Cannes 2019
25. maj 2019 | 15:23

Brasilien vinder konkurrence i Cannes

Foto | Hélène Louvart
To søstre ved ikke, at de gennem et langt liv har boet tæt på hinanden i den brasilianske Cannes-prisvinder The Invisible Life Of Eurídice Gusmão.

Et traditionelt, men stærkt bevægende drama om undertrykkelse af kvinder i 1950’ernes Brasilien, The Invisible life of Eurídice Gusmão, vinder Un Certain Regard-konkurrencen.

Af Claus Christensen

Konkurrencen Un Certain Regard, der fokuserer på yngre instruktører eller eksperimenterende etablerede filmskaber, lever i skyggen af hovedkonkurrencen.

Sidste år imponerede programmet dog med dansk-svenske Ali Abbasis fantasy-fabel Grænse, der vandt hovedprisen, og belgiske Lukas Dhonts indtrængende transgenderdrama Girl, som blev belønnet med hele festivalens debutantpris Camera d’Or.

Un Certain Regard har ligesom resten af festivalen ikke kunnet leve op til sidste års høje niveau.

Men glæden var ikke desto mindre kolossal i den brasilianske lejr, da juryen – med blandt andre Lukas Dhont – gjorde Karim Aïnouz’ melodrama The Invisible life of Eurídice Gusmão til vinder ved en nedtonet ceremoni.

To søstres skæbne
Den brasilianske film er en storslået livsfortælling om to søstre.

De vokser op sammen i 50’ernes Rio de Janeiro, men som unge skilles deres veje. Storesøster Guida bliver gravid og drager ud i verdenen. Eurídice – en talentfuld pianist – håber at komme ind på konservatoriet i Wien, men bliver også gravid, og familielivet lægger en dæmper på hendes muligheder for at forfølge en musikalsk karriere.

De er begge uheldige med deres mænd, og ondt bliver værre, da faren slår hånden af Guida, fordi hun er blevet alene med sit barn. Guida tror, at Eurídice er taget til Wien, mens Eurídice ikke får noget at vide om sin søsters hjemkomst, så igennem et langt liv længes de efter hinanden – uvidende om, at de bor tæt på hinanden.

Det er en tragisk fortælling om undertrykkelsen af kvinder i datidens Brasilien, og den er fortalt med både patos og filmisk format, selv om instruktøren ikke just opfinder den dybe filmtallerken.

Fransk hæder
Juryens pris gik til Oliver Laxes Viendra le feu, der handler om en fyr, som vender tilbage til sin fædrene gård efter et fængselsophold. Men en række ildspåsættelser får beboerne i nærområdet til at rette mistanken mod den hjemvendte søn.

Og der var mere hæder til fransk film, som spiller en fremtrædende rolle på den franske festival. Chiara Mastroianni vandt således prisen for konkurrencens bedste skuespilpræstation.

I Christophe Honorés Chambre 212 spiller hun en kvinde, der efter tyve års ægteskab beslutter sig for at forlade sin mand, og skuespillerens glæde over prisen var så overvældende, at hun kun med besvær formåede at gennemføre sin takketale.

Den slags problemer havde den 27-årige russer Kantemir Balagov ikke. Han var nemlig slet ikke til stede, da juryen gav ham prisen som bedste instruktør for Anden Verdenskrigsdramaet Beanpole. Til gengæld talte filmens producer overbevisende på vegne af instruktøren og takkede blandt andre lærermesteren Alexander Sokurov.

Næsten-pris til excentriker
Juryens specialpris gik til spanske Albert Serras Liberté, der foregår kort tid før den franske revolution og handler om nogle personer, som kæmper for oplysningsfilosofien.

Juryens såkaldte coup de coeur blev delt mellem det canadiske søskendedrama La femme de mon frère og den amerikanske venskabskomedie The Climb.

Endelig var der en ”special mention” til den franske auteur Bruno Dumont for Jeanne, der er en fortsættelse af Jeannette, l’enfance de Jeanne d’Arc og er en højst uortodoks musical-version af historien om den franske heltinde og hærfører i 1400-tallet.

Den excentriske instruktør Lisandro Alonso (Jauja) fra juryen motiverede næsten-prisen til sin excentriske kollega, så man ikke var i tvivl om, at han var den eneste i juryen, som for alvor brændte for filmen.

Trailer: The Invisible Life of Eurídice Gusmão

Kommentarer

Claus Christensen

Filmmagasinet Ekkos chefredaktør dækker for trettende år i træk Cannes-festivalen.

Ser samtlige film i hovedkonkurrencen og vurderer dem i Ekkos stjernebarometer.

Går på opdagelse efter perler i sidekonkurrencen Un Certain Regard og parallelkonkurrencerne Director’s Fortnight og Critics’ Week.

Årets festival løber fra 14. til 25. maj 2019.

© Filmmagasinet Ekko