Alle Guds farver

Det er ikke helt forkert, når kritikere – herunder denne anmelder – har kaldt børnepride og woke-aktivisme i folkekirken for en stråmand.

For jævnfør kristendommens kærlighedsevangelium er alle velkomne i folkekirker landet over – uanset køn, kønsidentitet og seksualitet.

Når det er sagt, er der en lang række nuancer, som let fortaber sig i debatten. Derfor er der brug for at få alle regnbuens kulører med. Det sker i Jannik Splidsboels fremragende dokumentar Alle Guds farver.

Vi følger den homoseksuelle sognepræst Viggo Julsgaard Jensen, pastor i Enghave Kirke på Vesterbro i København. Netop denne kirke er udset til at sætte fokus på regnbuefamilier, seksuelle minoriteter og andre, der identificerer sig som queer – et engelsk ord, der oprindelig betyder ”skæv” eller ”anderledes”, men i dag bruges som en bred betegnelse for personer, der bryder med traditionelle normer for køn og seksualitet.

Samtidig følger vi kirkens kirketjener Bo Hagen Clausen, der også rummer identiteten Ramona Macho, når han optræder som dragqueen. Begge følges tæt af et håndholdt kamera, og vi kommer helt ind under huden på dem – også i de mest sårbare øjeblikke, hvor Bo klæder om til Ramona, og hvor Viggo sidder og funderer over sin kristne tro. Den ender han med at definere som en bevaret barnetro.

Miljøet omkring kirken og den samlede menighed, som den betjener, herunder Københavns hiv-menighed, er blandet. Her møder man både gadens folk og indvandrere, lesbiske par, ældre mænd, mennesker med lyst eller behov for at færdes i excentriske munderinger og børnefamilier af alle tænkelige slags.

At hele idéen om den inkluderende folkekirke også er aktivistisk, fremgår af, at de medvirkende i projekterne fra Enghave Kirke selv er aktører i den dagsorden, de fremmer.

Da der er pridemøde i kirken, er nogle af Københavns mest synlige homoseksuelle præster med.

I en kernescene modsiger en lesbisk præst egentlig hele projektet, da hun siger, at hun slet ikke vil inkluderes, men bare vil ”have sin naturlige plads i kirken”. Men hvorfor så al den inklusion?

Den debat vil fortsætte, men alle skylder sig selv at se med. For filmens force er, at den på enestående vis skildrer personlige oplevelser.

Den viser en præst, der siden barnsben har betragtet sig selv som anderledes, og et helt miljø af mennesker, som har brug for et rum, hvor følelsen af marginalisering stadig kan få plads. Måske smukkest af alt skildrer filmen den kompleksitet, som medlemmer af de mindste minoriteter ofte lever med.

I en kernescene har Bo/Ramona besøg af sin mor, som beskriver hans transvestit-tendenser i barndommen og fortæller, hvor stolt hun er af, at han har formået at samle identitetens forskellige sider i ét menneske.

”Det er et stort psykologisk arbejde,” siger hun og fortæller åbenhjertigt om sin egen uvidenhed for 50 år siden. Også hun har måttet udvikle sig.

Noget af det bedste ved filmen er måden, det queer bliver vist på i al sin almindelighed. En kirketjener skal stadig moppe gulv, når han ikke er i drag. En homoseksuel præst skal stadig ud at løbe på Vestre Kirkegård. Og når en udsat fra Vesterbro skal bisættes, er der stadig masser af kærlighed i luften.

Her ligger minoritetsaktivismens måske dybeste paradoks. Når kirken – usædvanligt smukt renoveret i en minimalistisk stil – tages i brug, viser den netop rummelighed. Gennem alternative gudstjenesteformer, moderne musik og omfavnelsen af regnbuefamilier bliver kærligheden det gennemgående træk, som man også sagtens kan opleve i en landsbykirke på Fyn.

Filmens eneste svaghed er, at kritikerne af Enghave Kirke får meget lidt plads. De fremstilles som ubehagelige, primitive og skrigende modaktivister. Balancen kunne have været bedre, men det ensidige billede giver til gengæld plads til de mest udsatte – en plads, der er hårdt tiltrængt i debatten.

Allerbedst? Man får virkelig lyst til at gå i kirke i Enghave. For både gudstjenesterne, menneskesynet og den kristne forkyndelse er lige efter Bogen.