Diplodocus er en lille, æblegrøn dinosaur, der i denne skønne films begyndelse lever isoleret bag en lille jordvold. Sammen med sine store dinosaurforældre lever han i mudderkanten et trygt, men utroligt kedeligt liv.
Kun hans bedstefars minder om noget andet, og hans eget lille kig over muren og ned i en spændende urskov, som omgiver familiens minihabitat, afslører, at verden kan være andet og mere.
Samtidig sker der noget større.
Ted – ham, der laver filmen – bliver opsøgt af sin redaktør, som forlanger, at han finder på noget nyt og sødt: ”Noget med en kattekilling måske?” Som en ekstra betingelse, beder hun ham om at slette alt, hvad der har med Diplodocus at gøre.
Den lille dinosaur, som er baseret på tegnerens barndomsminde, står nemlig ifølge redaktøren i vejen for tegnerens kreativitet. Og da tegneren griber viskelæderet, begynder dramaet for alvor.
Først bliver Diplodocus’ forældre visket ud, og dernæst forfølger ”tomhedstågen” både Diplodocus og alle de sjove og finurlige figurer, han støder på. Den temperamentsfulde troldmand Hokus Pokus er en af dem, og så er der surrealistiske figurer som De Sovende Løv, der bryder ud i fællessang.
Det tager kegler, og blandt børnene i publikum til denne spændende, men trygge familiefilm er der også jubel. Store og små er flade af grin.
Det er også sjovt med æslet, der ”føler sig som en forladt karakter i en roman, der ikke er blevet færdig”, og Bermuda-firkantens messingbasunfrøer med udstående øjne, som går amok og skaber stormvejr, når de forstyrres.
Den lille fortæller-bi, som kommer til at afbryde filmen midtvejs med sine sønderjyske kommentarer, og det fede, lille rumskib ført af to husmoderpiloter med forklæde og knold i nakken – den ene er en kopi af den anden – er fantastisk fine.
Sideløbende med dramaet, hvor Diplodocus og Hokus Pokus tumler igennem universer og verdener, presses tegneren mere og mere af sin redaktør. Til sidst giver han sig og tegner den forbandede kattekilling, som bliver en del af filmen. Og da Diplodocus trækker tegneren ind i tegningerne, hvor hun forvandles til en mus, bliver det hele først for alvor mærkeligt.
Med filmen, baseret på Tadeusz Baranowskis tegneserie, har polske Wojtek Wawszczyk (som før har lavet animation til I, Robot) skabt en vidunderligt tværteknisk teologi. Filmen blander levende skuespillere og tegninger på en charmerende måde og fremstiller kunstneren som guddommelig skaberinstans på en fornuftig og forståelig måde.
Legen med kreativiteten og meta-laget er virkelig original. Da Hokus Pokus får fat i tegnerens blyant, som er hans tryllestav, tager dramaet for alvor fart. Fordi han tegner kruseduller overalt og en ny næse på sig selv!
Det lyder kompliceret, men figurernes pædagogiske forklaringer er meningsfulde. Som da de på gennemrejse kommer til at rive hul i tegnefilmens ”papir”, og æslets verden er i et subtilt lag nedenunder, nærmest som en slags kælderetage. ”Sikke et vendepunkt!” lyder det fra æslet, som er filmens filosof og litteraturmand.
Undervejs tegner og fortæller en lille videnskabsmand om de fysiske sammenhænge i filmen. Hvorfor kan Diplodocus ikke bare rejse hjem? Og hvorfor er solen firkantet?
Alt er sjovt og uforudsigeligt. Da kattekillingen æder kunstnerens blyant, bliver den en spraglet monsterkat. Og når man husker, at tegneseriekunstneren er forvandlet til en lille mus, er dramaet til at få øje på.
facebook
twitter
Kommentarer