Her Private Hell

Er det et tab for dansk film, at Nicolas Winding Refn er holdt op med at interessere sig for et bredt publikum? Eller er det en fjer i hatten, at en af de mest egensindige filmkunstnere på verdensplan er udklækket i vores lille andedam? 

For der er ingen andre, der bevæger sig ind på hans terræn. I hvert fald ikke med samme ildhu, seriøsitet og tiltro til deres vision. 

Det er ikke Pusher eller Drive, der virkelig repræsenterer hans kunstneriske projekt, men snarere de udsvævende, hypnotiske kunst-thrillers, han slog sig på med Fear X, støvede af med Valhalla Rising og har helliget sig siden Only God Forgives. 

Med Her Private Hell – første spillefilm i ti år – når han et kunstnerisk højdepunkt. Det er en æstetisk oplevelse i særklasse, en cyberpunket mareridtsfortælling om en skuespiller med daddy issues og en fåmælt soldaterfar på jagt efter sin datter. 

Filmen var et regulært mindfuck på Cannes-festivalen i maj og fremstår lige så forbløffende gennemført og uigennemtrængelig ved gensyn. Men man aner en mening bag galskaben. 

Superstjernen Elle (Sophie Thatcher) flyver til et futuristisk, fantasi-uvirkeligt Tokyo, hvor hun skal indspille en film. Hun tjekker ind på et højhushotel hævet over den truende tåge, der ligger som en dyne over byen. 

I lobbyen møder hun Hunter (Kristine Froseth), hvis bagage og reservation tilsyneladende er gået tabt i tågen. Elle inviterer hende til at dele suite – de skal spille sammen i filmen. 

Snart ankommer Elles nye stedmor og tidligere bedste veninde Dominique (Havana Rose Liu). Kort efter følger hendes far, Johnny Thunders (Dougray Scott).

Man aner nok, at historien skal læses mere symbolsk end bogstaveligt, da faren fortæller om The Leather Man, der sprætter unge kvinder op for at finde sin fortabte datter. Kort efter møder vi Private K. (Charles Melton), der tæsker sig gennem yakuza-skurke for at finde frem til sin egen datter. 

Hvad er fantasi? Hvad er virkeligt? Behøver vi skelne? 

Private K. er cool og utilnærmelig som fanden, en selvtægtsmand inspireret af utallige b-film og kulørte tegneserier, men forfinet til en hårdtslående arketype. 

Kampscenerne er lige så brutale og stilige som noget, Nicolas Winding Refn har bedrevet i sin karriere – endda serveret med et glimt i øjet, som da en sumobryder byder op til bøllebank. 

Det er i korte træk og fraregnet mange strittende detaljer og et par dårlige vittigheder, hvad der foregår i Her Private Hell. Men det er ikke det, filmen handler om, og det er slet ikke sådan, den opleves i biografmørket. 

Med den rette indstilling synker man ned i en forstilt og forførende eventyrverden, som scene for scene kilder sanserne, uden at Refns vilde idéer rettes til efter en kausallogisk facitliste. 

Filmen-i-filmen er et kitchet sci-fi-drama med lån fra Star Trek og 60’er-filmen Barbarella, som Refn en overgang stod til at genindspille. I dens kulisseverden stritter enorme krystaller op fra jorden, som de også gør det i den første scene, da Elle flyver til Tokyo. De er formet som enorme hænder midt i et kvælertag! 

Og så er der lædermandens to mystiske hjælpere, Ms. S og Ms. T, som taler i gåder og sværmer om både Elle og Private K. 

Skuespillet peger i alle mulige og ofte unaturlige retninger, ligesom det gør hos David Lynch eller de stolt sammensatte, europæiske genrefilm, Nicolas Winding Refn altid har dyrket. Kønsrollerne er forstokkede. Kvinderne kappes på bitchy bemærkninger, Private K. lader næverne tale for sig, og Johnny Thunders stryger tændstikker på sine skægstubbe. 

Men alle giver den gas, og historien bæres i land af den storladne, medfortællende orkestermusik. Instruktøren har lokket den legendariske, 85-årige komponist Pino Donaggio frem fra gemmerne. Han har skrevet musik for blandt andre Brian De Palma og den italienske horror-mester Dario Argento. 

Mest af alt er det hans toner, der effektivt kitter drømmelogik og reklameæstetik sammen. 

Kedeligt bliver det aldrig. Og hvad enten man elsker eller hader Her Private Hell, er det en film, man ikke glemmer.