Djævlene er sluppet løs

Det er måske den mest chokerende sekvens i nogen film fra 1970’erne.

Nonneordenen taler i tunger og blotter deres bryster, de skriger og hujer, flår i præsterne og kravler som edderkopper over kirkegulvet med tungen lallende og vidåbne øjne.

Excessen når blasfemiske højder, da de vælter et krucifiks omkuld og gnubber sig og rider på den sagesløse Frelsers ansigt.

”Rape of Christ”-scenen finder sted halvvejs igennem The Devils, en ætsende religionskritik af den polemiske enfant terrible Ken Russell. Eller rettere: det gør den nu.

Tilbage i 1971 faldt scenen nemlig både kirken, pressen, censorerne og studiet for brystet, og den blev prompte klippet ud. Lige siden har den fulde version inspireret lobbykampagner og røverhistorier om filmens kaotiske optagelser – jeg skrev selv én af dem til Ekko #80.

Men nu er Warner Bros. kommet på nye hænder og har – formentlig for at score points hos skeptiske filmfans – langt om længe hevet Ken Russells uforkortede vision frem fra gemmerne.

Så salen summede af begejstring i Cannes, da den nyrestaurerede version med titlen Ken Russell’s The Devils torsdag aften blev vist for en stopfyldt sal forud for en repremiere i efteråret.

Kirke og stat i uhellig forening
Selv om den fulde version har været bag lås og slå, var The Devils aldrig et martret mesterværk som Orson Welles’ The Magnificent Ambersons eller Erich von Stroheims Greed.

Selv i den nedklippede version er filmen en imposant oplevelse, hvis evne til at chokere og provokere har inspireret en generation af instruktører.

Guillermo del Toro og Alfonso Cuarón sidder med i Buñuel-salen i Cannes, og det samme gør Peter Jackson, iført shorts og ananasmønstret hawaiiskjorte.

For mere end tyve år siden hjalp filmens vigtigste forsvarer, den engelske journalist og filmkritiker Mark Kermode, Ken Russell med at jagte efter censorernes fraklip og splejse dem ind, hvor de hører hjemme.

Det blev til to visninger af den færdiggjorte film, før Warners igen spærrede den inde. Nu træder Mark Kermode frem foran salen og fortæller om Ken Russells kamp for det forbudte director’s cut af den film, han selv kaldte sin mest politiske.

”For ham var det en film om hjernevask, religionens korruption og det uhellige ægteskab mellem kirke og stat – hvilket er et endnu mere vigtigt emne i dag, end da Ken skabte den som en anden profet i 1971.”

Uhellig heksesuppe
The Devils foregår i 1634 i et havareret, pestramt Frankrig, der stadig er ved at kravle sig ud af de altødelæggende religiøse krige, som rasede i kølvandet på Reformationen.

Her slår kongen og kirken en handel af, der samler magten hos tronen. Den vigtigste hindring er landets uafhængige fæstningsbyer, der i et århundrede har vejret krigenes kastevinde, og i spidsen for en af de vigtigste, Loudon, står den katolske præst Urbain Grandier.

Han gør oprør både mod kongens magt og kirkens dogmer og tager grådigt for sig af byens kvinder, der alle som én sukker efter det muskuløse mandfolk – spillet af den urokkelige machomand Oliver Reed.

Særligt forgabt er den pukkelryggede abbedisse i det lokale kloster, hvor adelskvinder stuves af vejen, når deres familier ikke har råd til at gifte dem bort.

Ken Russell koger en uhellig heksesuppe af fortrængte drifter, religionssatire og magtkritik, som er både flagrende uegal og ofte frapperende genial.

Uomgængeligt mesterværk
Det gælder især i den berygtede, genindsatte sekvens, hvor Grandiers martyrium besegles.

For at ramme ham er hele nonneordenen blevet dømt til døden for kætteri, men i sidste sekund reddes de fra bødlernes armbrøster af en manisk djævleuddriver – der er stylet som John Lennon med langt hår og runde briller.

Han mener, de må være besat af Djævlen selv, og nu har de intet andet valg end at leve op til diagnosen med de mest grænseoverskridende, blasfemiske udskejelser, de kan gyse sig til.

Ken Russell trakterede efter sigende sine statister med et rullebord af spritflasker og lod dem forgribe sig på skuespillerne, mens han selv spillede på tromme bag kameraet. Tilblivelsen af The Devils er sagnomspunden, og historierne er kun blevet mere kulørte af, at publikum i så mange år ikke kunne få syn for sagen.

Men set i den rette sammenhæng er sekvensen en storslået opsummering af den frafaldne katolik Ken Russells dundertale mod kirkens hykleri og tidens kristenkonservative moralvogtere.

Nonneorgiet i kirken er en obskøn opvisning i excess, men det krydsklippes med Grandiers gedulgte bryllup med en lokal adelskvinde, som han elsker af et ærligt hjerte.

Kontrasten mellem de undertrykte kvinders sexhysteri og de elskendes ubesværede kærlighedsudveksling er uforglemmeligt skærende.

The Devils har været kult i et halvt århundrede. Men restaurationen og en repremiere planlagt til efteråret bør løfte Ken Russells magnum opus fra kuriosastof til et af 70’ernes uomgængelige mesterværker.

På det store lærred er den decideret bjergtagende. Det ville være fandens, hvis den ikke kommer til Danmark.