Dansk presse dropper Cannes-festivalen

Engang mødtes de danske anmeldere og filmjournalister til middag aftenen før festivalens begyndelse. Vi sad på en hyggelig restaurant i Cannes omkring et langt bord.

Kim Skotte, Hans Jørgen Møller og Michael Bo fra Politiken, Ebbe Iversen og Kristian Lindberg fra Berlingske, Søren Høy og Michael Enggaard fra Jyllands-Posten, Christian Monggaard fra Information, Kim Kastrup fra Ekstra Bladet, Bo Green Jensen fra Weekendavisen, Per Juul Carlsen fra DR, én fra B.T. – plus de løsgående freelancere.

Ja, det var dengang, mændene sad tungt på filmkritikken.

Også mindre medier havde udsendte reportere. TV 2 lejede sågar en lejlighed over for festivalpaladset, så den fremadstormende journalist Stéphanie Surrugue kunne interviewe filmstjerner og eksperter live fra selve orkanens øje.

Traditionen sivede væk, men hvis vi i år skulle have mødtes, kunne vi have nøjedes med et lille firemandsbord. Der er nemlig – siger og skriver – fire danske journalister i Cannes i år. Ekko stiller som vanligt med to – Niels Jakob Kyhl Jørgensen og overtegnede – Christian Monggaard repræsenterer Information, og så er der en udsendt fra netmediet Kino.dk.

Det er et fald på omkring 80 procent.

At Monggaard er last man standing fra de gamle medier, rummer sin egen ironi, da det ikke er nogen hemmelighed, at han er mere til amerikanske genrefilm end de arthouse-delikatesser, som Cannes-festivalen har for vane at diske op med.

Landets førende kulturavis Politiken har for første gang i mands – og kvindes – minde altså ikke en fast journalist eller anmelder på festivalen. Det er det endelige søm i filmkritikkens kiste, men måske ikke så overraskende for en avis, hvor reality-stoffet efterhånden fylder mere end kunsten.

Og Weekendavisen, der efter sin skammelige fyring af Bo Green Jensen ellers forsøger at holde en vis filmkritisk standard, mener ikke, at Cannes-festivalen er besværet værd. Man kan jo bare sidde hjemme og læse amerikanske anmeldelser fra festivalen, som avisens Israel-boende secondhand-anmelder forbløffende nok skrev i en debat sidste sommer.

Med de rene netmedier må man samtidig konstatere, at ildhuen rækker til en tur til Sydfrankrig. Ikke engang Soundvenue er til stede i år.

Filmcomeback for Refn
Dansk kulturjournalistik har altid været provinsiel. Hvis der ikke står en dansker på plakaten, bliver mange redaktører pludselig fjerne i blikket. Men fraværet af en dansk film i hovedkonkurrencen kan næppe forklare den nuværende deroute.

Nicolas Winding Refn viser jo sin første spillefilm i ti år, Her Private Hell, i det officielle program og stiller ovenikøbet op til en stor pressekonference.

Og selv om hans stjerne er falmet efter de besynderlige streaming-afstikkere Too Old to Die Young på Prime Video og Copenhagen Cowboy på Netflix, er han trods alt stadig et af Danmarks stærkeste internationale kort sammen med Lars von Trier og Ali Abbasi.

At festivalen har afskaffet den gratis udskænkning på journalisternes terrasse, er næppe heller forklaringen, selv om vi halvfattige filmjournalister notorisk sætter pris på frynsegoder.

Nej, den danske presses larmende fravær i Cannes er snarere et symptom på, at filmkritikken befinder sig i frit fald – præcis som jeg skrev for et år siden. Udviklingen går bare langt hurtigere, end jeg havde forestillet mig, og man kan dårligt undgå den bekymrende tanke, at filmkritik som profession slet og ret er ved at dø ud.

Det er selvfølgelig trist for os filmjournalister og kritikere, men først og fremmest er det trist for den originale filmkunst, som er Cannes’ raison d’être. Mange nye film er i dag fortsættelser af tidligere succeser, genindspilninger af klassikere eller bygger på kendte personer og begivenheder. Det skyldes ikke mindst et publikum, der i stigende grad efterspørger det genkendelige.

Derfor er det afgørende, at vi kritikere er til stede i Cannes og skriver om de originale film, som ikke kan læne sig op ad noget velkendt. Interessen skal skabes fra bunden, og det er ikke nok først at reagere, når filmen får premiere i Danmark. Der skal opbygges en forventning i god tid, som kan spredes og sikre et solidt publikum allerede i åbningsweekenden, så filmen ikke drukner i støjen og straks bliver revet af plakaten.

Ingen stjernestøv
Cannes-festivalen bærer dog også selv en del af ansvaret for udviklingen, som jeg formoder gør sig gældende i flere lande, selv om Danmark nok ligger helt i front, når det gælder faldprocenten.

Jeg ville egentlig have spurgt festivalens leder, Thierry Frémaux, om dette på hans pressekonference i går. Men hans svar var så lange – og desværre intetsigende – at jeg først fik mikrofonen i hånden i det øjeblik, mødet blev lukket.

Festivalen har gennem årene haft en ganske særlig evne til at forene det smalle og det brede, unge talenter og Hollywood-stjernerne, kunsten og kassen. Den har derfor ikke kun tiltrukket cineasterne, men også fanget et langt bredere publikum – og dermed de store mainstreammedier.

Men i de senere år har Hollywoods stjernestøv været påfaldende fraværende. Har festivalen oplevet en svigtende opbakning fra amerikanerne? Sådan kan det i hvert fald virke, selv om Thierry Frémaux, når han selv kommer ind på emnet, afviser det som tilfældigheder fra år til år og henviser til, at Hollywood stadig er i gang med at finde fodfæste efter coronakrisen.

Den store amerikanske independent-producer Harvey Weinstein, der i årevis dyrkede Cannes-festivalen (som han også brugte til jagtmark for sine overgreb), sidder i dag i fængsel for voldtægt. Dermed mistede Cannes sin måske mest indflydelsesrige amerikanske allierede – en elefant i festivalrummet, som man for alt i verden helst ikke taler højt om.

Kamp mod uret
Stjerner eller ej, Ekko dækker igen i år verdens førende filmkunstneriske festival, der vises den franske åbningsfilm La Vénus électrique i aften.

Vi er klar med vores internationale panel af filmkritikere, der dag for dag skriver korte anmeldelser og giver stjerner til film i hovedkonkurrencen, så snart de er blevet vist.

Vi skriver løbende nyheder, interviews og anmeldelser, men vi bruger også festivalen som inspiration til kommende numre af det trykte Ekko, så abonnenterne har noget at glæde sig til.

Det bliver som vanligt en kamp mod uret, for det er i sagens natur vanskeligt at nå at skrive, når man dagligt ser fire til seks film. Men vi gør, hvad vi kan.

Mere end nogensinde er det en vigtig opgave at formidle filmkunsten, mens den udfolder sig. Når man står over for et mesterværk så nyskabende, at det føles som en første gang, og som samtidig åbner en ny retning for filmkunsten, er der intet sted på jorden, der kan måle sig med Cannes.