”Alle mine film handler om at miste”

Chloé Zhao står på scenen i Roy Thomson Hall i Toronto og leder publikum igennem en åndedrætsøvelse, så alle kan fokusere totalt på den intense oplevelse, vi nu skal være fælles om: premieren på Hamnet.

Filmen om den store sorg, der fik William Shakespeare til at skrive Hamlet, kan ses på Blockbuster og Viaplay. Den har allerede rørt tusindvis af biografpublikummer verden over.

Hamnet fik seks stjerner af overtegnede i Ekko. Jessie Buckley vandt en Oscar for hovedrollen som Shakespeares hustru Agnes, der ensomt sørger over tabet af deres elleveårige søn Hamnet, mens dramatikeren (Paul Mescal) forsvinder ned i sit arbejde.

Som i stykket Hamnet stilles der store eksistentielle spørgsmål om at være eller ikke være. De store følelser trænger også ind i Ekkos interview med Zhao dagen efter Toronto-premieren i 2025, hvor både instruktøren og Ekkos udsendte kommer til at græde undervejs.

”Alle græder, og det er tilladt at græde,” siger kinesisk-amerikanske Chloé Zhao blidt og omsorgsfuldt om effekten af Hamnet.

Paul Mescal spiller den berømte dramatiker, der i sin smerte forsvinder ned i arbejdet og skaber teaterstykket Hamlet.

Særligt overvældende er slutningen, hvor tilskuerne til den første opsætning af Hamlet rækker hænderne frem for at nå hovedpersonen på scenen – forbundne i den universelle sorg. Kun Agnes Shakespeare får fysisk fat i ham, men følelsen af at være ét når helt ud til biografpublikummet.

”Kameraet gør noget mirakuløst,” forklarer Chloé Zhao, som vandt en Oscar for bedste film med Nomadland i 2021.

”Oprindelige folk har været bange for, at kameraet vil tage deres sjæl. De havde sandsynligvis ret. For kameraet er virkelig i stand til at indfange nuets energi på en måde, som overskrider tid og rum. Ligegyldigt hvem man er, vil man i biografsalen føle kvindens sorg.”

Zombietilstand
Hamnet er baseret på en roman fra 2020 af Maggie O’Farrell, som også har skrevet filmmanuskriptet i samarbejde med Chloé Zhao.

Det er en fiktiv beskrivelse af, hvad der kunne være sket, da Hamnet døde i 1596. For meget lidt vides rent historisk. Hamlet arbejder kunstnerisk med sorgen, som bliver til det verdensberømte stykke om den danske prins Hamlet, mens Agnes reagerer meget mere umiddelbart og primalt.

”Jeg vidste ikke, hvad Jessie ville gøre den dag,” siger Chloé Zhao om optagelserne af scenen, hvor Agnes holder sin døde søn i armene.

”Men hele filmholdet vidste, at denne dag var hellig. Det var en ceremoni. Alle følte sig trygge og kunne hver især mærke tabet af nogen, de havde kære.”

Agnes (Jessie Buckley) stiller sig forrest til premieren på Hamlet i The Globe Theatre, hvor hun får styrken til at give slip på sin dreng.

Instruktørenhavde under optagelserne selv lige mistet et menneske, som hun holdt af. Særligt én aften vendte hun berørt hjem til hotelværelset.

”Jeg havde ondt i hjertet. Det var intenst. Jeg skulle indspille den sidste scene dagen efter, og jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle gøre det. Jeg sad der i sådan en zombietilstand, da der kom et bip fra min telefon.”

Regnvåd åbenbaring
Det var Jessie Buckley, der sendte en besked med et link til en komposition af filmens komponist, Max Richter: This Bitter Earth / On the Nature of Daylight. Med udsigt til Londons regnvåde gader lyttede instruktøren til værket.

”Jeg husker tydeligt, hvordan jeg kiggede på regndråberne på mit vindue, og jeg rakte hånden frem for at røre ved dem. Jeg ønskede så inderligt at være en del af naturen. Jeg ville ikke være adskilt fra de mennesker og det liv, som jeg elsker.”

Det var i det øjeblik, Chloé Zhao fik en åbenbaring.

Det gik op for hende, at den afdøde dreng skulle være på scenen ved premieren på Hamlet i The Globe Theatre. Hun havde endelig fundet sin slutscene. Den var ikke i manuskriptet, men kom til hende gennem Max Richters musik og forbindelsen til naturen.

Agnes’ bror Bartholomew (Joe Alwyn) har et nært forhold til naturen ligesom søsteren, der af de lokale kaldes ”datter af en skovheks”.

”Hamnet har svært ved at give slip på livet på grund af det ukendte tomrum, der er på den anden side. Det er sikkert ensomhed og smerte. Og i det øjeblik har han behov for, at publikum rækker ud til ham og viser ham, at adskillelsen er en illusion. Vi er alle forbundne. Det giver ham styrken til at føle freden. Og det giver Agnes styrken til at se på sin dreng og endelig give slip på ham.”

Ligesom hovedpersonerne oplevede Chloé Zhao også en heling ved som Shakespeare at gøre sorgen til kunst, der kan opleves af mange.

”Jeg vidste, at når filmen kom ud, og jeg kunne dele den med publikum, ville det hjælpe mig med at håndtere min egen sorg.”

Vi er den hellige gral
Hamnet starter i naturen. Agnes, der af de lokale omtales som ”datter af en skovheks”, ligger i fosterstilling på rødderne af et stort træ.

Her i skoven ved Stratford støder hun på den unge latinlærer William Shakespeare, der straks falder for hende. De gifter sig på trods af hans families indvendinger, og Agnes insisterer på at føde deres første barn i naturen.

Men da tvillingerne Hamnet og Judith skal fødes, forhindrer et frygteligt uvejr hende i at gå i skoven. Hun må føde i familiens hjem.

”Vores Nordstjerne er naturen. Vi er skabt af præcis det samme som et blad på et træ. Vi er vibrerende partikler, som opstod i Big Bang. Men vi er blevet adskilt fra naturen,” siger Chloé Zhao.

Hamnet (Jacobi Jupe), Susanna (Bodhi Rae Breathnach) og Judith Shakespeare (Olivia Lynes) deler farens glæde ved teater.

”Derfor går de store profeter ud i vildnæsset for at blive mindet om det guddommelige. Og så vender de tilbage og forsøger at minde mennesket i civilisationen om, at vi er det guddommelige. Vi skal ikke lede efter den hellige gral – vi er den hellige gral.”

Værdien af sorgen
Instruktøren er ikke selv mor, men sammenligninger tilblivelsen af Hamnet med det at føde et barn. Ligesom børn kan man ikke styre, hvornår en historie kommer til verden.

Det samme gjaldt for hendes tidligere meget forskellige film: Songs My Brother Taught Me, The Rider, Eternals og Nomadland.

”Jeg ved, hvad det vil sige at miste, og mine film handler alle sammen om at miste. At miste sin identitet, sin tro, sit hjem, sit formål. Karaktererne går igennem en alkymistisk proces og giver slip på en illusion om, hvem de er, så de kan blive den, de i virkeligheden er. De historier opsøger mig nærmest, fordi jeg har haft det rigtigt svært.”

Også publikum skal igennem den alkymistiske proces.

”Det er hele meningen med det: At vi skal græde sammen. Jeg havde selv glemt, hvordan jeg kunne bruge den alkymistiske ild til at vende sorgen til visdom. Det var noget som de oprindelige folk i Europa kendte til, men det blev taget fra os.”

”Det ville hjælpe, hvis vi anerkendte værdien af sorg, ømhed og menneskelighed. Døden er lige så stor en del af det at være menneske som fødslen. Det var troen på det, der reddede mig.”