Den nu 81-årige tyske instruktør Edgar Reitz kan endnu. Hans nye film Die andere Heimat er en næsten fire timer lang sort-hvid affære om folk i en tysk landsby i midten af 1800-tallet, men ikke desto mindre er filmen intens og nærværende fra start til slut.
Indholdsmæssigt er den en slags prequel til hans berømte Heimat-trilogi, nemlig tv-serierne Heimat, Die Zweite Heimat og Heimat 3 (1984-2006). Her fortalte han om mennesker og relationer i Tyskland gennem 100 år, men på en måde, som ligger ganske langt fra vores hjemlige slægtninge Matador og Krøniken.
I den mastodontiske Heimat-serie var der færre klicheer og mere psykologi. Og så var der tid til at gå i dybden og skildre en udvikling, så publikum fik personerne ind under huden.
Altså en formel, som foregreb de senere års kreative opblomstring af tv-dramaet med amerikanske serier som The Wire, Six Feet Under og Sopranos som eksempler.
I dette punktum for hjemstavnshistorien er handlingen henlagt til 1842-44 i den lille fiktive landsby Schabbach i det sydvesttyske Rheinland. Her følger vi smedens familie – og navnlig den yngste søn – i et par år, hvor fattigdom og hungersnød hærger og udvandring fra Tyskland til Brasilien er den store drøm for mange.
Sygdom, arbejde, kærlighed, gryende politisk oprør, død og udlængsel er nogle af de tildragelser, vi stifter bekendtskab med.
Det er ikke de gode gamle dage, der skildres, men de onde gamle dage. Dengang, hvor folk bogstavelig talt måtte leve af tørt brød og tykmælk. Dengang, hvor en pige med ”klumpfod” blev kaldt hæslig og djævleyngel og en plage. Dengang hvor rigelige, korporlige tæsk var eneste svar til en uvorn håndværkersøn, som hellere ville læse og skrive end slå på jern.
Dengang hvor man giftede sig med den pige, man gjorde gravid til en byfest. Og dengang, hvor en mor var glad for at have tre børn, når hun nu havde mistet seks i utide.
Smedens yngste søn, Jakob Simon, er en særling, som elsker at læse om Den Nye Verden (Amerika) og drømme sig langt bort fra sin forarmede og triste hjemstavn. Han skriver dagbog i smug og studerer indianske sprog, og han planlægger endda at emigrere til Brasilien.
Historien fortælles dels med hans dagbogsnotater som studentikos-pompøs voice over og skildret udefra med ham selv som aktør.
Persongalleriet er ikke kæmpestort og spraglet, men selv arketyperne i historien handler ikke altid, som vi tror, de vil. Det er relationerne mellem mennesker, det handler om.
At nogle emigrerer til Sydamerika, er ikke så vigtigt som at skildre, hvilke følelser det vækker i dem og i de tilbageværende ”forladte” familiemedlemmer og venner.
Som filmens undertitel antyder, er længslen omdrejningspunktet. Længslen efter kærlighed, efter et bedre liv og efter noget andet. I smedesønnen Jakobs tilfælde er længslen først og fremmest en udlængsel, som dog er svær at forløse, også selvom han får chancen.
Lad os bare være ærlige: Med en ekstrem spilletid på tre timer og tre kvarter og et langsomt tempo, er filmen ikke for alle.
Og selve filmsproget er heller ikke ligefrem nytænkende eller unikt, skønt billederne af de brusende kornmarker og det store landskab er forbløffende smukke.
En markant brug af kamera-kran giver en sugende, glidende, rolig kvalitet i billederne, som understøtter hjemstavnstemaet, fordi vi kommer til at føle os fortrolige med landskabet og byen.
I enkelte scener er der pludselig farver på afgrænsede genstande – for eksempel en rødglødende hestesko – men den dybere mening er ikke umiddelbart til at få øje på.
Den store styrke ved Die andere Heimat er, at historien bliver rullet helt ud og fortalt så grundigt og følelsesfuldt, at man rives med. Der venter en stor biografoplevelse for dem, som ikke er bange for en lang film.
facebook
twitter
Kommentarer