Den fremmede

Engang, i en ikke slet så illitterær tid som vores, ville alene begyndelsesordene fra et digt, en roman eller et andet stort værk være tilstrækkeligt til at vække genkendelsens gys eller glæde.

”I dag er mor død. Eller måske var det i går. Det ved jeg ikke.”

Alle med blot den spædeste interesse for sin udsatte eksistens og dens genklang i litteraturen ville igen tage fat på Den fremmede for nok engang at diskutere med Albert Camus, om tilværelsen er så absurd, som den stiller sig for Meursault, romanens desillusionerede fortæller.

Ja, det var en anden tid, og derfor er det modigt af franske François Ozon (Frantz, Gud være lovet, Sommeren ’85) alligevel at vove pelsen og filmatisere Den fremmede.

Og det er også trodsigt af ham, at han intet hastværk har med at sikre sig den blasert-forvænte biografgængers totale opmærksomhed med hastige klip og smarte replikker, med hyperrealisme og effektmageri og andre medieindustrielle pacificeringsmidler.

Biografgængeren må selv spille med og gøre sin indsats, have læst bogen og frem for alt lade sig tiltale af den. For retten er sat, ikke blot for Meursault, men også for én selv: Er det værd at leve?

Bevares, man kan godt se filmen uden at have læst romanen, som François Ozon loyalt dramatiserer.

Meursaults mor dør, og han tager del i hendes begravelse, men afviser tilbuddet om først at se hendes afsjælede legeme. ”Fordi det ikke har nogen mening.”

Dagen efter møder han Marie på stranden, om aftenen går han med hende i biografen for at se en komedie, og om natten indleder han et erotisk forhold til hende.

Om han elsker hende, vil Marie senere vide. ”Det betyder ingenting.” Gifte sig med hende? Det kan han godt, men heller ikke det betyder noget.

Meursaults chef vil åbne en filial i Paris. Om han ikke vil tage dertil og således begynde et nyt liv? ”Jeg tror ikke på, at man kan ændre sit liv. Og det ene liv kan være lige så godt som det andet.”

Meursault er sanselig, men upåvirket, finder nok dette eller hint interessant, men uden at mene noget, endsige dømme det som godt eller skidt. Og derfor kan han uden nogen egentlig grund skyde en araber ned på stranden.

”Det var på grund af solen,” som han siger til dommeren under den efterfølgende retssag. Lyset, varmen. Tilfældet. Om han fortryder? ”Mere end det, jeg væmmes ved livet.”

Alt sammen doceret i en ordknap dialog, et sort-hvidt billedsprog og et gedigent spil. Så kynisk målrettet, at filmen går i marven på én, krænger alt overflødigt flæsk af kødet og efterlader sjælen i al dens ensomhed, blottet for det mindste figenblad til at skjule dens blusel.

Konsekvent afviser Meursault derfor fængselspræstens tilnærmelser for i en afsluttende monolog at give sig hen til ”verdens ømme ligegyldighed”.

Og således kan Meursault forstås som det oplyste menneske i al dets gudsforladte selvberoenhed. Men i Ozons adaption medtænkes en anden mulighed.

For Meursault er ikke bare fremmed over for tilværelsen, men over for det arabiske Algeriet, som kolonimagten Frankrig har underlagt sig. Derfor præsenteres filmens titel ikke bare på fransk, men også – og endda først – på arabisk.

I en pause under et retsmøde lader Ozon endda den myrdedes søster tale med Meursaults kæreste: ”Alle er ligeglade med min bror. Han er araber. Det er kun jer franskmænd og hans mor, der tæller.”

Ozon er ikke ligeglad, men overskrider romanens ramme ved at lade søsteren besøge sin brors grav. Her, på gravstenen, får ”araberen” endelig det navn, som Meursault (alias Camus?) har nægtet ham: ”Moussa Hamdani.”

Det er samme navn i Kamel Daouds modroman Meursault, contre-enquête fra 2013.

Om man vil opfatte dette som en politisk korrekt digression fra Camus’ eksistentialistisk-absurdistiske ærinde eller som en nødvendig postkolonialistisk kritik, er mere end blot et smagsspørgsmål. Det er en diskussion, som er billetprisen værd.