To anklagere

I 1937 bliver den ledende danske kommunist og tidligere folketingsrepræsentant for partiet, Arne Munch-Petersen, spontant og grundløst arresteret i Moskva og smidt i fængsel af det hemmelige politi, NKVD.

Her sidder han under kummerlige forhold indtil 1940, hvor han dør af tuberkulose. Indtil det sidste skriver han breve til kammerat Stalin, overbevist om at diktatoren er uvidende om NKVD’s magtbrynske og mishandling.

Det er den samme historie, som den unge jurist og nyudklækkede anklager Kornev konfronteres med, da han langt om længe får lov til at møde den gamle bolsjevik og partytrofæ Stepniak i hans usle celle i fængslet i Bjansk.

Stepniak har med eget blod fået sendt en besked ud om at møde statsadvokaten. Og så får han den unge idealistiske Kornev med fine eksamenspapirer og ikke mindst partibogen i orden.

De får en samtale, hvor Stepniak finder Kornev modig, hæderlig og troværdig. Han beder ham fortælle Stalin om NKVD’s fascistiske rædselsregime. Han er selv med prygl og tæsk blevet tortureret til et vandrende lig.

Under 1930’ernes Moskva-processer pinte man gamle partifæller og revolutionens helte til de bekendte deres såkaldte forbrydelser. Derefter blev de enten skudt eller sendt til Sibirien.

Kornev lever op til sin apparition som tapper advokat. På tredje klasse tager han sammen med gruppe folkloristiske russere den lange vej til Moskva, 400 km fra Brjansk. Her vil opsøge den sovjetiske generalanklager og dommer Andrej Vysjinskij for at fortælle ham om efterretningstjenestens terror og tortur.

I en uhyggelig sekvens i en stor offentlig bygning skabt som en labyrint af lange irgange og lukkede døre render Kornev rundt blandt tavse mennesker, kvinder i tidens modetøj, mænd i habit og hat og med grotesk flade mapper. Kosteligt klaustrofobisk som en scene fra Franz Kafkas absurde og angstfulde univers.

Langt om længe når Kornev frem og får foretræde.

Kender man sin Ruslandshistorie, håber man dybt og inderligt, at Kornev ikke når frem til sit mål. Vysjinskij var den juridiske arkitekt bag Stalins udrensninger: inkarnationen af bureaukratisk brutalitet, iskold som termofrost, kynisk som en kobra i brunst.

Tilsyneladende forstår han Kornev på en fordækt facon. Skaf mig korporlige beviser og en proces mod det hemmelige politi vil blive sat i gang.

Så sendes Kornev hjem i toget på første klasse, hvor to mænd byder på vodka, sang og snacks. De joviale og snakkesalige herrer præsenterer sig som likvidatorer, nå nej, selvfølgelig ingeniører. Eksperter i industrisabotage og tekniske fejl. Ankommet til stationen tilbyder de ham et lift.

Den ukrainske instruktør Sergei Loznitsa (Donbass) har drejet en fascinerende forfærdelig film. Den er ikke rar, men nødvendig, når man i Putins Rusland begynder at romantisere monstret og morderen Josef Stalin.

Filmen har en plotmæssig struktur a la Nikita Mikhalkovs klassiker om udrensningerne, Brændt af solen. Men den visuelle uhygge leder snarere tankerne hen på Eric Rohmers geniale spionfilm Triple Agent, når Loznitsa blotlægger stalinismens horrible manipulationer.

To anklagere er filmet i kolde, kulørte nuancer, der får farvefilmen til at emme af knusende kulde og samtidig leder tankerne hen på en klassisk film noir i sort-hvid. Kun i kupéen, hvor russerne mindes gamle dage, kommer der varme i filmens farver.

Men To anklagere er frem for alt sin egen i stil og tempo. Langsomt dvælende med en evindelig banken på døre i fængslet, dernæst funktionalistisk med tavshedens terror i kommunismens korridorer og kontorer. Dog med varme glimt af det gamle Rusland på tredje klasse.

Aleksandr Kuznetsov er aldeles enestående som det gode menneske, den klejne Kornev, der vil det hele så godt og så retfærdigt. Den naive helt uden frygt og dadel, men hvor desillusionen kommer en biltur for sent.