Biografanmeldelse
21. juni 2013 | 08:49

I Am Breathing

Foto | SDI Productions
Vi kommer helt tæt på 34-årige Neil Platt, hvis krop er paralyseret af muskelsvind. Han frygter, at hans etårige søn kan have arvet sygdommen, der gør ham afhængig af en maskine til at trække vejret.

Den næsten ubærligt hjerteskærende I Am Breathing rummer trods sin sygdomshistorie øjeblikke af befriende sort humor.

Af Henrik Østergaard

Historier om helt almindelige mennesker, der i pressede situationer viser helt ualmindelige evner, er altid godt filmstof.

I Am Breathing om Neil Platt er en af den slags dokumentarfilm – en film, der giver fornyet taknemmelighed for livet, selvom den handler om sygdom og død.

34-årige Neil er fra den engelske middelklasse i Yorkshire og har allerede det ene ben i graven. For mindre end to år siden fik han konstateret muskelsvind – en uhelbredelig, neurologisk lidelse, der gradvist ødelægger musklernes bevægelighed, indtil kroppen siger stop.

Neil sidder paralyseret i sin kørestol, er kun i stand til at snøvle sig igennem slangerne i næsen og bliver spået til kun at have måneder tilbage. Han har sin kone Louise og deres kun etårige søn Oscar, der aldrig vil kunne huske ham. Og netop derfor beslutter han sig for at fortælle sin historie til sin søn via filmen og sin blog, hvilket han gør med vid, bid og en ikke altid helt samarbejdsvillig, stemmestyret computer. Sygdommen rammer nemlig ikke hjernens kognitive evner.

Neils ambition med filmen er helt konkret at skaffe opmærksomhed – og dermed forskningspenge – til den ofte arvelige sygdom, så han måske kan være med til at forhindre, at sønnen rammes af den sygdom, også Neils far og farfar led af.

Der er aldrig nogen tvivl om, hvor Neils sygdom bærer hen, og det gør filmen til en hjerteskærende tragisk familiehistorie. Neils tilstand går fra frygtelig til værre, uden formildende eller opløftende håb om mirakler. Det er i momenter så pinefuldt at overvære, at det næsten er masochistisk.

Heldigvis besidder Neil en befriende sort humor, der redder filmen fra at være ren lidelseshistorie. Han er kort sagt ”a cheaky bugger”, som konen Louise udtrykker det.

I en scene fortæller han med en komikers timing om, da han skulle afbestille sit mobilabonnement. Selv efter han forklarer telefonselskabet grunden, bliver han spurgt: ”Ville det gøre nogen forskel, hvis De fik tre ekstra måneder gratis, hr.?” Han svarer tørt, at det er et bedre tilbud, end hvad hans læger har kunnet levere.

Emnet taget i betragtning kan I Am Breathing, der er co-produceret af danske Sigrid Dyekjær fra Danish Documentary, næsten kun blive en intens, personlig dokumentar. Men den lykkes især som et intimt portræt takket være Neils helt ublufærdige og ærlige medvirken, hvor kameraet kommer helt tæt på i de mest sårbare situationer.

Britiske Emma Davie og Morag McKinnon – sidstnævnte er en af Platt-parrets bekendte fra universitetstiden – har instrueret filmen, der som dokumentarfilm til det store, krævende biograflærred dog har sine mangler. På trods af en spilletid på blot lidt over en time bliver man hurtigt træt af de uskarpe, hjemmevideoagtige billeder, og den vil egne sig bedre til en lille skærm.

Men I Am Breathing er først og sidst en vigtig film – og filmens indtjening går da også til Muskelsvindfonden. Neil Platt døde i 2009.

Trailer: I Am Breathing

Kommentarer

Land:
England, Danmark

År:
2013

Instruktør:
Emma Davie og Morag McKinnon

Medvirkende:
Neil Platt, Louise, Oscar

Spilletid:
73 min.

Premiere:
Filmen bliver vist i København, Kolding, Aarhus og Aalborg fredag den 21. juni kl. 17. Læs mere på Doxbios hjemmeside.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

© Filmmagasinet Ekko