Biografanmeldelse
26. apr. 2026 | 14:09

Dead Man’s Wire

Foto | Stefania Rosini

En kidnapningssag fra 1977 skildrer mesterinstruktøren Gus Van Sant som grotesk americana og mediespektakel i ujævn, men underholdende thriller.

Af Bo Tao Michaëlis

Dead Man’s Wire betegner en ståltråd, der er forbundet til et haglgevær og lagt om halsen på en tilfangetagen. Ét forkert træk i tråden, og kidnapperen kan affyre våbnet og sprænge hovedet til en rød støvsky.

Man bliver således en omvandrende dødsdom.

En sådan indretning får pantmægler M.L. Hall om halsen en morgen i februar 1977 i Indianapolis, hovedstaden i staten Indiana i USA.

Egentlig var det hans far, som skulle have haft wiren om halsen, men han er på ferie. Gerningsmanden Tony Kiritsis, der har lært om denne form for wire på internettet, må nøjes med sønnike.

Årsagen til hele miseren er, at Kiritsis mener, at deres firma, Meridian Mortgage Company, har snydt og bedraget ham for millioner af dollars. Nu gennemfører han kidnapningen på Hall junior. Han fører Richard forbi en mindre hærskare af strissere og hjem til sin gennemført minerede og skudsikre lejlighed.

Farmand skal undskylde offentligt og betale Kiritsis penge for tabt fortjeneste. Ellers vil hans søn blive skudt.

Dead Man’s Wire er instrueret af mesterinstruktøren Gus Van Sant med manuskript af Austin Kolodney og med historisk rådgivning af Alan Berry og Mark Enochs, som allerede i 2018 lavede dokumentarfilmen Dead Man’s Line om den celebre sag, der i 63 timer tryllebandt hele nationen i al sin absurditet.

Ligesom mange folk heppede på selvtægtsmanden Luigi Mangione, der i 2024 skud en direktør for et forhadt forsikringsselskab, beundrede amerikanerne den lille arbejdsomme og fattige mand, der var oppe imod banditter i habitter, født med sølvskeer i munden.

Gus Van Sans film er bygget op som en thriller med skuespillere i alle roller. Men i sin æstetik og sit design ligner den en dokumentarfilm med 1970’ernes farve og hjemmevideoens kamera.

Byens berømte radiovært, som Kiritsis beundrer og er i kontakt med, udgør den episke ramme. Det er ham, som delvis fortæller historien, og på sæt og vis bliver det også ham og hans omgivelser, som accentuerer historiens tematiske kerne.

Det handler om mediernes magt i USA for 50 år siden – og indirekte om i dag. Kiritsis ville formentlig have været en af Trumps proselytter, præget af en grundlæggende skepsis over for institutioner og magthavere. Han udtrykker den samme længsel efter et angiveligt mere transparent USA i nationens storhedstid – dengang Amerika var “great”.

Gus Van Sant er som auteur den behavioristiske beskriver af seksuelt udstødte og sociale outsidere i moderne amerikanske kultur. Homoseksuelle og narkomaner og i sit prisbelønnede mesterværk, Elephant fra 2003, de meningsløse skoleskyderier a la virkelighedens Columbine.

Og så er der hans folkelige succeser, Good Will Hunting og Finding Forrester, der drejer sig om gemte genier i samfundets mørke malstrøm.

Gennemgående undergraver Gus Van Sant de amerikanske myter, men hans karriere er præget af en vis ujævnhed, og nogle af hans film savner et tydeligt ståsted og en klar retning.

Det gælder i en vis grad også Dead Man’s Wire. Den kan umiddelbart synes uforløst med sit portræt af overklassemanden Hall junior versus den aparte arbejdermand Kiritsis, som snydes for den amerikanske drøm.

Som nævnt er én fortolkningsvinkel, at filmen fremstiller den amerikanske medieverden som falsk og forførende, på linje med Gus Van Sants To Die For, hvor en ambitiøs vejrvært (Nicole Kidman) manipulerer unge mænd til at dræbe sin mand.

Kiritsis ser westerns i fjernsynet, og hans kidnapningssag er ved at blive overskygget af tv-fejringen af westerngenrens største ikon, den ærkekonservative John Wayne.

Bill Skarsgård spiller Kiritsis og er med skovsnegleoverskæg og øjne store som tekopper aldeles fremragende. Han redder mange af de antydede scener frem til en episk struktur. Manden er nok gal, men på den amerikanske måde. Med en medfødt snedighed, bondesnu fra barnsben af og en immer med hang til hurtige penge.

Dacre Montgomery er glimrende som den forkælede overklassedreng Richard Hall, der pludselig bliver voksen i konfrontation med firmaets gustne forretninger. Anført af faren, hvor Al Pacino til lejligheden har anlagt sig en sydstatsaccent.

Trods sin uforløsthed er Dead Man’s Wire et underholdende og vedkommende portræt af grotesk americana.

Trailer: Dead Man’s Wire

Kommentarer

Titel:
Dead Man’s Wire

Land:
USA

År:
2025

Instruktør:
Gus Van Sant

Manuskript:
Austin Kolodney

Medvirkende:
Bill Skarsgård, Dacre Montgomery, Cary Elwes, Myha’la, Colman Domingo, Al Pacino

Spilletid:
104 minutter

Premiere:
30. april

© Filmmagasinet Ekko