The Devils

Med over et halvt århundredes forsinkelse kan The Devils nu endelig ses i biografen uden censur.

Ken Russells skandaleombruste mesterværk handler om de besatte nonner i Loudun i det vestlige Frankrig. Sammen med processerne i Salem hører Loudun-affæren fra 1634 til blandt verdens mest kendte heksesager.

Her ragede den katolske sognepræst Urbain Grandier uklar med kardinal Richelieu, da Grandier modsatte sig nedrivningen af byens fæstningsværker.

Vi kender Richelieu som den intrigerende bagmand i De tre musketerer, hvor han på film er blevet spillet af Vincent Price, Charlton Heston og Christoph Waltz. I The Devils spilles han af den engelske poet Christopher Logue.

Nonnerne fra Ursulinerordenen i Loudun blev anført af priorinden Jeanne des Anges. I 1632 begyndte de at erklære sig dæmonisk besatte. Deres voldsomme adfærd, som siden er blevet fortolket som massehysteri, førte til langvarige offentlige eksorcismer, hvor Grandier blev udpeget som ansvarlig.

Han blev udsat for brutal tortur, dømt for trolddom og brændt levende.

Sagen er blevet dramatiseret flere gange. Et årti før Russells film kom den polske Moder Johanna af Englene, og i 1969 havde Krzysztof Pendereckis opera Die Teufel von Loudun premiere. Under forteksterne til Eksorcisten fra 1973 høres mellem Jack Nitzsches glasklange og det islamiske bønnekald seks sekunder af Pendereckis operamusik: hvinende strygere, der lyder som et smerteskrig fra helvede.

Ken Russells film bygger på John Whitings skuespilversion af Aldous Huxleys The Devils of Loudun fra 1952.

Det er et historisk essay, hvor seksuel fortrængning, religiøs fanatisme og politisk magtmisbrug smelter sammen i et kollektivt vanvid. Huxley placerer priorinden i centrum, hvor hendes deforme ryg, erotiske fiksering på præsten og fremtrædende rolle som ”besat” bliver den psykologiske nøgle til katastrofen.

The Devils hører til blandt Ken Russells mange biopics, en genre, han i 1960’erne revolutionerede med sine kunstnerportrætter for BBC.

Hans hang til eksperimenter understøttes af en frodig fantasi, hvor elementer ofte kombineres associativt, og et overdådigt overskud af filmisk formsans. Det gælder også The Devils, hvor Loudun fremstilles som en kæmpekulisse af mejerihvide fliser, designet af den senere avantgardeinstruktør Derek Jarman med inspiration fra Dreyers Jeanne d’Arcs lidelse og død.

Vi møder Oliver Reed som den karismatiske og folkekære horebuk Grandier og Vanessa Redgrave som den pukkelryggede søster Jeanne, der martres af selvlede, mens hun liderligt længes efter ham i religiøse hallucinationer. Parret danner centrum i en grotesk malstrøm af magtmisbrugende embedsmænd og nøgne nonner.

To sekvenser blev oprindeligt censureret.

Den ene er et sexorgie, hvor nonnerne skamrider en Jesus-figur fra kirkens krucifiks. Scenen blev opfattet som blasfemisk, men Russell understreger selv vanviddet med en accelererende brug af hidsige zooms.

Samtidig indgår sekvensen i en montage, hvor Grandiers romantiske bryllup står i kontrast til nonnernes ”besættelse” og dermed understreger uretfærdigheden i anklagerne mod Grandier.

Den anden sekvens handler om priorindens brug af Grandiers forkullede lårbensknogle. Efter det galgenhumoristiske chok efterlader scenen os med en forståelse for denne stakkels, forkrøblede kvindes intense længsel og totale afmagt.

The Devils havde verdenspremiere året før pornofilmen Deep Throat, så grænseoverskridende sex på lærredet var stadig hård kost for de fleste finkulturelle meningsdannere.

Takket være de forargede anmeldelser blev The Devils en stor publikumssucces. Men at huske filmen alene for dens seksuelle excesser er uretfærdigt. De færreste kritikere vil i dag være blinde for værkets intense overskud af politisk klarsyn, erotisk kompleksitet, etisk forfærdelse, autentisk gru og visuel skønhed.

The Devils regnes blandt verdens mest kontroversielle film og hører fortsat til blandt de bedste.