Nyhed
07. aug. 2013 | 16:56

Danske film dominerer i biografen

Foto | Per Arnesen
Thomas Vinterberg og hans stjerne Mads Mikkelsen ramte plet med Jagten, der indtil videre er årets mest sete film i biograferne med 673.022 solgte billetter.

2013 kan meget vel gå hen og blive et nyt rekordår for biografernes billetsalg, der trækkes op af danske film.

Af Daniel Pilgaard

Bortset fra Frankrig har ingen øvrige europæiske lande en så stor hjemlig popularitet, som dansk filmproduktion har.

Besøgstallet i de danske biografer i 2012 endte på 14.201.917, hvilket gjorde resultatet til det bedste i 32 år. 4.1 millioner af billetterne blev indløst til danske film, som endte med en markedsandel på 28 procent.

Og succesen fortsætter for både det generelle billetsalg og dansk film i 2013, der meget vel kan gå hen og blive rekordår, konkluderer formanden for brancheforeningen Danske Biografer Kim Pedersen i en frisk undersøgelse, der er offentliggjort på biografforeningens hjemmeside og kan ses efter denne artikel.

Vinterberg suverænt i front
Med knap 2.4 millioner solgte billetter ud af i alt 7.362.678 billetter har dansk film per 28. juli en markedsandel på 30,7 procent.

”Det er ret fantastisk, og det giver håb om endnu et rekordår,” skriver formanden i sin rapport, der viser, at tre danske film dominerer i toppen af årets indtil videre 25 mest sete film.

Thomas Vinterbergs Jagten ligger suverænt i spidsen med 673.022 solgte billetter, mens Min søsters børn i Afrika indtager andenpladsen med 413.323 solgte billetter, og drengerøvskomedien Alle for to ligger tæt efter med 392.118 solgte billetter.

276.956 har indløst billet til Iron Man 3, der med en femteplads på listen er den amerikanske blockbuster, som har klaret sig bedst. Hvis Hollywood i det sidste halve år skal gøre sig forhåbninger om at vælte de førende danske film af pinden, er de bedste bud fortsættelserne til The Hunger Games og Hobbitten.

Store danske film venter forude
Den største trussel mod de tre bedst sælgende film skal glædelig nok findes i resten af årets kommende danske film, vurderer Kim Pedersen på Danske Biografers hjemmeside.

Christoffer Boe er 29. august aktuel med dramaet om rejsekongen og politikeren i Spies og Glistrup, mens der i november er premiere på Nils Malmros’ skildring af sin personlige tragedie om konens drab på deres spædbarn i Sorg og glæde.

Begge film er med i rabatordningen Biografklub Danmark, der har over 200.000 medlemmer.

Efteråret byder også på to længe ventede film.

Efter Hvidstengruppen fortsætter Anne-Grethe Bjarup Riis instruktørkarrieren med historien om Danmarks mest kendte travhest, Tarok. Der er også store forventninger til filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens storsælgende krimi Kvinden i buret, der har Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen som politimanden Carl Mørck.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko