Serieanmeldelse
29. mar. 2021 | 12:28

Vaffel og Mochi

Foto | Adam Rose
Der er masser af kærlig stemning i børneserien Vaffel og Mochi, hvor USA’s tidligere førstedame Michelle Obama tager på eventyr i madens verden med to tøjdukker.

Børneserie med Michelle Obama og to tøjdukker på kulinarisk dannelsesrejse byder på læring, hjertevarme og en sympatisk morale.

Af Patricia Smollerup

I slut-60’erne så amerikanerne for første gang børneserien Sesame Street, som bragte den pædagogiske læring i børne-tv helt i forgrunden.

Lidt over 50 år senere sendes serien fortsat, og man kan næsten ikke undgå at sende en tanke til de talende dukker på Sesamgade, når man ser Netflix’ nye børneserie Vaffel og Mochi.

Serien har den tidligere førstedame Michelle Obama blandt producerne, og hun medvirker selv i serien.

Hovedfigurerne er de to charmerende dukker Vaffel (Michelle Zamora) og Mochi (Piotr Michael), som kommer fra Den Frosne Fødes Land.

Vaffel er halv vaffel og halv snemand, mens den lille, runde og lyserøde ven Mochi stammer fra den japanske riskage af samme navn.

Begge har de en drøm om at blive kokke, og de forlader derfor deres kolde hjem og rejser til et amerikansk supermarked med en flot og frodig have på taget.

Haven styres af selveste Michelle Obama, og de to dukker fyldt med gåpåmod bliver hurtigt ansat af hende. Her får de forskellige opgaver, som alle giver dem spændende viden om madlavning.

Hvert afsnit har en specifik madvare som omdrejningspunkt, og i deres flyvende bil tager de nysgerrige dukker på opdagelse rundt om i verden for at indsamle den nødvendige information omkring madvaren.

Således udvider serien børnenes madhorisont og gør dem på en sjov og hjertevarm måde interesseret i, hvad de propper i munden.

Vi lærer, hvordan tomater dyrkes, hvad der er forskellen på en urt og et krydderi, og hvor mange forskellige måder man kan tilberede kartofler. Alt sammen ledsaget af farverige billeder af friske råvarer og færdigt tilberedte retter, så man bliver helt sulten.

Samtidig får børnene en introduktion til flere forskellige kulturers køkkener og ser ligeledes, hvor forskellige råvarer stammer fra. Vi tager med Vaffel og Mochi til saltdammene i Peru, er på strudseæg-farm i Portugal og lærer at lave miso i Japan.

At man så kan sidde og tænke, at det måske ikke altid er lige indbydende og hygiejnisk, når de lidt nussede tøjdukker hjælper til i køkkenet, er en mindre sag.

Serien er også fyldt med kreative animationer og henvisninger til populærkulturen.

I en animeret sekvens synger popsangerinden Sia i rollen som en tomat om, hvordan det er at føle sig misforstået og blive sat i bås. For tomaten skal konstant forholde sig til, om den bliver set som en frugt eller en grøntsag. Vaffel og Mochi kommer frem til, at tomater kan passe ind alle steder. De hører til overalt.

Og det er gennemgående for serien, at Michelle Obama slutter afsnittene af med at snakke med de to dukker om sympatiske budskaber, som Vaffel og Mochi har lært på deres kulinariske rejse, men som kan overføres til andre aspekter af livet.

De lærer, at man ikke skal lade frygten for at fejle stoppe én; at man ikke skal være bange for det, som ser anderledes ud, og at din familie består af alle de mennesker, som du holder af.

Vaffel og Mochi er på alle måder meget ufarlig underholdning for de mindste. Men serien og figurerne er så fyldt med positivitet og varme, at man ikke kan undgå at trække på smilebåndet.

Trailer: Vaffel og Mochi

Kommentarer

Titel:
Vaffel og Mochi

Originaltitel:
Waffles + Mochi

Land:
USA

År:
2021

Serieskaber:
Erika Thormahlen, Jeremy Konner

Medvirkende:
Michelle Zamora, Piotr Michael, Michelle Obama, Diona Elise Burnett

Spilletid:
Ti afsnit af 30 minutter

Anmeldelse:
Ti afsnit

Premiere:
16. marts på Netflix

© Filmmagasinet Ekko