskrud og overdådige palæer og landsteder. Produktionsværdien er tårnhøj, men det er desværre også det eneste positive, der er at sige.

Sæson to, der dækker tidsrummet fra 1955 til 1964, lider i endnu højere grad end etteren under sine dybt usympatiske hovedpersoner. Det tegner ikke godt for serien, som er planlagt til at nå frem til nutiden. Faktisk er det svært at være vidne til, når vi taler om ægte, levende mennesker. Dronning Elizabeth regerer stadig i England, hvilket gør hende til verdens længst siddende monark nogensinde.

I The Crown er hendes kongelige højhed en kedelig, konservativ marionetdukke, der aldrig trives med embedet. Hun vil helst bare skyde dyr og ride heste på sit landsted.

Men hun er svær at have ondt af. Ikke kun er hun totalt blottet for empati, som når Englands premierminister Harold MacMillan efter længere tids trolig pligtopfyldenhed opgiver sit embede, fordi han har kræft.

Fra sit sengeleje fortæller den aldrende mand, at lægerne har fjernet en knude på størrelse med en appelsin, hvortil en fornærmet Elizabeth koldt svarer, at den jo ikke var ondartet.

Den tilgang til landets embedsmænd havde hun også i forrige sæson, der dog havde sin styrke i skildringen af den store politiker Winston Churchill, som John Lithgow gav saft og kraft.

En figur af den kaliber mangler i den grad i sæson to.

Hvad værre er, at Elizabeth er en rædsomt dårlig mor. Den eneste, man har ondt af i anden sæson, er lille prins Charles med flyveører og store, bange øjne.

Han bliver sendt på den samme kostskole, som hans far gik på. Dér fik faren hang til fysisk udfoldelse og manglende kærtegn. Men Charles er et anderledes følsomt væsen. Sjovt nok bliver han ikke mere hårdfør af at ligge i en iskold seng, som det regner ind på. Og han får dagligt psykisk og ofte fysisk tæv af de andre drenge.

Virkelighedens Prins Charles har siden omtalt det som helvede på jord. Da drengen i serien kommer hjem på ferie, kigger Elizabeth blot gennem ruden og går slet ikke hen og hilser på sin dreng.

At hun har fået fire børn må skyldes en forskruet pligtopfyldelse i forhold til land og kongerige, for der lader ikke til at være et gran moderkærlighed i hendes væsen.

Imens er hendes nærmeste familie latterligt dekadente. Dronningens smukke søster, Prinsesse Margaret, koger rundt i en evig selvmedlidenhedsbrandert. Hun – og alle de andre – er totalt blinde for, at de faktisk er privilegerede.

Det bliver virkelig ensformigt at se på i ti afsnit. Man skal nok have en stor interesse for kongehuse for at finde serien interessant, og det er der selvfølgelig også mange, der har.

Men for alle os andre ville det være rart med lidt mere forståelse for den magi, som monarker kaster over folk selv i vore demokratiske tider.

I sæsonens eneste halvgode afsnit bliver en civil mand så fortørnet over kritik af sin højtelskede dronning, at han som en ægte gentleman giver den dronningekritiske tølper et ordentligt fur. Men hvorfor det falder ham for brystet, bliver der desværre ikke sat flere ord på.

I stedet fokuseres der på kritikeren, der faktisk er fan af det engelske kongehus, men synes, at det trænger til fornyelse. Det har han unægtelig ret i. Han kommer i hemmelig audiens hos dronningen, som med dyb afsky tager imod hans råd. Og han redder på den måde det engelske kongehus!

Men mest fokus er der i denne sæson på dronningens forhold til ægtemanden Philip (Matt Smith). Han klynker over, at sønnen Charles, den kommende konge, er højere rangeret end ham.

”Jeg er hans far,” siger han med store panderynker og bliver opgraderet fra hertug til prins.

Der knyttes an til rygter om, at Philip var Elizabeth utro. Skal man tro The Crown, er der ikke nogen tvivl. Hvad man end må synes om de kongelige, så er det usmageligt fremstillet.

Trailer: The Crown – sæson 2

Kommentarer

Titel:
The Crown

Sæson:
2

Land:
England, USA

År:
2017

Serieskaber:
Peter Morgan

Instruktør:
Stephen Daldry, Benjamin Caron, Philippa Lowthorpe

Medvirkende:
Claire Foy, Matt Smith, Victoria Hamilton, Vanessa Kirby

Spilletid:
Ti afsnit af 45-65 minutter

Anmeldelse:
Ti afsnit

Premiere:
8. december på Netflix

© Filmmagasinet Ekko