Dengang jeg gjorde vold på Christian IV

”Det er sgu da meget let?” – ”Nej, det er ikke let. Der er ikke noget på Det Kongelige Teater, der er let.”

Sådan lyder Egon Olsens svar til makkeren Bennys lovligt optimistiske vurdering af det, der senere skulle blive Olsen-bandens mest mindeværdige kup.

I Olsen-banden ser rødt kæmper forbryderbanden sig gennem Det Kongelige Teaters kælderregioner, forbi raslende ridderrustninger og en sovende Karl Stegger, gennem tekniker- og skuespillerrum, der ifølge Egon Olsen er særligt godt adskilt, fordi de alle sammen hader hinanden.

Det hele er nøje orkestreret, så forhindringerne sprænges i luften og falder sammen i skøn forening med lyden af Friedrich Kuhlaus ouverture til nationalklenodiet Elverhøj.

I et festfyrværkeri af en afslutning falder Bøffen på rumpen, da hans kuffert sekundet inden er blevet fjernet. Men det er hverken Friedrich Kuhlau eller Egon Olsen, der får enderne til at passe sammen. Det er komponisten Bent Fabricius-Bjerre.

Balling bestemmer
Til lejligheden lavede han i 1976 sin egen version af Kuhlaus ellers urørlige intromusik.

”Hele idéen var, at det skulle times sådan, at når de kommer til kongesangen Kong Christian stod ved højen mast, hvor traditionen byder, at alle rejser sig op, så er Olsen-banden nået frem til logen, hvor de kan snuppe kufferten, som vagtmanden ellers har siddet tungt på hele tiden,” forklarer Bent Fabricius-Bjerre, der nu er 91 år gammel, men stadig er aktiv komponist.

”Det viste sig, at ouverturen ikke passede til storyboardet. De store scener kom ikke på samme tid, som når musikken sagde ’vrrrmh’. Så sagde Erik Balling: ’Så må I sgu skrive ouverturen om, for storyboardet ligger fast!’ Der var ingen diskussion, så det var bare om at makke ret.”

Sådan har det ofte været med Erik Balling.

Det var ham, der som direktør i Nordisk Film tilbage i 1959 så et lys i Bent Fabricius-Bjerre og hev den unge komponist ind i filmverdenen i Gabriel Axels Helle for Helene. Siden var Bent Fabricius-Bjerre fast komponist for Erik Balling, herunder til Matador og samtlige Olsen-banden-film.

Stopur og klaver
Der er som bekendt ikke noget i Det Kongelige Teater, der er let. Fabricius-Bjerre havde sit hyr med at få delene til at passe i scenen i Olsen-banden ser rødt. Især fordi han dengang ikke kunne redigere i indspilningerne bagefter.

Derfor måtte han med et stopur i den ene hånd og den anden på klaveret skille stykket ad og sætte det nøje sammen på ny.

”Hvis en scene skulle tage 17,5 sekunder, duede det ikke, at den tog 18 sekunder. Det skulle være timet og tilrettelagt!”

Bent Fabricius-Bjerre lavede en foreløbig indspilning på bånd, som filmholdet kunne bruge under optagelserne.

Da scenerne var optaget, var det tid til at skifte den skrabede båndoptagelse ud med lyden af et orkesters fulde formåen.

”Da vi skulle indspille den, måtte jeg lave hele orkestreringen om. Og da Det Kongelige Kapel, som jo havde spillet den uendeligt mange gange før, opdagede ændringerne, stoppede de: ’Hold da kæft, den går sgu ikke, Fabricius! Der bliver ballade.’ De syntes, at det var at gøre vold på Kuhlau.”

Ren rutine
Bent Fabricius-Bjerre måtte garantere de ærekære musikere, at ingen ville opdage ændringerne.

”’Se nu bare at komme i gang, så tager vi skideballen bagefter,’ sagde jeg, og så indspillede vi den. Gudskelov var der ingen, der kunne høre det,” siger han og slår en latter op.

Fabricius-Bjerre havde dengang ingen fornemmelse for, hvor populær filmen og særligt den scene skulle blive. Faktisk var det ren rutine.

”Vi lavede en Olsen-banden-film hvert år dengang. Vi havde vores faste rutine, så jeg vidste, at når vi kom til august, var det ved at være tid. Jeg havde tre uger til at komponere musikken og ikke mere,” husker Bent Fabricius-Bjerre og giver sit kælenavn, Bent Fabric, en yderligere betydning.