AI-dokumentar får Ekkos anmelder til at udvandre

Lad det være sagt med det samme: Jeg gik efter at have set en halv time af Be Brave, den første AI-genererede film på en af verdens førende filmfestivaler. 

Der har før været tilløb.

Multiplot-dramaet Little Death på Sundance-festivalen i 2024 brugte DALL-E-billeder til at visualisere en filmskabers eskalerende neuroser. What’s Next? på Berlinalen i 2025 var en parade af pauseskærmsbilleder og en masochistisk prøvelse at sidde igennem. Og Dreams of Violet fra dette års filmfestival i Tribeca genererer billeder i et nobelt ærinde, nemlig lynhurtigt at skildre demonstrationerne mod regimet i Iran i januar. 

Jeg har ikke set den sidstnævnte, som ifølge Variety er ”dramatisk bedøvende”, men kan indskyde, at Ali Asgaris Guldløve-kandidat A Bit of Light tackler samme emne uden AI-genveje, og den er både dramatisk og rørende. 

Men tilbage til sagen. 

Francesco Carrozzinis Be Brave handler om tilblivelsen af jeans-mærket Diesel. Eller rettere: Grundlæggeren Renzo Rosso og hans livslange kamp mod konformitet i modets og modens navn. 

Filmen starter med en tekst, der først forklarer, at filmen er genereret med AI, og til slut forsikrer, at den på trods af det ”er kunst”. 

Det er sikkert rigtigt nok, afhængigt af hvor favnende en definition af begrebet, man sværger til. Hvis Piero Manzoni kunne sælge lort på dåse, er der ingen grund til, at Francesco Carrozzini ikke kan gøre det samme. 

Ugyldiggør foretagendet
Det er en film, der bør bedømmes radikalt forskelligt ud fra to forskellige parametre: æstetik og intention. 

Hvad æstetikken angår, er det fandens imponerende, så naturtro filmens promptede dækbilleder er. 

New York i 90’erne, Norditalien i 60’erne, arbejde på syfabrikker, fest på diskoteker, salgsfremstød og reklamevideoer og gamle venner og samarbejdspartnere der interviewes. Alt har det samme næsten-autentiske skær, så man skal vide, at billederne ikke er ægte for rigtigt at bemærke det. 

I øjeblikket kunne jeg godt leve med det. I længden tror jeg, at det plastik-fantastiske islæt resulterer i – undskyld mit akademiske – en ontologisk frakobling, der ugyldiggør hele foretagendet. 

Med andre ord: Hvorfor stole på eller engagere sig i, hvad vi ser? Særligt for en dokumentar er det forstyrrende ikke at vide, hvad der er rigtigt, og hvor rigtigt det er. 

Kortene på bordet
Sidste års Venedig-film, The Memory of Princess Mumbi,illustrerede processen slående ved at vise filmskabere i fremtiden, der beder computeren ændre et trist ansigt til et stort smil. 

De fleste telefoner har allerede i dag en funktion, der lader en AI-algoritme ”forbedre” ens billeder, og ofte er resultaterne slående meget bedre end originalen. 

Af samme grund hedder det sig allerede om Hollywood, at branchen kan inddeles i dem, der bruger AI, og dem, der lyver om at bruge AI. 

Be Brave lægger kortene på bordet og hatten af for det. Ud over et par særligt graverende elementer – en kunstigt lydende fortællerstemme og en kvindelig interviewperson, der ikke bliver synligt ældre fra midt-90’erne til i dag – kan den sluges lige så let som alt det andet slop, der får alskens SoMe-feeds til at løbe over som tilstoppede toiletter. 

Det er hensigten med filmen, der fik mig til at himle med øjnene og udvandre undervejs. 

Tyvstjålet kildemateriale
Renzo Rosso er meget muligvis en fed fyr, men det er begrænset, hvor mange gange man kan høre en festglad buksemarskandiser blive hyldet som en modebranchens messias, før man begynder at læse alle udsagn med omvendt fortegn. 

Alle interviewpersoner slesker om ham og hans bedrifter, mens metahistorien i den første halve time er instruktørens jagt på billedmateriale, der er det store geni værdigt. 

Flere gange undervejs opsummeres Renzo Rossos livsfilosofi med fyndige bonmoter, der præsenteres som livskloge citater. For eksempel: ”Work hard, party hard.” 

Diesel var det første modemærke med egen hjemmeside, de første til at stenvaske nye bukser, så de så brugte ud, og de første til at bruge hologrammer på catwalken. 

For mit vedkommende var den sidste dråbe, da historien om hanekam-logoet for Only the Brave, modehuset bag Diesel, og Renzo Rosso mere eller mindre præsenteres som punkkulturens åndelige stifter. 

På en måde er det et perfekt match mellem form og indhold. Ganske som Renzo Rosso pryder sig med stjålne fjer, er AI-industriens videogeneratorer trænet på tyvstjålet kildemateriale. 

Det holder selvfølgelig ikke tidevandsbølgen fra at skylle ind over industrien. Men vi venter stadig på den første gennembrudsfilm, der virkelig kan retfærdiggøre teknologien.