Den iscenesatte løgn om de kongelige

Den franske dronning Marie-Antoinette, der var østrigsk født, tilskrives citatet ”Qu’ils mangent de la brioche”, hvilket oversættes til ”lad dem spise kage!” Det skulle være hendes reaktion på, at bønderne ikke havde råd til brød.

Det skal læses i en kontekst, hvor den franske revolution er under optrapning. Der spindes dolkestødsmyter om kongehusets arrogante og verdensfjerne attitude, så hovederne og blodet kan rulle mere lystigt i gaderne.

Citatet, som nok er opdigtet, faldt mig ind, efter at jeg har set to af de fire afsnit i serien, hvor TV 2 følger grev Nikolai i et år.

”Helt tæt på, mens han forsøger at finde balancen mellem arbejdsliv og alle sine drømme,” som det hedder i en af disse trivielle overlanceringer, der viser, at mediet ikke selv tror på historien.

Man kan nemlig sagtens komme så tæt på, at man absolut intet ser.

Opium for folket
I første program udtaler den unges grev Nikolais mor lidt formanende om sine sønners erhvervskarriere sit eget kage-citat.

”Det er godt, at I har nogle job herhjemme. Man kan altid komme ud i den store verden!”

Det citat er ikke opdigtet, og det viser først og fremmest, at mennesker født ind i eller opvokset i en kongelig familie er præcis så privilegerede, at de bliver blinde for egen status og fordele.

De spiser kage, når andre sulter. Og de kan til hver en tid tage et job ude i den store verden. Og vi slubrer det i os. Kongerøgelse er opium for folket, og medierne tilsidesætter al anstændighed og professionalisme for at værne om støbeformen, der jo skal bruges igen og igen.

Øjenhøjde med kongelige
Der ligger ikke en revolution og venter lige om hjørnet. Det er ikke det, seerne vil have. For vi elsker vores kongehus, der i modsætning til det norske, svenske og engelske har lært at balancere mellem det folkelige og det ophøjede.

Vores konge kan løbe hurtigt sammen med folket. Og dronning Margrethe har taget de royale titler fra hele sammenrendet af prinser og prinsesser, så de ryger af finansloven og skal leve egne liv.

Sådan er vi danske nemlig.

I øjenhøjde med de kongelige på trods af arvede manchetknapper og anden glamour. Vi ender såmænd med at konstatere, at ham Nikolai er en reflekteret og sympatisk fyr og supergodt selskab. Hvilket han helt sikkert også er.

Pænt stylet porcelæn
Denne privilegieblindhed, hvor den unge greve uimodsagt lader, som om han gerne ville have kunnet holde en helt almindelig attenårs fødselsdag, ligger som en subtekst i TV 2’s produktion. Og meget symptomatisk for den danske presses forhold til kongehuset bliver der ikke spurgt ind til den.

Vi ser den alle sammen. Vi tænker det, når vi følger grevens såkaldte hverdag, men glansbilledet får lov at stå uimodsagt. Og det er uden tvivl en del af kontrakten.

Det tætteste, vi kommer en systemkritik, er, når Nikolai i afsnit 2 reflekterer over, at han er bevidst om de fordele, familiebåndet giver. Han siger samtidig, at han sørger for ikke at udnytte dem. Dertil kan man replicere, at det behøver han heller ikke.

Hans position ligger som en usynlig brynje, ingen anfægter. Heller ikke TV 2.

Ærgerligt nok. Ikke mindst for grev Nikolai, der sagtens kunne have tålt modspillet og håndteret det og dermed være sprunget ud som det hele menneske, han foregiver at længes efter at være.

Nu forbliver han blot et stykke pænt stylet porcelæn. Han mener alt det rigtige, men fatter ikke for alvor, at han ikke ville have hverken en model- eller influencerkarriere, hvis ikke det var for alt det, han ikke selv har gjort sig fortjent til. Og som han drømmer om ikke var der.

Det er præcis sagen, og her ligger den egentlige historie.

Brandet Nikolai
Hvis man havde spurgt ind til denne livsløgn, havde det være godt tv. Men det er fuldstændigt utænkeligt.

Som journalistik er serien ikke kompetent, men det er heller ikke missionen. Vi er vidne til den unge greves selviscenesættelse som model, forretningsmand og kæreste. Og vi kommer kun tæt på, hvordan han ønsker at fremstå, og hvordan mediet helst vil servere ham.

Vi noterer, at det er ”sæson 1”. Dermed tyder alt på, at den lukrative primetime, som brandet Nikolai af Danmark får, skal løbe over flere år. Greven giver dermed sine arbejdsgivere og kunder optimal markedsføring, og hans status i tilværelsen er konsolideret i al evighed.

Den smukkeste prins i Europa, som hans agent udtrykker det.

Drop benovelsen!
Jeg er ikke interesseret i afsløringer vedrørende seksuelle præferencer eller eventuel utroskab, afhængighed eller andre eksistentielle skavanker.

Jeg savner bare, at pressen har formatet til at lægge benovelsen på dørmåtten, når man træder ind i en ung greves lyse og stilsikre københavnerlejlighed.

Hvordan fik han for eksempel fat i den?

Det virkeligt skandaløse er, at TV 2 og andre benovede medier fodrer dette royale selvbillede, fordi det giver dem historier.

Livet som adelig eller kongelig er ikke sådan. Det er en løgn, der fastholder monarkiet som beboet af særligt smukke og kloge mennesker. Hvordan deres liv er i virkeligheden, får vi aldrig at vide.

Måske ønsker vi det heller ikke. Verden vil bedrages, som det lyder med et citat gjort berømt af Ludvig Holberg. Og på den måde er kongehuset en komedie. Hvis historien skulle være interessant, måtte vi høre om de almenmenneskelige tragedier.

Hvilket medie har formatet og modet til at åbne de historier?