Interview
13. sep. 2018 | 09:23

Ekko Shortlist: Udlev din indre nørd!

Foto | Eddie Klint
Jonas (Marcus Gad Johansen) griner, mens han snakker med sine venner over internettet. Han spiller World of Warcraft og er så god, at han er blevet leder for sit hold.

”Nørderi gør verden til et bedre sted,” mener skuespilleren Mads Reuther, hvis instruktørdebut Nerd Cave i denne uge bobler på Ekko Shortlist.

Af Daniel Emami Riis

Han er gamer. Alene og hermetisk lukket inde bag mørklægningsgardinerne spiller han World of Warcraft døgnet rundt. Han ænser ikke engang sin mor, når hun kommer ind med morgenkaffe og rundstykker.

Mange vil se ned på hovedpersonen Jonas i kortfilmen Nerd Cave, der bobler på Ekko Shortlist i denne uge. Men det gør instruktøren Mads Reuther ikke.

”Han er sindssygt glad i sit eget univers. Nogle gamere er mere lykkelige bag computerskærmen, ligesom nogle er lykkelige, når de ser en film eller læser en bog,” siger Mads Reuther.

Ifølge instruktøren er filmen absolut ikke en løftet pegefinger til gamere.

”Gaming er et socialt fællesskab, og man ser Jonas sidde og grine i starten, han har the time of his life. Det gode ved at nørde er, at man kan forsvinde væk i en anden verden og give fantasien frit løb,” forklarer Mads Reuther og holder en pause, inden han tilføjer:

”Man skal dog ikke forsvinde så langt væk i computerspilsverdenen, at det går ud over ens venner og familie!”

Charmerende smalsporet
Jonas (Marcus Gad Johansen) går med håndledsskinne mod musearm og bor hjemme hos sin mor. Han har overtaget udhuset, men ikke for at indrette en testosteronpumpet man cave – tværtimod. Det lille udhus er omdannet til en nerd cave, der kun oplyses af computerskærmens skær og tastaturets changerende neonlys.

En dag går strømmen i huset. Det tvinger Jonas ud af grotten. Et kærkomment afbræk i en døgnrytme, der ikke byder på meget andet end nørderi i mørket.

Jonas går måske lidt over stregen, men Mads Reuther vil gerne med filmen slå et slag for nørderi, som han mener gør verden til et bedre sted.

”Der burde være langt flere, der tør udleve deres indre nørd, om det så er rollespil, film eller gaming,” siger instruktøren.

”At nørde er evnen til at fordybe sig i noget. Hele verden er efterhånden så flyvsk, og derfor er det vigtigt at kunne koncentrere sig om én ting. Folk skal turde blive virkelig dygtige. Det er en enormt charmerende kvalitet at vide sindssygt meget om et lille felt,” siger Mads Reuther entusiastisk.

Indtil 8. klasse var han efter eget udsagn en lidt nørdet sportsmand. Fem dage om ugen blev der trænet enten tennis, fodbold eller golf. Men skader i begge knæ tvang ham til at finde nye interesser.

”Så stod jeg der totalt frustreret og pubertetsagtig, og så begyndte jeg at spille Diablo 2.”

Karriere og Pringles-rør
Mads Reuther husker, at han tog med kammeraterne på netcafé, hvor tiden stod stille.

”Så skulle vi have det grønne Pringles-rør med ”sour cream and onion” og en halvliters cola. Det var den vildeste hygge,” erindrer han nostalgisk.

I samme periode begyndte Mads Reuther også at interessere sig for skuespil.

”Trommen Kulturhus i Hørsholm ledte efter unge til en opsætning af Romeo & Julie. Dér fik jeg virkelig smag for teater og skuespil.”

Selv om skuespil og computerspil ikke umiddelbart nærer det store slægtskab, mener Mads Reuther alligevel, at der er en forbindelse mellem de to.

”Mange af de moderne spil er rigtigt godt fortalt. Det er som at læse et tykt mesterværk, hvor man selv kan styre hovedpersonen,” siger Mads Reuther.

I dag har han dog ikke længere så megen tid til at nørde computerspil. Han bruger al sin tid på karrieren som skuespiller, efter han i sommer blev færdiguddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus.

Det har resulteret i både En samtale og Reception, som begge har hittet på Ekko Shortlist. Men da han fik mulighed for at debutere som instruktør, skulle historien naturligvis handle om at være en computerspilnørd.

Gamere med voksenble
I et tidligt udkast til Nerd Cave skulle den omsorgsfulde mor (Michelle Bjørn-Andersen) skifte Jonas’ voksenble, mens han spiller computer.

”I Asien bruger de værste gamere voksenble. Så sidder de dér, mens de spiller computer og skider og pisser,” forklarer Mads Reuther, men det var lige i overkanten for konsulenten på Aarhus Filmværksted, der har støttet filmen.

”Heldigvis sagde konsulenten, at jeg skulle fjerne det, hvilket hun har så meget ret i. Nu er det væk, og det er jeg sindssygt glad for,” fortæller instruktøren.

”Jeg vil nemlig ikke udstille hovedpersonen. Jeg vil få publikum til at indleve sig i en lidt skæv person og forstå hans helt særlige verden. Det har jeg i hvert fald selv mere lyst til at se på end film om et par, der skændes i et køkken.”

Mads Reuther

Født 1991 i Hørsholm.

Uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus.

På Aarhus Teater har han haft hovedrollen i Fakiren fra Bilbao.

Har spillet med i En samtale, Reception og en række andre kortfilm på Ekko Shortlist.

Instruktørdebuten Nerd Cave kan ses på Ekko Shortlist.

© Filmmagasinet Ekko