Nyhed
16. sep. 2011 | 14:04

De 50 mest seværdige dokumentarer

Anders Østergaards dokumentar Burma VJ er med på listen 50 Documentaries to See Before You Die, som den amerikanske tv-station Current TV har produceret.
Af Mads Suldrup

De 50 mest seværdige, nyere dokumentarfilm er primært amerikanske.

Det mener i hvert fald den amerikanske kabel-station Current TV, der kører programserien 50 Documentaries to See Before You Die. Det skriver New York Times.

Der er dog blevet plads til en enkelt dansker. Det er Anders Østergaards Oscar-nominerede Burma VJ, der har fundet vej til listen, hvor den er placeret som nummer 44.

Burma VJ skildrer og rekonstruerer, hvordan modige sjæle med videokameraer og mobiltelefoner filmer det burmesiske regimes grusomheder over for de munke, der i 2007 fredeligt protesterede i gaderne.

Bagefter smugles optagelserne ud af Burmas ellers hermetisk lukkede kommunikationssystem. Og det formidler Anders Østergård altså så godt, at han har fået en plads på listen side om side med store dokumentarister som Michael Moore, Errol Morris og Werner Herzog.

Basketball på førstepladsen
Serien tager udgangspunkt i nyere dokumentarfilm og kårer de mest seværdige dokumentarer de sidste 25 år.

Nummer et på listen er den amerikanske dokumentar-klassiker Hoop Dreams fra 1994. Filmen er instrueret af Steve James og følger to unge afroamerikaneres kamp for at blive professionelle basketballspillere på trods af svære levevilkår.

Nummer to er Errol Morris’ hyper-stiliserede whodunit-dokumentar The Thin Blue Line fra 1988, der med dramatisk underlægningsmusik og kontroversielle rekonstruktioner efterforsker mordet på en politibetjent.

McDonald’s i en måned
Tredjepladsen indtages af Michael Moores debutfilm Roger & Me, hvor han går i flæsket på den General Motors-direktør, der med sine omstruktureringer var skyld i massefyringer i Moores hjemby Flint, Michigan.

Andre film i top-ti inkluderer den israelske animationdokumentar Waltz With Bashir og Super Size Me, hvor instruktør Morgan Spurlock på egen krop dokumenterer de kropslige konsekvenser af udelukkende at leve af mad fra McDonald’s i en måned.

Den tidligere præsidentkandidat Al Gore slår et slag for miljøet i Oscar-vinderen En ubekvem sandhed, der også blander sig i toppen. Werner Herzogs bizarre Grizzly Man om en naturmand, hvis unaturlige affektion for bjørne bliver fatal, sniger sig akkurat ind på top-ti.



Kommentarer

50 Documentaries to See Before You Dies hjemmeside
De 50 mest seværdige dokumentarfilm

1. Hoop Dreams (1994)
2. The Thin Blue Line (1988)
3. Roger & Me (1989)
4. Waltz With Bashir (2008)
5. Super Size Me (2004)
6. The War Room (1993)
7. The Celluloid Closet (1995)
8. En ubekvem sandhed (2006)
9. Trouble the Water (2008)
10. Grizzly Man (2005)
11. Paris Is Burning (1991)
12. Bowling for Columbine (2002)
13. The Fog of War (2003)
14. Dark Days (2000)
15. Crumb (1994)
16. Bus 174 (2002)
17. Street Fight (2005)
18. Food, Inc. (2008)
19. Touching the Void (2003)
20. Capturing the Friedmans (2003)
21. Exit Through the Gift Shop (2010)
22. Shut Up & Sing (2006)
23. The Eyes of Tammy Faye (2000)
24. Paradise Lost: The Child Murders at Robin Hood Hills (1996)
25. Enron: The Smartest Guys in the Room (2005)
26. Murderball (2005)
27. Tarnation (2003)
28. Gasland (2010)
29. Man on Wire (2008)
30. Fahrenheit 9/11 (2004)
31. Jesus Camp (2006)
32. Dogtown and Z-Boys (2001)
33. Tongues Untied (1989)
34. Brother’s Keeper (1992)
35. Paragraph 175 (2000)
36. Taxi to the Dark Side (2007)
37. Inside Job (2010)
38. Pingvinmarchen (2005)
39. Biggie & Tupac (2002)
40. When We Were Kings (1996)
41. The King of Kong: A Fistful of Quarters (2007)
42. Catfish (2010)
43. When the Levees Broke: A Requiem in Four Acts (2006)
44. Burma VJ (2008)
45. The Decline of Western Civilization Part II: The Metal Years (1988)
46. Little Dieter Needs to Fly (1998)
47. One Day in September (1999)
48. The Kid Stays in the Picture (2002)
49. Truth or Dare (1991)
50. Spellbound (2002)
© Filmmagasinet Ekko