Førsteårsfilmene fra den helt nye årgang tretten på den aarhusianske uddannelse Super8 har fået premiere på Ekkos hjemmeside og kan ses til og med 14. november.
Der er tale om vidt forskellige værker, men denne gang med et fælles tema, som eleverne fra uddannelsens fire linjer – instruktør, manuskriptforfatter, fotograf og producer – har taget udgangspunkt i.
For mange kreative er der nemlig intet bedre end en regel, en lænke om benet at kæmpe sig i mål med.
Årgangen har valgt temaet ”Ved verdens ende,” og derfor finder alle fire film på sin vis sted langt fra civilisationen og ofte med et vist apokalyptisk element.
Filmskaberne har fået meget ud af benspændet, og der er noget dragende ved at lære deres forskellige kunstneriske tankegange at kende ved at se dem løse den samme opgave på hver sin måde.
Hot Star
Titlen kommer fra ryggen på den jakke, som udskuddet Kalle stolt bærer, mens han og vennen Kevin fyrer den af med motorcross, bål og sprængstof i et campingvognskollektiv for to.
I den indledende scene i Niels Fregerslevs vemodige ungdomsdrama når en svampeskæv Kalle frem til, at de to venner skal ”lave noget sindssygt”. Aftenen intensiverer i romerlys-oplyst ekstase, hvor Karl EZ Hansens musik formidler oplevelsen af overvældende, faretruende lykke.
Hjalmer Møller Madsens manuskript finder fint ind til det smertefuldt genkendelige fænomen, hvor to sjælevenner ikke er lige hurtige til at blive voksne.
I en velinstrueret scene spiller drengene pool med to kvinder. Mens Kevin nyder opmærksomheden og leger med tanken om en fremtid et andet sted, spiller Anders Khayat frustrationen i Kalle ud gennem de tiltagende aggressive pool-skud.
Filmen er dejligt uforudsigelig i sine temposkift, men falder halvvejs ned i et lidt tungt leje, inden den uundgåelige afslutning.
Her fanger fotograf Frederik Køhrsen den forladte Kalle i en begavet kameraindstilling, hvor lyset rammer alt andet end hans øjne. Hverken publikum eller Kevin må få at vide, hvad det er, der brænder i Kalles indre som en varm stjerne og forhindrer ham i at tage springet ind i næste livsfase.
Hvis vi gror
Børn er stadig børn, selv når de voksne er døde og borte. Teenage-usikkerheden og de smertefulde sommerfugle i maven flytter med ud til verdens ende, som det ses i Hvis vi gror.
Her har en gruppe teenagere fundet sammen om at overleve ved at røve grave fra den forgangne civilisation. Den nytilkomne Jonas er seksten år, men ikke rigtigt gået i pubertet endnu. Han er splejset, stemmen er lys, og han tøver i romancen med pigen Ines, der leger med tanken om sex. Frygten for ikke at kunne præstere truer hans plads i fællesskabet.
Spencer Becks manuskript er bygget op om en spændende idé, og David Cano lykkes med at fremkalde flere gode scener. Ikke mindst den tidlige flirt mellem Jonas og Ines med uskyldige de replikker ”du har en flot trøje på” og ”har du prøvet at have en kæreste?”
Men for ofte føles dialogen stiv, atmosfæriske montagesekvenser fylder for meget til ikke at gå ud over fremdriften, og kulturen i gravrøverflokken bliver ikke udforsket i en grad, der vækker nysgerrighed.
I en fin sekvens leges der med forventningerne til et barskt ungdomsfællesskab, da Jonas får kastet jord på sig af hele gruppen, inden det viser sig blot at være et kærligt indvielsesritual.
Havde Hvis vi gror fuldt det spor, ville det have været en mere gribende rejse ind i en unik postapokalypse.
I brand
Meget kommunikeres med kameraet i en af de første scener i I brand. Her klippes der mellem billedet af spejderlederen Oskar, omringet af spejderpiger, og et ensomt billede af Isa, hans kæreste, som er slæbt med på lejr.
”Herude er det lige meget,” siger Oskar betryggende, da pigerne spørger, om han og Isa er kærester. Mindre behageligt er det for Isa, der opbygger en farlig jalousi – især over for tiårige Pil, der lader til at være forelsket i Oskar.
Fotografen Albert Miller prioriterer psykologisk opmærksomhed over skønhed i filmen. Og instruktøren Karen Boye får en flot præstation ud af Freja Klint Sandberg som Isa, der desperat forsøger at være en sjov reservespejder frem for rasende vedhæng.
Sammen med en underspillet skræmmende præstation af unge Edith Snegaard Müller som Pil rammer de en imponerende tonal balancegang.
Selv om Tobias Fiskers manuskript modigt tager idéen om børns tabubelagte begær op, holder filmen fast i en forholdsvis let tone, som klæder oplevelsen.
Mosemanden
Michael Erik Brink har på en måde skabt årgangens mest klassiske postapokalyptiske værk, hvor kampen for overlevelse får mennesker til at vende sig mod hinanden.
Den unge mand Timm (Leopold af Rosenborg) bor på en gård med sin far, som beder ham gå ud at jage alene for første gang. Men Timm får kun ramt benet på den særling af en mand, der render rundt i skoven, og tager ham skamfuldt med hjem.
Forfatteren og skuespilleren Jacob Skyggebjerg spiller stort som mosemanden med vanvittig latter og uforudsigelig mimik, der danner en fængende kontrast til de mutte gårdmænd.
Det udvikler sig til en fin, enkel fortælling om paranoiaen, der kan være begrundet i hårde tider, men unægteligt gør livet ensomt.
Mathias Krøyer Veirups forsigtige manuskript ender dog noget brat, da en overkonstrueret misforståelse resulterer i et knap så originalt opgør.
facebook
twitter
Kommentarer