Biografanmeldelse
14. mar. 2018 | 14:32

Loving Vincent

Maleri | Robert Gulaczyk
Vincent van Gogh bliver i Loving Vincent malet som en sympatisk, men plaget kunstner, hvis liv og død det er svært at fatte interesse for.

Vincent van Goghs originale enspænderkunst fremstår absurd i verdens første håndmalede film, som ikke kan koncentrere sig om sin egen handling.

Af Lars Bukdahl

Det er svært at se Loving Vincent uden om dens ekstremt insisterende koncept: verdens første håndmalede film!

Filmens 65.000 enkeltbilleder er lige så mange oliemalerier malet på ægte lærred af et team på over 100 malere!

Håndmalingen ville være ret meningsløs, hvis man ikke kunne se den på filmen, og det kan man da også godt, på billedernes evige dirren og flimren.

Men hallo! Effekten af flimrende, dirrende håndmalethed ville man sagtens kunne fremkalde på en computer, ligesom senere sæsoner af South Park lader computeranimation efterligne de første sæsoners reelle Cirkeline-omkringflytten.

Men idéen må jo være – ud over Guinness rekordbog-sensationen – at det skal kunne ses og mærkes, at der reelt er blevet håndmalet frem for pseudo-håndmalet. Og det ved jeg sgu ikke, om det kan!

Problemet er jo, at hvis der skal fortælles en fortælling, og den fortælling skal være til nogenlunde at følge, så skal der være ret streng – hvad skal man kalde det – sekventiel konsistens, i hvert fald nogle minutter ad gangen. Det vil sige, at den enkelte maler skal underlægge sig en, hvad alt væsentligt angår, ret total styring af det enkelte billede.

Man kunne jo så forestille sig, at malerne selv stod for designet af hver sin lille, minutlange sekvens, men det gør han og hun ikke.

Instruktørerne har lagt sig fast på en overordnet stil, man kunne kalde van Gogh Light, der tager udgangspunkt i malerens brutale, dramatiske ekspressionisme (og i flere tilfælde konkrete malerier, der sekundkort kalkeres og fikseres 1:1), men ligesom blødgør og afkanter den frem til en bølgende, lækker nok bevægelighed.

Dér bliver projektet groft absurd og ironisk på en måde, der næppe er intenderet. En tegnefilm om den, for sin kunstneriske originalitet og kompromisløshed, berømteste kunstner i verdenshistorien er malet af 100+ anonyme malere i en forprogrammeret efterabning for at give en eller anden ophøjet aura af autentisk og vildt kunstmaleri. WTF!?

Var jeg en passioneret beundrer af Vincent van Gogh, ville jeg måske blive forarget, nu nøjes jeg med at undre mig såre.

På grund af æstetikkens både konkrete og principielle flimren havde jeg virkelig svært ved at koncentrere mig om filmens faktiske handling. Og måske også fordi handlingen selv havde svært ved at koncentrere sig.

Historien udspiller sig kort efter van Goghs død. Armand Roulin, sønnen af et postbud i Arles, hvor van Gogh boede og malede dem begge, får af sin far i opdrag at aflevere et brev fra Vincent til hans bror Theo, som imidlertid viser sig også at være død. I stedet vælger Armand at aflevere brevet til dr. Gachet, van Goghs protektor de sidste måneder, da han boede i den lille by Auvers-sur-Oise.

Armand opsøger flere af de andre beboere i byen, som van Gogh havde kontakt med og malede: Gachets datter, en værtshusholder, værthusets serveringsdame med flere, og historien udvikler sig til et halvhjertet kriminalmysterium. Hvordan døde Vincent? Skød han sig selv, før han senere døde af sine kvæstelser? Og hvis han gjorde, hvorfor gjorde han det så? Var det af hjertesorg, eller i mani eller depression? Og hvis han ikke gjorde det, hvem gjorde det så, en kåd eller hævngerrig ungersvend?

Og hvor er jeg dog bare ligeglad! Det virker det egentlig også, som om både Armand og instruktørerne er.

Filmen tegner et portræt af van Gogh som en sympatisk og genert, psykisk plaget fyr, der brændte for sin kunst, hvilket sikkert er realistisk nok, men jo ikke synderligt opsigtsvækkende. Hvorfor hans kunst så ud, som den gjorde, og hvorfor den af inderlig nødvendighed trods næsten total modgang var nødt til at se sådan ud, får vi intet at vide om.

Hvilket kun gør absurditeten i Fantasia-ficeringen af den originale enspænderkunst endnu mere absurd.

Trailer: Loving Vincent

Kommentarer

Titel:
Loving Vincent

Land:
Polen, Storbritannien, USA

År:
2017

Instruktør:
Dorota Kobiela, Hugh Welchman

Manuskript:
Dorota Kobiela, Hugh Welchman, Jacek Dehnel

Medvirkende:
Douglas Booth, Josh Burdett, Holly Earl, Chris O'Dowd, Robin Hodges

Spilletid:
94 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
15. marts

© Filmmagasinet Ekko