Heart of the Beast

Der er noget næsten mytologisk rent over udgangspunktet i Heart of the Beast: en mand og hans hund alene i vildmarken. 

Hollywood har dyrket den intelligente hund siden collien Lassie i 1940’erne og senere gjort den til både helt og sidekick i alt fra hyggelige familieeventyr til dystopisk sci-fi (A Boy and His Dog). David Ayers film føjer en militær variant til traditionen. 

Filmen begynder med, at en ung bilist (Anna Lambe) finder schæferhunden Odin stående alene på en øde vej et sted i Alaska. Så springer handlingen en uge tilbage. 

Brad Pitt spiller James Belmont. Han er tidligere soldat i specialstyrkerne og flyver ud i ødemarken med sin gamle tjenestehund. Odin er selv krigsveteran. Ikke enøjet som den nordiske gud, men arret, et ben fattigere og udstyret med protese og titaniumtænder. 

Hele filmen er krydret med flashbacks til krigens rædsler. Om natten har Odin mareridt, og James beroliger den: ”Vi er ikke derovre mere.” 

Først er turen idyllisk. James fisker, ser fugle og slår lejr med en imponerende samling friluftsudstyr. En gammel guldgraver (J.K. Simmons) dukker kortvarigt op, mest som anledning til lidt baggrundshistorie, før James næste dag får et ildebefindende under hjemflyvningen og styrter i en sø. 

Det er én ting, at både mand og hund overlever styrtet. Mere bemærkelsesværdigt dykker den syge James ned til det sunkne fly, skærer to store, tunge tasker fri og slæber dem hen over søbunden til land uden dykkerudstyr. Taskerne er naturligvis vandtætte, så telt, tøj, våben og øvrigt grej er reddet. 

Fra da af er James mindre et menneske end en Rambo-figur, der kan overvinde næsten enhver fysisk umulighed. Med kort og kompas konstaterer han, at der kun er 93 kilometer til nærmeste vej. Af sted, af sted! 

Undervejs møder han en kæmpebjørn, en ulveflok, en sump og naturligvis den obligatoriske træstamme over en afgrund. 

Faldet herfra giver filmen sit 127 Hours-øjeblik. James får armen i klemme mellem to sten og et åbent brud, som han må operere på sig selv med hjælp fra det mindre felthospital, Odin har i sin saddeltaske. 

David Ayer iscenesætter prøvelserne med effektivt tempo, men manuskriptet af musikvideoinstruktøren Cameron Alexander stabler adventureklichéerne så tæt, at selv den storslåede natur begynder at ligne en kulisse. 

Ulvene er enorme Hollywood-ulve, vandstanden i sumpen ændrer sig bekvemt fra mand til hund, og supersoldaten kan klart og roligt skrive sit testamente, mens blodet fosser ud af ham. 

Alligevel har filmen noget, der virker. 

Mauro Fiores kamera gør det grønne og brune landskab gyldent og diset, mens nordlyset løfter filmens afsluttende sentimentalitet til næsten religiøs skønhed. 

Brad Pitt spiller afdæmpet og overbevisende, men det er især politihunden Uber, der giver historien dens følelsesmæssige tyngde. Hvem kan modstå et nærbillede af to trofaste hundeøjne? 

En afsluttende hyldest til de tusindvis af hunde, der har gjort tjeneste i det amerikanske militær, slår filmens patriotiske tone fast. 

David Ayer, der selv har tjent i den amerikanske flåde og skrev det historisk fordrejende manuskript til U-571, bevæger sig stadig hjemmevant i den amerikanske soldatermytologi. Traumerne anerkendes, men først efter at helten har bevist, at han kan besejre naturen, kroppen og døden. 

Som overlevelsesfilm er Heart of the Beast dybt utroværdig og næsten komisk forudsigelig. De virkelige militærhunde fortjener et mindre forudsigeligt eftermæle.