Kontinental ’25

I en dinosaurpark står de mekanisk fortidsdyr tilbage i et landskab fyldt med øldåser og en enkelt flaskesamler. Civilisationskritik med komisk brod, som altid hos instruktøren Radu Jude. 

Men som altid er han værd at holde sig i hælene af. Løjerne hos den rumænske auteur kommer i gavmilde, uforudsigelige bølger. 

I første omgang følger vi flaskesamleren ind til den mellemstore rumænske by Cluj, mens han tigger, mumler ”luder” til skraldespandene og rapser fra gravsteder. Og så dør han. 

Den hjemløse mand, som man kunne tro var filmens hovedperson, bliver i stedet den sten, der kastes i vandet, så andre ringe kan brede sig. 

Ion, som han viser sig at hedde, hænger sig i en radiator, og det er sin sag for det nærmeste vidne at forklare. 

Orsolya, som vidnet hedder, er den midaldrende advokat, der er blevet sendt ud for at få ham fjernet fra den kælder, hvor han har opholdt sig. Ejendommen er købt af et tysk selskab, som vil rive den ned og bygge stort. 

Boutique Hotel Kontinental, såmænd – et passende mål for Judes satiriske blik på kapitalisme, boligkrise og retfærdig harme. Orsolya( (Eszter Tompa) har ikke aktier i projekt Kontinental. Hun har bare udført sit arbejde. Og nu er et menneske dødt. 

Det er her, Kontinental ’25 bliver til en moralsk parabel, og titlen peger direkte på Roberto Rossellinis Europa ’51 fra 1952, hvor Ingrid Bergmans privilegerede kvinde gennemgår en eksistentiel og moralsk omvæltning efter en tragedie.

Europa ’51 hænger som filmplakat i den biografbar, hvor Orsolya senere sidder og drikker, og plakaten til Kontinental ’25 er en håndmalet retrohyldest til samme. Men Judes version er punk.

Hos Rossellini fører den privilegerede kvindes moralske krise hende ud i verden og mod en form for handling. Hos Jude går Orsolya rundt i Cluj og leder efter nogen, der kan fortælle hende, hvad hendes samvittighed egentlig betyder. 

Det er en afgørende forskel: Hun har ikke brug for en prædiken, men for et svar. Og hun får kun en masse præk. 

Mens mand og børn rejser til Grækenland, påbegynder hun en odyssé, der spejler middelklasse-Europa lige nu. Ligesom i Mike Leighs Naked, hvor David Thewlis’ Johnny driver gennem London.

Orsolya har tre lange samtaler. Først en veninde, som taler med om prisen for medfølelse. Derefter et cykelbud, der er hendes tidligere elev og uddannet jurist, med hvem hun tager på druk. Til sidst en præst, som forsøger at placere selvmordet i en kristen forestilling om retfærdighed: Guds hus har plads til alle. 

Det lyder som opskriften på europæisk arthouse, og det er lige, hvad det er. Men Radu Jude har en vidunderlig evne til at kile virkeligheden ind i det idébårne. 

Robothunde, fjernstyrede biler, tv-skærme, reklameplakater og absurde automater dukker op som irriterende insekter – påmindelser om, hvordan kommunikation og transaktioner ser ud på kontinentet anno 2025. Og endnu mere påtrængende: mobiltelefonerne, hvor nationalister og medier hyler om kap. Pludselig er Orsolyas ungarske baggrund ikke længere bare en baggrund. 

Man kunne kalde Kontinental ’25 politisk filmkunst. Instruktøren ville formentlig kalde det mandag eller tirsdag. For det er ikke en film, der fortæller os, at verden er grusom, eller at mennesket er ondt. Den er snarere optaget af den mere irriterende erkendelse, at de fleste mennesker føler sig magtesløse og ikke rigtig ved, hvad de skal stille op med det. 

Arbejde, kapital, medier og ejendomme har deres egne logikker, mens menneskene prøver at overleve dem. 

Det er en grundfigur hos Radu Jude, fra det historiske racismeopgør i Aferim! over den nationale selvforherligelse i I Do Not Care If We Go Down in History as Barbarians til den mere nutidige, seksuelle og digitale folkedomstol i Bad Luck Banging or Loony Porn. 

I Do Not Expect Too Much From the End of the World blev det hele til en febrilsk køretur gennem et Rumænien af lavtlønnede jobs, corporate bullshit og sociale medier. 

Men hvor Jude tidligere har ladet samfundets absurditet eksplodere i montage, satire og lange kataloger, lader han nu en kvinde stå tilbage med den. Og Orsolya er selv en del af systemet – jurist, boligejer, middelklasse. 

Jude er misantropisk nok til at vide, at mennesket ikke kan frelses, men også humanistisk nok til at håbe, at det stadig kan forstyrres. Og fræk nok til at lade de nye byggeprojekter blive stående på nethinden – ikke som kunstværker, ikke som hjem, men som fremtidens mulige dinosaurer.