The Rivals of Amziah King

Matthew McConaughey er Amziah King – biavler, musiker, kirkegænger og lokal excentriker i Oklahoma, en naturens muntre søn med ustoppelig, smittende livsglæde og tro på, at mennesker hører sammen. 

Da han render ind i Kateri (Angelina LookingGlass), en ung choctaw-kvinde, som han og hans afdøde hustru tidligere havde i pleje, inviterer han hende tilbage i sit liv som familiemedlem og giver hende en plads i honningvirksomheden. 

Men kriminelle stjæler hans bistader, og alting ændres.

Biavlen er meget mere end lokalt miljø. Amziah omgås bierne med en ro, der nærmer sig andagt. De er både hans levebrød, menighed og billede på samfundet. 

Instruktøren Andrew Patterson, der debuterede med sci-fi-perlen The Vast of Night, lader mennesker spise, arbejde og spille musik sammen som parallel til kubens kollektiv. Når en dronning forsvinder, opfostrer kolonien en ny. 

På samme måde bliver Kateri ikke blot juridisk arving, men den, fællesskabet samler sig om. En menneskelig bidronning. 

Den næsten metafysiske pagt mellem biavleren og bierne får sin smukkeste manifestation, da Amziah blidt holder dronningen mellem to fingre, og tusinder af virkelige bier samler sig om hans hånd. Det kan minde om billederne af Tony Todd som den afroamerikanske martyr og hævner omgivet af bier i horrorfilmen Candyman fra 1992. 

The Rivals of Amziah King starter som varmt drama og landlig miljøskildring, men glider over i kriminalhistorie, mens den brat udskifter fortællingens hovedperson, omtrent så effektfuldt som Hitchcocks gearskift i Psycho. 

Kateri arver dermed også filmen i et basalt spændende plot om tyveri, gæld og hævn. Kateris kamp for at overtage og forsvare sin arv får samtidig historisk resonans: en ung choctaw-kvindes kamp for sin ejendom i et land, hvor urbefolkningen gennem århundreder er blevet fordrevet og frarøvet land. 

Filmdebuterende Angelina LookingGlass er filmens store fund. Bag Kateris deadpan-ro og kloge, vagtsomme øjne ulmer dyb intelligens, og man ser næsten umærkeligt hendes tøven blive til engagement og beslutsom autoritet. 

Og Matthew McConaughey har sjældent været mere uimodståelig. Han gør Amziah til en solvarm blanding af filosof, spillemand og patriark uden at kvæle karakteren i charme. 

Sent i filmen dukker kultstjernen Kurt Russell op som den velhavende Dob McCoy, en smilende skurk, hvis joviale høflighed gør truslen desto giftigere. Han fungerer som menneskelig dørsprække til et omfattende netværk af giftig korruption. 

Men instruktørens triumf er først og sidst formen. 

Fotografen Miguel I. Littin-Menz indfanger marker, skove, floder, bier, hud, sved og gyldent lys med en sanselighed, der kan minde om Terrence Malick. Klipperen Patrick Smith springer mellem mennesker og natur, fryser billeder og krydsklipper handling og musik, så realismen løftes over i myte. 

De luftige montager, hvor kuber, landskab og menneskefællesskab spejler hinanden, er betagende. Og musikken er et kapitel for sig. 

Bluegrass, gospel, folk og sydstatsrock vokser ud af filmen. Mandoliner, banjoer, violiner, kor og stemmer samler personerne omkring borde, på parkeringspladser og i kirken. 

McConaughey spiller og synger selv, og den henrivende sang Quill, skrevet af Ben Hardesty og produceret med blandt andre T Bone Burnett, bliver et melodisk kærlighedstema, hvis akkorder vender tilbage i underlægningsmusikken. 

Banjoklang, strygere og næsten liturgiske korstemmer driver ind og ud af handlingen, så musikken bliver både fællesskabets puls og filmens sjæl. I scenen med bisværmen omkring dronningen i Amziahs hånd smelter billede og musik sammen i en næsten hypnotisk helhed. 

The Rivals of Amziah King er vild, varm, voldsom og vidunderligt uforudsigelig. Andrew Patterson bygger filmen som en bikube, hvor billeder, mennesker, toner og fortællinger arbejder sammen. 

Resultatet summer i hovedet og i hjertet længe efter sidste billede.