Fornuft og følelse

Det er nærmest umuligt at filmatisere Jane Austen og ende med en dårlig film. Det er nok derfor, at en branche, der normalt er forfærdelig til at lave film om eller for kvinder, elsker hende så meget. 

Dette års ny-filmatisering af Fornuft og følelse er endnu et flot og veldrejet bud på hendes romanklassiker. 

Er der ét problem, som hænger over britiske Georgia Oakleys filmatisering, er det, at den ikke kan undgå at lede tankerne hen på Ang Lees Oscar-vindende version fra 1995 – der stadig er den bedste Austen-film nogensinde. Den nye film kan ikke andet end blegne ved siden af. 

Det er ikke instruktørens skyld. Filmen er et godt valg efter Georgia Oakleys lille, perfekt støbte debut Blue Jean, og hun løser opgaven glimrende. 

Med et stort budget og erfarne skuespillere i ryggen finder hun en feministisk vej ind i fortællingen, så det centrale forhold mellem de to nødstedte Dashwood-søstre vejer tungere end romantikken. Hun løsner diskret på korsetfilmens snærende bånd og lukker mere kant og vildskab ind i fortællingen, end vi er vant til. 

Georgia Oakleys kærlighed til forlægget er åbenlys. Og hun tager en mere jordnær tilgang til historien end den til tider småborgerlige skønhed, der kendetegner mange Austen-filmatiseringer. 

Alles hår er uglet, og søstrene går i mørke, enkle kjoler, der rent faktisk egner sig til havearbejde. Læg dertil, at filmen udspiller sig på Devons forblæste heder, og så har man en film, der minder mere om maleren J.M.W. Turners åbne vidder og vilde vejr end de pastelfantasier, der kendetegner en serie som Bridgerton. 

Historien må dog forløbe omtrent, som den plejer, og debuterende manuskriptforfatter Diana Reid oversætter romanen hæderligt, men ikke overvældende. 

Efter farens død bliver Dashwood-søstrene i praksis gjort arveløse af deres ældre halvbror, så de må forlade det prægtige hjem til fordel for et mere beskedent hus på landet. Elinor (Daisy Edgar-Jones) og Marianne (Esmé Creed-Miles) er hinandens modsætninger. Den ene er pligtopfyldende og tilbageholden, den anden lidenskabelig og impulsiv. 

Der er gnister i luften mellem Elinor og Edward Ferrars, en gentleman spillet af George MacKay. Men de to er så sky, at de knapt nok har sat ord på deres følelser, før omstændighederne tvinger dem fra hinanden, selv om alle regner dem for så godt som forlovede. 

I mellemtiden kaster Marianne sig hovedkulds efter John Willoughby (Frank Dillane), der dog ikke vil forpligte sig. 

Begge kvinder står i en situation plaget af usikkerhed, men reagerer vidt forskelligt. Elinor trækker sig tilbage, mens Marianne følger sit hjerte uden at ænse den rette takt og tone. 

Daisy Edgar-Jones (Normal People) balancerer mellem naivitet og klarsyn som Elinor. Men i store dele af filmen er hun passiv, endda mere end hun plejer at være, og det får filmens allerede lange spilletid til at føles endnu længere. 

At filmen fokuserer så meget på hendes forhold til Marianne – Esmé Creed-Miles er mere uterlig end normalt – hjælper dog gevaldigt, og der er rigeligt med liv i birollerne til at peppe op undervejs. 

Fiona Shaw er forrygende og filterløs som giftekniven Mrs. Jennings, mens Herbert Nordrum (Verdens værste menneske) giver Oberst Brandon en indtagende varme bag bakkenbarterne. 

Trods deres bedste indsats bliver filmen aldrig så sjov, som den burde være. 

Austen er en gennemført, vittig forfatter, hvilket Emma Thompsons manuskript genialt gengav i Ang Lees film. Den nye Fornuft og følelse får sjældent publikum til at trække på smilebåndet. Til gengæld er den forførende smuk takket være Arnaud Potiers disede billeder og Grace Snells vidunderlige kostumer. 

Så selv hvis Georgia Oakleys film ikke indfrier Austens vid og humor, er den et friskt pust i en højtelsket genre.