Offroad

Publikum elsker Rasmus Heides film, der med titler som Blå mænd og Alle for én-franchisen sælger hundredtusindvis af billetter. Anmelderne hader dem af et godt hjerte og placerer dem på top 10-lister over årets værste film.

Kan så mange mennesker tage fejl, eller er det bare de snobbede, elitære kritikere, som ikke forstår, hvad der kilder den danske folkesjæl?

Det gør i hvert fald Mick Øgendahl, som har medvirket i samtlige af Rasmus Heides film på nær floppet Centervagt, der blot solgte 24.000 billetter. Den var dog også hæmmet af en premiere lige i hælene på covid-19.

Med Offroad forsøger Rasmus Heide igen at stå på egne ben uden makkeren Øgendahl. Men selv om han allierer sig med tre af landets bedste skuespillere og kalder dramaet ”uden for det almindelige terræn”, er resultatet det samme: komik, der er så plat, at det får Adam Sandler-komedier til at fremstå subtile.

Magnolia (Sofie Jo Kaufmanas) står til at få alt i livet. Det fede advokatjob venter lige rundt om hjørnet takket være morens (Iben Hjejle) forbindelser, og en luksuslejlighed i Carlsberg Byen er indflytningsklar takket være kærestens (Jesper Groth) mor.

Som om det ikke var nok, har hun også fødselsdag, så veninderne Eva (Julie Rudbæk) og Stine (Katinka Lærke Petersen) overrasker hende med en venindetur til Tenerife, hvor de skal være wild i en uge. Et tiltrængt afbræk fra hendes passionsløst perfekte liv.

Den sidste aften på rejsen møder Magnolia drømmefyren Francisco (Jared Grange), der ligesom hende elsker havet, er veganer og ved alt om hendes yndlingsdyr: skildpadder. Hun er solgt!

Men efter en nat med gode samtaler og uovertruffen sex vågner Magnolia alene. Francisco er pist væk, og i nattens kaos har hun ved et uheld brugt servietten med hans kontaktoplysninger til at tørre sæden fra benene.

Da hun ikke kan slippe tanken om ham, dropper hun flyet hjem og sætter jagten ind på at finde den eneste ene. Selvfølgelig med veninderne som mere eller mindre modvillige hjælpere.

Det kunne have været en sjov dansk pendant til Tømmermænd i Vegas, men i stedet får vi et sjælløst opkog af 00’ernes skadefro komedier, som længtes filmen efter en mere primitiv tid, hvor publikum hellere pegede fingre ad karaktererne end spejlede sig i dem.

Skuespillertrioen gør, hvad de kan med Rasmus Heide og medmanuskriptforfatter Sara Ejersbos bovlamme manuskript. Men humoren er lige så primitiv som pinlig, og situationskomikken er påtaget og charmeforladt.

Katinka Lærke Petersens kække bemærkning – ”sidst du var i et længerevarende forhold, delte vi to sjippetov” – er vitterligt filmens højdepunkt. Ellers er Offroad en langstrakt tur, selv om den som alle Heides film er overstået på under halvanden time.

Det går over stok og sten, mens publikum forventes at grine ad folk, der ser anderledes ud eller opfører sig fjollet. Det er rent karikaturskrald. Man krummer tæer, når trioen skal leje en bil af en mand med et noget specielt ansigt, og det alene gør det ud for en vittighed.

Vejen til Francisco er slet ikke så spektakulær, som den burde være. Veninderne stjæler en autocamper, får råd fra en spøjs spåkone og forsøger at snige sig ind på et hotel – det ene optrin mere umorsomt end det andet. Filmsproget er forvrøvlet med alt for insisterende underlægningsmusik og billeder, der ofte ligner dårlig AI.

Den sympatiske Rasmus Heide erkendte selv efter Alle for én, at historierne var for tynde, og hentede derfor Anders Thomas Jensen ind. Toeren blev seriens største billetsucces, men selv dansk films mest træfsikre manuskriptsnedker formåede ikke at løfte kvaliteten synderligt.

Mick Øgendahls folkekære tumpekomik har et trofast publikum, ligesom Dirch Passer kunne sælge billetter til utallige sløje film. Men spørgsmålet er, om Rasmus Heide med så tyndt et materiale kan trække publikum i biografen uden sin guldkalv.