Coyote vs. Acme

For en hel generation af danskere var lørdag aften i 1980’erne ensbetydende med Så er der tegnefilm. 

Med Jakob Stegelmann som kyndig kurator serverede DR i dette 24-karats antologi-program klassiske, håndplukkede korttegnefilm fra blandt andre Warner Brothers, Metro-Goldwyn-Mayer og Universal og gjorde Snurre Snup, Daffy And, Hjulben og Grimm E. Ulv til tv-stjerner. 

Det resulterede i endeløse grineanfald foran fjernsynet, og det er netop den generation, Coyote vs. Acme vil ramme lige i hjertet. 

Instruktøren Dave Greens blanding af live-action og håndtegnet animation, med manuskript af Samy Burch og historie af Burch, James Gunn og Jeremy Slater, bygger på en fiktiv juridisk artikel af Ian Frazier. 

Efter årtiers eksploderende raketter, faldende ambolte, lumsk superlim og andre livsfarlige påfund sagsøger prærieulven Grimm E. Ulv kæmpefirmaet Acme, hvorfra han via postordre har købt samtlige defekte fiduser. 

Hans fallerede advokat (Will Forte) ønsker et letkøbt forlig, som Acmes stjerneadvokat Buddy Crane (John Cena, der selv næsten ligner en tegnet figur) er parat til at tilbyde. Men retsopgøret får tænder, og med bogstavelige bjerge af skøre cartoongags er der nok at føre som bevis.

Det eneste problem er det centrale vidne: Jordgøgen Hjulben, der kun kan krydsforhøres med ”beep beep” for ja og ”beep” for nej. 

Således bliver Coyote vs. Acme både retssalskomedie, konspirations-thriller og kærlighedserklæring til Warner-tegnefilmenes anarkistiske fysik. 

Blandt gæstestjernerne dukker Pelle Gris op som en ulykkesplaget klient, Pip som vidne, og Daffy And samt Snurre Snup får selvfølgelig også lov at stikke hovedet ind. 

Mere overraskende – og for os cineaster yderst velkomment – er Dr. Lorre, Warner-tegnefilmenes karikatur af Peter Lorre, som allerede plagede Snurre Snup som uhyggelig videnskabsmand i Hair-Raising Hare fra 1946. Her arbejder han passende nok i Acmes forskningsafdeling og får en vigtig funktion i plottet. 

Det hele ser forbløffende godt ud. 

Tegnefigurerne har både vægt og plads i den fotografiske verden uden at miste deres elastiske todimensionalitet, og Dave Greens film forstår at tænde lunten og lade et festfyrværkeri af gags eksplodere på ny. Resultatet er flot, fjollet og genuint charmerende – med akkurat nok hjerte mellem dynamitbragene. 

At filmen overhovedet har nået et biograflærred, er næsten dens bedste Acme-gag. Warner Brothers lagde den færdige film på hylden i 2023 og planlagde en skattemæssig afskrivning på omkring 30 millioner dollars. Det var ikke første gang. Året før var Batgirl med Leslie Grace og Scoob! Holiday Haunt med tegnefilmshunden Scooby-Doo blevet ofret til $$$-guderne i samme selskabs regneark. 

Efter branchevrede og en lang redningsaktion købte Ketchup Entertainment omsider Coyote vs. Acme fri. En film om en lille fyr, der kæmper mod en mægtig virksomhed, blev altså selv reddet fra en virksomhedsgigant. Satire bliver næppe mere meta. 

Jeg har kun ét principielt problem med filmen, nemlig at Grimm E. Ulv hyldes for at være ”utrættelig” og ”en inspiration”. Men utrættelighed er ikke i sig selv en dyd. Det afhænger af, hvad man utrætteligt forsøger at opnå. Ellers måtte vi vel også beundre Vladimir Putin for utrætteligt at sende bomber mod Ukraine og tusinder af egne soldater i døden i jagten på sit ”bytte”. 

Grimm E. Ulvs livsmål er trods alt at dræbe og spise Hjulben. Biologisk set er det hans natur. Men i filmen fortsætter jagten under civiliserede og særdeles falske forudsætninger. 

På den måde giver filmen stof til etisk eftertanke – en kvalitet, man sjældent fik for sine 25 øre i de oprindelige korttegnefilm. 

Heldigvis ødelægger det ikke festen. 

Coyote vs. Acme er en nostalgifilm, der faktisk fortjener sin nostalgi. Og hvis du voksede op med Så er der tegnefilm, skylder du dit indre lørdagsbarn at forkæle det med en tur i biografen. Beep beep!