Unbroken

Louis Zamperini (1917-2014) var en vaskeægte amerikansk helt. Som utilpasset teenager i 1930’erne blev han olympisk mesterløber, og siden overlevede han to års rædsler i japansk krigsfangenskab.

Zamperini var en mand, der ikke kunne knækkes – og filmen om ham kunne vel ikke hedde andet end Unbroken.

Man skal ikke lade sig narre af, at indie-brødrene Joel og Ethan Coen står som filmens manuskriptforfattere. De har bearbejdet et manuskript af de betydeligt mere mainstream-orienterede William Nicholson (Gladiator) og Richard LaGravanese (Hestehviskeren).

Og der er absolut mere Nicholson/LaGravanese end Coen-brødrene over Unbroken. Det er en pæn og nydelig Hollywood-film for det brede publikum.

Angelina Jolie, der her instruerer sin anden spillefilm, håndterer opgaven hæderligt, men anonymt. Som Steven Spielberg uden wow-faktor og det filmtekniske nørderi. Men mesterfotografen Roger Deakins’ billeder er forventeligt flotte.

Filmen handler primært om Zamperinis oplevelser som amerikansk pilot i Anden Verdenskrig, hvor han bliver skudt ned og efterfølgende først overlever 47 dage på åbent hav og derefter to års fangenskab hos de brutale japanere.

Det er en vanvittig lidelseshistorie, men den er desværre fortalt lidt vel fersk.

Louis Zamperini spilles af den unge, talentfulde englænder Jack O’Connell (Bag fjendens linjer), som er lidt af en pretty boy. Fint nok, for han er filmens helt. Men det er påfaldende, at alle i filmen ligner fotomodeller.

Åbningsscenen, hvor Zamperinis fly bomber mål i Japan, undergraver sin egen ganske intense realisme ved at indeholde en hel besætning af smukke mænd med lækkert hår, firkantede kæber og pæne tænder. Den sadistiske, japanske fangevogter Watanabe ligner en smuk, japansk popstjerne – hvad skuespilleren Takamasa Ishihara i virkeligheden også er.

Selv udmagrede af sult ser skuespillerne ud, som om de lige har smidt deres skinny jeans. Helt ærligt: Ikke én eneste grimrian i en film om krig og lidelse?!

Der har altid løbet en stærk kristen strøm gennem den amerikanske heltemytologi. Og den klassiske amerikanske helt lider, ofrer sig og genopstår. Men Unbroken følger denne Jesus-mytologi helt derud, hvor den begynder at minde om Mel Gibsons The Passion of the Christ.

Den blodige sadisme er smagfuldt nedtonet, men filmens katalog af lidelse er stadig af bibelske proportioner: Luftkampe, flystyrt, haj-angreb, stormvejr, tørst, sult, mishandling og mere mishandling overlever Zamperini.

Dette semi-passionsspil kulminerer i to scener, der er tykke af kristen symbolik.

I den første bliver alle de allierede fanger i lejren beordret til at slå Zamperini hårdt i ansigtet. Han tager imod alle slagene og redder dermed en medfanges liv. I den anden scene bliver Zamperini – tynd, udmattet og sort af kulstøv – tvunget til at bære en kæmpe bjælke over hovedet. Hvis han taber den, har soldaterne ordre til at skyde ham.

Man skal være blind for ikke at se korsfæstelsesanalogien. Bortset fra at Zamperini vinder mentalt over sine vogtere ved ikke at give op. Jesus døde dog.

Louis Zamperini var uden tvivl gjort af et helt særligt stof – og historien præsenteres som ”a true story”. Men Jolies film gør ham til en ret endimensional figur. Vi følger en helt, der i virkeligheden kun har en eneste egenskab: evnen til at tage uendelige mængder smerte, tæsk og modgang og stadig blive stående. Skildringen åbner ingen sprækker af usikkerhed, tvivl eller svaghed.

Filmen kan opsummeres i den sætning, Zamperini har med sig hjemmefra: ”If you can take it, you can make it.” Og det er svært for alvor at lade sig gribe af en film, hvis budskab ligner en motivationsplakat eller en Paradise Hotel-tatovering.