Da filmen kom til Danmark

Den 7. juni 1896 stimlede københavnere sammen på Rådhuspladsen for at løse billet til noget, de aldrig før havde set: levende billeder projiceret op på et lærred.

I dansk filmhistorie er datoen siden blevet stående som begyndelsen på det hele. Men 130 år senere er jubilæet ikke bare en anledning til at fejre filmens ankomst til Danmark. Det er også en anledning til at se begyndelsen om igen.

For nye undersøgelser peger på, at nogle af de mest grundfæstede antagelser om dansk films første år må revideres.

Filmhistorien stivner
I årtier har standardhistorien ligget nogenlunde fast.

I 1896 stod Lauritz Vilhelm Pacht for den første offentlige filmforevisning i Danmark. I de følgende år optog Peter Elfelt de første danske titler, i 1904 åbnede Constantin Philipsen den første egentlige biograf, mens Ole Olsen med Nordisk Film gjorde Danmark til en storproducerende og indflydelsesrig filmnation.

Det er stadig de største navne og begivenheder.

Men filmhistorie har det med at stivne omkring nogle få navne, nogle få årstal og nogle forklaringer, der bliver gentaget så mange gange, at de kommer til at fremstå som ubestridelige sandheder.

Erik Henningsen lavede plakaten til Panorama, der som et af de første steder i Danmark viste ”levende billeder”.

I Danmark er historien i høj grad formet af nogle få indflydelsesrige filmhistorikere, ikke mindst Marguerite Engberg, og videreført i senere værker.

Ny research fra biografentusiasterne Jes Graversen og Thomas Hauerslev – som står bag historiesitet biografmuseet.dk – viser imidlertid, at den tidlige danske filmhistorie var et virvar af apparater, eventyrlystne pionerer og internationale forbindelser.

Og det flød med begreber som ”Kino”, ”Kinematograf”, ”Fonograf” og ”Biograph”, indtil ordet ”biograf” slog igennem og blev en del af det danske sprog.

Revisionen føjer sig til en bredere tendens i nyere filmhistorisk forskning, hvor blandt andre Casper Tybjerg har genbesøgt de tidligste kapitler på baggrund af samtidige avis- og arkivkilder.

Munter konkurrent
Den centrale dato er stadig 7. juni 1896.

Den dag viste den entreprenante kunstmaler og voksfigursskulptør Lauritz Vilhelm Pacht den nye attraktion levende billeder – Kinoptikon – i en træpavillon på Rådhuspladsen: Københavns Panorama.

Lauritz Vilhelm Pacht poserer foran Københavns Panorama, hvor han i sommeren 1896 stod for en af de første dokumenterede filmvisninger på et fototografi, farvelagt af AI.

Begivenheden har med god grund stået som filmmediets danske gennembrud. Det var første gang, der blev projiceret film op på et stort lærred for et betalende dansk publikum.

De så et tog ankomme, bølger slå ind mod kysten, mennesker færdes i Londons gader, en serpentinedans og en tryllekunstner på lærredet. Motiverne var enkle, men oplevelsen var ny. Verden syntes pludselig sat i bevægelse.

Ifølge avisfund var Pacht dog ikke alene.

Samme aften klokken 22.30 viste direktør J.C. Jensen såkaldte Bioscopticon-film i den populære forlystelseshave Vodroffslund på Frederiksberg. Avisen Dannebrog beskrev programmet som mere muntert og komisk end konkurrentens.

Publikum morede sig blandt andet over en cyklist, der trampede løs uden at komme ud af stedet, en abekat på halen samt indslag med tandudtrækning, gymnastik og boksning.

Ikke kun København
Den første danske filmforevisning var altså ikke en enkelt premiere, men to visninger i København på samme dag. Allerede ved begyndelsen viser filmhistorien sig dermed mere kompleks, end den traditionelle fortælling har givet indtryk af.

Hvor udviklingen gerne fremstilles som en relativt lige linje fra Pacht til Elfelt til Philipsen og Ole Olsen, tegner de nye oplysninger et langt mere broget felt af danske og udenlandske forevisere, teknikere og entreprenører.

Lauritz Vilhelm Pacht kan vise sig at have overhalet Peter Elfelt som manden bag de første danske filmoptagelser.

Det har været kendt – omend nedtonet – at de tyske Skladanowsky-brødre allerede fra den 11. juni 1896 viste deres Bioskop frem på Pantomimeteatret i Tivoli, og at andre omrejsende filmfolk allerede samme sommer bragte de levende billeder videre ud i det danske land.

Men først nu tegner der sig et detaljeret billede af det tidlige filmliv, der ikke kun var et københavnsk gennembrud, men et mylder af konkurrerende initiativer over hele landet.

Ny førstemand
Det mest ømtålelige spørgsmål handler om Peter Elfelt.

I den gængse fremstilling er han ophavsmanden til de første danske film, nemlig den minutlange reportagefilm Kørsel med grønlandske hunde og den første danske fiktionsfilm, Henrettelsen, der varer to minutter. De dateres normalt til 1897 og 1903.

Men dokumentation i form af avisartikler og interviews indikerer imidlertid stærkt, at Elfelt først begyndte at optage film i 1899. I stedet var det Lauritz Vilhelm Pacht selv, der optog de film, han viste i sit Kinoptikon i træpavillonen på Rådhuspladsen allerede i 1897.

I et avisinterview fra 1920 sagde Elfelt selv: ”Så vidt jeg ved, tog direktør Pacht de allerførste levende Billeder her i landet.”

Den glemte forlystelseshave Vodroffslund var en konkurrent til Tivoli og muligvis også scene for en af Danmarks allerførste filmvisninger.

Dermed rykker Pacht fra birollen og tættere på hovedrollen i de første filmår. Han er måske ikke blot den første filmforeviser i Danmark, men også landets første filmskaber og filmproducent.

Det betyder, at Elfelt mister noget af sin status som dansk films førstemand, men han vinder til gengæld terræn et andet sted: Hans indsats som instruktør af fiktionsfilm kan nu spores tilbage til 1900 frem for 1903.

Tre år tidligere
Henrettelsen har Franciska Nathansen i hovedrollen som en dømt barnemorderske, der føres til skafottet. Den bygget over den slags sensationelle kriminalsager, som fyldte avisspalterne omkring århundredeskiftet og optog datidens publikum.

Ifølge den danske filmlitteratur er den inspireret af sagen om en fransk barnemorderske og regnes for den første danske fiktionsfilm. Filmhistorikeren Marguerite Engberg, hvis arbejde har præget historien om de tidlige filmår, har placeret filmen som ”ikke senere end 1903”.

Graversen og Hauerslev argumenterer imidlertid overbevisende for, at filmen allerede havde premiere den 14. januar 1900 under titlen Den østrigske barnemorderskes sidste dag og var inspireret af en virkelig straffesag om den østrigske Juliane Hummel (1870-1900).

Sagen vakte også betydelig opsigt i Danmark, fordi en kvinde usædvanligt blev henrettet for det brutale drab på sin datter, og fordi henrettelsen udviklede sig til en skandale med en lang og pinefuld dødskamp.

Af en annonce for bioscopticon-forevisningen i Vodroffslund fremgår det, at den fandt sted samme dag som den hidtil anerkendte første danske filmforevisning, 7. juni 1896.

Hvis Graversen og Hauerslev har ret, bliver et hovedværk i dansk films pionerfase pludselig tre år ældre. Samtidig peger dokumentationen på, at den overleverede version af Henrettelsen ikke blot er et fragment, men sandsynligvis meget tæt på den fulde version, publikum faktisk så.

Endelig påvises det, at den udgave, som hidtil har været kendt, er spejlvendt, og at filmen er optaget ved Christiansborgs ridebanes østfløj.

Landets første biograf
Også biografhistorisk rokkes der ved kanon.

De fleste fremstillinger fremhæver Constantin Philipsens Kosmorama, der åbnede 17. september 1904, som landets første egentlige biograf.

Men biografmuseet.dk foreslår, at det i stedet er Philipsens Odeon Teatret på Frederiksberg, som bør have den rang. Stedet viste nemlig i 1902 i en periode på tre måneder udelukkende film og opfyldte dermed definitionen på en biograf.

Kosmorama er i så fald ikke den første, men den første varige succes. Constantin Philipsens nøglerolle står fast.

Ole Olsen og Nordisk Film er også stadig afgørende for gennembruddet af en dansk filmindustri. Da Olsen i 1905 åbnede Biografteatret i Vimmelskaftet og året efter organiserede Nordisk Films Kompagni, begyndte dansk film for alvor at få fart på – kunstnerisk, kommercielt og internationalt.

Men de nye fund gør det sværere at fortælle historien, som om alt før Ole Olsen blot var en kort optakt. Årene 1896 til 1904 fremstår som en overraskende rig og endnu ikke færdigudforsket pionertid.

Historien bliver rigere
Det mest interessante er måske ikke, at nogle dateringer flyttes med et par år, eller at enkelte navne rykker frem i forreste række eller lidt tilbage.

Peter Elfelt er måske ikke længere Danmarks første filmskaber, men til gengæld var han endnu tidligere ude med danske fiktionsfilm end formodet.

Det afgørende er metoden: At vende tilbage til samtidens aviser, annoncer og andre førstehåndskilder og afprøve de fortællinger – der gennem årtier er blevet videreført fra bog til bog – mod samtidens kilder.

Når man gør det, kan selv de mest velkendte kapitler af dansk filmhistorie vise sig at være mindre afklarede, end man skulle tro.

Så når vi den 7. juni fejrer 130 år med film i Danmark, bør det ikke kun være en hyldest til begyndelsen, men også en påmindelse om, at historien aldrig er endeligt skrevet.

Lauritz Vilhelm Pacht er stadig en pioner. Peter Elfelt er stadig afgørende. Constantin Philipsen og Ole Olsen er stadig centrale skikkelser. Men deres indbyrdes roller kan vise sig at være mindre entydige, end de er blevet fremstillet i filmhistoriske standard- og opslagsværker.

Det er ikke et tab, men en gevinst.

For jo tættere vi kommer på kilderne, desto rigere, mere kompleks og mere interessant bliver historien om filmens første år i Danmark. Og de nye fund viser, at der stadig er meget at tage fat på for filmhistorikere og andet godtfolk.

Første opgave kan passende være at efterprøve og diskutere de mange oplysninger på biografmuseet.dk og få dem indarbejdet i den danske filmhistorieskrivning.

Hvis konklusionerne holder, vil de ikke blot ændre enkelte fodnoter, men selve fortællingen. Det er vanskeligt at forestille sig en bedre måde at markere dansk films 130-års jubilæum på end at lade lyset falde tilbage på pionerårene og de mennesker, der drev udviklingen frem.