To liv

Hjemme beder den fransk-algeriske Fatima morgenbøn med ophøjet ro. På det parisiske gymnasium trasker hun slasket rundt med pokerfjæs og en lang hestehale under kasketten som respekteret medlem af klassens seje drengegruppe. 

Men en dag falder hendes maske af coolness, da klassens nørd i forbifarten kalder hende for lesbisk. Med lyn i øjnene tvinger hun ham i gulvet, før hun knækker staklens forgyldte brillestel i to. 

Den billedskønne To liv er en fintfølende, queer coming-of-age-historie, der er baseret på den selvbiografiske roman La Petite Dernière, som i 2020 blev udgivet under pseudonymet Fatima Daas.

Instruktør Hafsia Herzis fortolkning er dvælende og poetisk. Hun tager sig tid til at formidle de sarte følelsers spil, som udtrykkes uden replikker – i et blik, en berøring eller et vredesudbrud. 

Klassens nørd må alligevel have pillet ved nogle erkendelsesknapper, for efter voldsfadæsen begynder Fatima at date kvinder. Særligt en af dem, den koreanske og kunstneriske læge Ji-Na, lærer hende, hvor ondt en forelskelse kan gøre. 

Fatima holder sin seksualitet hemmelig. Især for sin muslimske familie, der klager over hendes manglende femininitet og madkundskaber. Hvad skal der blive af hende, når hun får en mand, spørger de. 

Gymnasiet skiftes snart ud med universitetet. Her er ”homo” ikke længere et skældsord i Fatimas omgangskreds, men et slagord, der råbes til universitetsmiljøets pride-parader og under hede lesbiske kyssefester. Fatima giver mere los end nogensinde før, men kan ikke glemme Ji-Na. 

Instruktøren har tillid til sit publikum, som når Fatima går forbi Ji-Nas lejlighed i natten og stopper op foran et lysende vindue. Hun hører glade stemmer, får langsomt tårer i øjnene og tager et angstdæmpende sug af sin astma-inhalator. Vi får aldrig at vide præcist, hvad Fatima ser. 

To liv er uendeligt langt fra den Netflix-karakteristiske overtydelighed, som undertegnede kritiserede i Ekko #100, hvor handlingens mellemregninger skæres ud i pap for distræte seere. 

Billedsiden liver især op i tusmørket, hvor de nøgne kvindeskuldre lyses op af månelys, eller i den sarte morgensol, hvor Fatima enten beder bøn til sin gud eller vågner op ved siden af en ny elsker. 

Før der kysses farvel, falmer billedet til sort – den gammeldagsudtoning bruges legende til at indkapsle små scener som vigtige skridt på Fatimas indre rejse. 

Men udviklingen finder ingen forløsning. For Fatima vil ikke bare droppe sin dybtfølte religion og tætte familietilknytning til fordel for den fulde frigørelse, selv om det måske kan virke som den åbenlyse konsekvens i vestlige øjne. Hendes situation er langt mere mudret. 

Nadia Melliti spiller med små ansigtsmuskler, der trækker diskret i karakterens ellers apatiske mine. Og med kroppen, der tilter let forover og bevæger sig med stive hofter og maskuline, hængerøvsagtige skridt. 

To liv er utroligt nok Mellitis første rolle i en spillefilm og indbragte hende sidste år prisen for bedste kvindelige skuespiller ved festivalen i Cannes. 

Rollen er ordknap, men karaktererne omkring hende leverer vittige replikker som humoristiske sprækker i en ellers følelsestung film. En midaldrende Tinder-date er ublu og mere afklarende end forførende, da hun giver et lynkursus i lesbisk sex. En astmalæge er overpædagogisk og en imam håbløst upædagogisk. 

Hurtigt trækkes den vittige stemning tilbage til den inderlige grundtone. To liv formår at finde et solidt balancepunkt, der ikke ender i sydeuropæisk fløderomantik og sovset tosomhed (Call Me By Your Name), men ej heller i tyk comedy-tangerende akavethed (Shiva Baby). 

Med sit observerende, følsomme og legende filmhåndværk skaber Hafsia Herzi en medrivende og bevægende fortælling, der bliver hængende længe efter rulleteksterne.