Biografanmeldelse
05. nov. 2026 | 12:02

George Michael – The Faith Tour

Foto | Globe Originals

En 25-årig, exceptionelt velsyngende George Michael skifter fra læder til denim og tilbage til læder i løbet af en udsøgt lækker koncert i Paris, 1988. 

Læderjakke, bækkenstød og uimodståelige popsange – George Michael dyrker sin campet seksuelle side i en koncertfilm fra karrierens absolutte højdepunkt.

Af Frederik Hoff

”Don’t you think it’s time you had sex with me? / Ow! Sex with me / Ow! Sex with me / Mmm, have sex with me (Hoo-ah)”

Det var dengang i 80’erne, hvor man kunne skrive tekster, og hvor George Michaels demonstrativt seksuelle debutalbum Faith udgjorde højdepunktet i hans storslåede popkarriere.

Efter han mere eller mindre frivilligt sprang ud som homoseksuel i 1998, er fortællingen om den usædvanligt talentfulde sanger imidlertid blevet, at han skjulte den seksuelle orientering bag sin kunstneriske persona.

Men den nye koncertfilm – optaget under turnéen i 1988 – minder os om, at Wham!-medlemmets solosucces fra første færd var båret af en eksplicit og campet seksualitet. Selv om bækkenstødene til tider virker overkompenserende rettet mod det kvindelige publikum, er det befriende at opleve, hvor lidt den unge mand holder igen på scenen.

25-årige, exceptionelt velsyngende George Michael skifter fra læder til denim og tilbage til læder i løbet af en udsøgt lækker koncert i Paris, der både åbner og lukker med den førnævnte I Want Your Sex.

Filmen er skabt af hans tidligere samarbejdspartnere, Andy Morahan og David Austin, ud fra koncertoptagelser, der i sin tid blev lavet udelukkende som materiale til musikvideoen Monkey.

Derfor er kameraet nærmest hyperfikseret på hovedpersonen selv, kun afbrudt af enkelte, kortvarige afstikkere til de øvrige bandmedlemmer, når de inviteres frem på scenens forkant.

Det giver koncertfilmen en visuel monotoni, ikke mindst fordi scenografien i sig selv ikke er synderligt opfindsom. Til gengæld skaber det kompromisløse fokus på George Michael en næsten intim oplevelse af at følge den superprofessionelle popstjerne på nært hold.

Det kan lyde som en besynderlig kompliment, men noget af det bedste ved George Michael som performer er netop, hvor svært han får det hele til at se ud.

Hvor Michael Jackson, det oplagte forbillede, var en fejlfri gud på scenen, er der noget elskeligt klumpedumpet over George Michaels bevægelser, selv om han aldrig misser trin eller toner.

George Michael – døbt Georgios Kyriacos Panayiotou – tager intet for givet og er ærefrygtindgydende koncentreret hele vejen igennem. Kun enkelte steder er der plads til et grin eller et afslappet smil.

Det er også charmerende, når han indimellem træffer tvivlsomme kunstneriske valg. Både coverversionen af Wild Cherrys kiksede hit Play That Funky Music og ekstranummeret, hvor han gnubber sig ganske plat op ad den fremragende korsanger Lynn Mabry, mens de sammen kaster sig over Labelles Lady Marmalade.

Mabry kendes af mange koncertfilmfans som korsanger i Stop Making Sense, og George Michael – The Faith Tour har skam også meget kørende for sig rent musikalsk.

Det hjælper, at George Michael i 1988 turnerede med et suverænt banger-album, hvor især Father Figure skal fremhæves. Supersinglen Careless Whisper fra 1984 var også stadig i frisk erindring, ligesom Michael havde frit valg fra Wham!’s bagkatalog.

Fra sidstnævnte er der valgt helt rigtigt i form af god stemning med I’m Your Man og duoens ultimativt bedste nummer Everything She Wants, som sjældent har lydt bedre end her.

Havde man glemt, at George Michael var sin tids stormester udi den særlige genre af halvcorny, sexet flødepop, er George Michael – The Faith Tour en kærkommen påmindelse. Trist er det, at vi kun havde ham indtil den alt for tidlige død i 2016.

Man kunne til gengæld godt have undværet den korte, stillfoto-dokumentar, der vises inden koncertstart.

Mary McCartney (ja, Pauls datter) står bag den ligegyldige forfilm Finding Faith, hvor en ung George Michael taler om sig selv, mens arkivfotos og ulidelige guldbogstaver træder vande på billedsiden.

Det er lidt som at troppe op til koncert og opdage, at det er med opvarmningsband, så aftenen ender med at blive meget længere end planlagt. Jeg ville jo bare høre Faith!

Trailer: George Michael – The Faith Tour

Kommentarer

Titel:
George Michael – The Faith Tour

Land:
Storbritannien

År:
2026

Instruktør:
David Austin, Andrew Morahan

Medvirkende:
George Michael, Lynn Mabry, Deon Estus

Spilletid:
113 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn fra 15 år

Premiere:
5. november

© Filmmagasinet Ekko