Interview
31. maj 2019 | 15:27

Anne Eborn finder liv i det øde

Foto | Momento Film
Den svenske instruktør Anna Eborn (tv.) og hendes polske fotograf Virginie Surdej skaber en nærmest magisk stemning i deres dokumentar Transnistra.

”Jeg ville ønske, jeg kunne blive inspireret af at filme min nabo,” fortæller svensk dokumentarist, der snart er aktuel med en stærk ungdomsfilm fra Transnistrien i Østeuropa.

Af Mikkel Krebs Behnke

”Har du fundet ud af, om du elsker mig?” spørger en mørk kvindestemme.

Som spørgsmålet runger i billedet, skuer det håndholdte 16mm-kamera ud over et sommerlandskab med en mørkeblå flod omkranset af grønne træer og bakker. Frøer kvækker i lydbilledet. I næste indstilling står to unge drenge og kaster sten i vandet, mens en pige sidder ved flodbredden og taler i telefon.

”Er du bange for at miste mig?” spørger stemmen igen.

Det kunne være hvor som helst i verden. Og hvilke som helst unge mennesker. Men vi befinder os i Transnistrien. Næppe et sted, mange har hørt om, da det er et ikke-anerkendt udbryderområde mellem Moldova og Ukraine.

Scenen stammer fra den svenske instruktør Anne Eborns nye dokumentar Transnistra, der får biografpremiere den 20. juni. Filmen handler om universelle temaer som kærlighed, venskab og ungdom, men historien foregår et eksotisk sted. Og det er ikke tilfældigt.

”Mine film handler mest om følelser, som jeg selv kan spejle mig i. Og så er det lidt ligegyldigt, hvor det foregår geografisk. Men jeg kan godt lide, at der er flere ting på spil. At der ligesom er en baggrund. Jeg drages af steder, som er historisk interessante, men som samtidig har noget aktuelt politisk,” forklarer den 36-årige instruktør.

Små samfund
Da Anna Eborn rejste til Transnistrien for at optage sin dokumentar, var det bestemt ikke første gang, hun befandt sig et øde sted langt væk fra alting.

Med sin første dokumentarfilm Baba fra 2010 rejste hun til en lille svensk bosættelse i Ukraine. Det samme gjorde hun med Lida i 2017. Og i 2013 tog hun til Pine Ridge-reservatet i South Dakota, USA, for at skildre det nedslidte og fattige indianske samfund.

Det synes derfor oplagt at konstatere, at Anna Eborn har et særligt tilhørsforhold til steder, der eksisterer fjernt fra den øvrige verden. Steder, hvor globaliseringen endnu ikke har fået fat med sit jerngreb.

”Jeg ville ønske, jeg kunne blive inspireret af at filme min nabo. Men det er ikke rigtigt sket. Jeg er vokset op på en lille ø, og vi kom aldrig nogle steder hen. Vi havde ikke fjernsyn, kun bøger og malerier. Der var ikke engang en biograf på øen. Da jeg var sytten, flyttede jeg hjemmefra. Jeg havde brug for at komme væk. Jeg ville se verden med mine egne øjne,” fortæller hun.

”Det sjove er, at da jeg begyndte at lave film og opsøgte steder endnu længere væk, kunne jeg stå et sted i Gammalsvenskby i Ukraine eller i Badlands i South Dakota og genkende følelsen af at være ung, alene og kede sig på landet. Jeg føler mig hjemme i de mindre samfund, hvor alle kender alle.”

Bureaukratisk helvede
Anna Eborn fik idéen til Transnistra, mens hun var i gang med Lida. Under optagelserne fortalte en kvinde, at hun var fra Transnistrien – et område, som Eborn aldrig havde hørt om. Hun blev straks nysgerrig på det unge land, der var baseret på gamle idéer og ideologier.

Instruktøren vidste, at hun gerne ville lave noget om ungdom, og med det in mente rejste hun, fotografen Virginie Surdej og en tolk til Transnistrien.

Det er uden sammenligning det sværeste projekt, hun har givet sig i kast med. Indsamlingen af tilladelser og underskrifter viste sig at være et bureaukratisk helvede. Men hvordan finder man så de rette medvirkende?

”Først prøvede vi at finde ud af, hvor de unge var. Så vi gik til markedet og skolen. Men dem, man bliver præsenteret for, er sjældent de interessante.”

”Men så fandt vi Tanya,” siger Anna Eborn, mens et smil breder sig på hendes læber. Det er tydeligt, at hun virkelig er begejstret for sin hovedrolleindehaver.

”Hun stod og blaffede sent om aftenen og ville gerne have, at jeg kørte hende til hovedstaden Tiraspol. Vi lavede en lydtest med hende i bilen, og jeg kunne virkelig godt lide hendes stemme, og den måde hun snakkede på,” forklarer instruktøren.

”Hun var så sej. Jeg kunne bare mærke, at hun fik ting til at ske. Men jeg fornemmede måske også, at hun kunne være lidt svær at arbejde sammen med.”

Dansen om de medvirkende
Tanya skulle da også vise sig at være noget af en mundfuld for Anna Eborn, som dog var bevidst om, hvordan hun skulle gribe det an.

”Forestil dig kameraet i midten, hovedpersonen på den ene side og mig på den anden. Der skal gerne være en balance mellem, hvad der foregår foran og bag kameraet. Så hvis du har en person, der er lidt svag foran kameraet, er jeg nødt til at være mere forsigtig. Men med Tanya, der er så stærk og voldsom, blev jeg nødt til at være det samme, hvis jeg skulle arbejde sammen med hende.”

Under optagelserne praktiserede Anna Eborn en instruktion, hvor hun aktivt blandede sig mellem scenerne. Det gjorde hun ved at forklare, hvad hun var interesseret i, at de unge mennesker talte om. Men indimellem skabte hun også selv scener.

”Jeg vil aldrig kunne instruere en scene eller fortælle dem, hvad de skal sige. Men jeg laver semi-instruktioner og skaber scener, når jeg eksempelvis spørger om to af de medvirkende kunne have lyst til at ses alene uden vennegruppen. De er ikke skuespillere, og jeg vil gerne have noget naturligt, så jeg og mit team bør danse rundt om de medvirkende. Ikke omvendt.”

Ungdom skaber håb
Fremtidsperspektiverne er dystre i Transnistrien. Landet udgøres af simple og fattige hjem, trøstesløse betonbygninger og forældede systemer.

”Motivet til filmen skulle ikke være så meget elendighed. Når man arbejder med unge, er der per automatik håb. Det var det, jeg havde lyst til at være i. Hvis jeg virkelig ville finde ud af, hvordan Transnistrien er, så skulle jeg have talt med de gamle. Men det var slet ikke interessant for mig,” siger Anna Eborn.

I alle sine dokumentarfilm har hun bevæget sig blandt socialt udsatte mennesker. Men hvordan fremstiller man sådanne mennesker, når man selv kommer fra et privilegeret land?

”Det er selvfølgelig vigtigt at tænke på, men hvis jeg skal være ærlig, så tænker jeg mest over, hvordan vi skildrer relationerne, når vi skyder filmen. Hvordan Tanya er over for sin mor, hvordan de minder om hinanden, og hvordan Tanya er helt anderledes og mere ærlig over for sin lillebror. Det er de menneskelige relationer, jeg først og fremmest fokuserer på.”

Personlig katarsis
Anna Eborn og Virginie Surdejs fremstilling af Transnistrien får området – især scenerne ved floden – til at fremstå magisk. Som en lang sommer, hvor tiden virker uendelig.

Der er noget levende og drømmende over Transnistra. Som en nostalgisk hjemmevideo. Æstetikken kan lede tankerne hen på mesterinstruktører som ungarske Béla Tarr og russerne Andrej Tarkovskij og Alexander Sokurov.

”Første gang jeg skød med 16mm, tænkte jeg, at det æstetisk ser fedt ud. Men senere fandt jeg ud af, at man kan opnå mere med den metode. Og metoden er egentlig mere interessant end selve udtrykket og æstetikken,” forklarer hun.

”Jeg kan godt lide, at man er ’blind’, når man optager på 16mm. Man kan ikke bare gå hjem at se materialet om aftenen, når man er et sted som Transnistrien. Og det betyder, at man i stedet for at tale om, hvad man har optaget, fokuserer mere på indholdet. Vi kommer tættere på kernen af, hvad vi har oplevet, fordi vi konstant taler om vores oplevelser under optagelserne. Vi lærer vores materiale bedre at kende.”

Selv om der i Anna Eborns dokumentarer altid er et særligt fokus på de mennesker, som agerer foran kameraet, er man aldrig i tvivl om hendes egen tilstedeværelse. Og det skyldes i høj grad den personlige investering, hun lægger i projektet.

”Meget af det kunstneriske virke handler om at udtrykke sig selv og forstå sig selv, men man skal ikke analysere for dybt i, hvorfor man er, som man er. Det er dog nok rigtigt, at hver eneste film, jeg har lavet, på en måde er blevet en slags katarsis for mig. Måske er det derfor en film og tilblivelsen af en film kan betyde så meget for en instruktør.”

Trailer: Transnistra

Kommentarer

Anna Eborn

Født 1983 på Skaftö i Sverige.

Uddannet på dokumentarlinjen på Stockholms Dramatiska Högskola.

Har gået på Krabbesholm Højskole, hvor hun lavede videokunst.

En aktiv del af Filmværkstedet i København.

Transnistra har biografpremiere den 20. juni.

Film

Transnistra
2019

Lida
2017

Epífanía
2016

Pine Ridge
2013

Baba
2010

Vildvind
2007

© Filmmagasinet Ekko