Sara Omar versus Parwani
15. maj 2026 | 17:53

Derfor træder Omar Marzouk ud af retssagen

Foto | Michael Bager

Sara Omar har forsøgt bilde dommerne ind, at retssagen handler om to brune mænd, skriver Omar Marzouk og forklarer, at det er Manyar Parwanis film – ikke hans.

Af Frederik Hoff

12. maj kom den overraskende nyhed om, at komiker og producent Omar Marzouk alligevel ikke vil anke forbuddet mod hans dokumentarprojekt om forfatteren Sara Omar sammen med instruktøren Manyar Parwani.

Omar Marzouk forklarede i første omgang ikke sit valg, der blev offentliggjort i en pressemeddelelse fra WeDoCommunication, der står for modparten Sara Omars offentlige kommunikation. Her stod der, at Sara Omar på grund af Marzouks beslutning ikke længere vil kræve erstatning af ham.

Den tredje dom i sagen faldt 17. april. Tre enige dommere nåede frem til, at Manyar Parwani og Omar Marzouk ikke har ret til at bruge 300 timers dokumentaroptagelser med Sara Omar fra 2018 og 2019. Sara Omar havde også krævet 500.000 kroner i erstatning fra filmskaberne, men dem mente dommerne ikke, at hun har krav på.

Manyar Parwani anker fortsat sagen, hvilket hans advokat Erbil Kaya bekræftede over for Ekko. Sara Omar vil fortsat kræve erstatning af ham, når sagen tages op i Østre Landsret.

I går kom Omar Marzouk så med en længere pressemeddelelse, delt på blandt andet Facebook, hvor han forklarer sin beslutning om formelt at acceptere dommen.

Her forklarer han, at både han og Manyar Parwani hele tiden har ønsket, at kun Parwani skulle indgå i sagen, men at Sara Omar har insisteret på at sagsøge dem begge.

”Så min udtræden er en beslutning, vi har taget, og som modparten har forhindret os i indtil den 12. maj.”

Har længe villet ud
Omar Marzouk var producent for dokumentarprojektet om Sara Omar og har ofte udtalt sig offentligt om vigtigheden af at udgive den.

Efter det oprindelige dokumentarprojekt faldet sammen i 2019, var det faktisk ham, der overtalte Manyar Parwani til at starte det op igen, selv om instruktøren først ikke ønskede det. Sådan har Marzouk forklaret i retten.

I pressemeddelelsen fra WeDoCommunication 12. maj formuleres det sådan, at Omar Marzouk nu ”accepterer byrettens dom om, at forbuddet er permanent, og at Sara Omar har krav på beskyttelse mod krænkende brug af optagelserne”.

Omar Marzouk beskriver processen noget anderledes.

”Når modparten valgte at sagsøge mig også, så var det, fordi de ville bilde dommerne ind, at den her sag handler om muslimer mod Sara Omar. Til støtte for deres strategi er det bedre med to brune mænd, end den ene, der ikke engang er muslim: Manyar Parwani,” skriver han på Facebook og fortsætter:

”Manyar har længe opfordret mig til at udtræde hvis muligt. Fordi rettighederne og filmen er hans, og den her sag burde handle om rettigheder og ikke alverdens grove anklager, som Sara Omar og hendes advokater har fyldt dommerne med.”

Ifølge Omar Marzouk forsøgte han at udtræde af sagen allerede inden den seneste retssag, men Sara Omar krævede en offentlig undskyldning for at droppe søgsmålet mod ham, hvilket han afviste.

Videre med livet
Omar Marzouk understreger, at han fortsat står bag Manyar Parawni og bemærker, at dommerne ikke har givet Sara Omar medhold i erstatningskravet.

Hun begrundede kravet med, at behandlingen af hende under optagelserne samt en påstået smædekampagne har haft alvorlige konsekvenser for hende. Blandt andet blev der i retten afspillet en lydoptagelse, hvor en oprevet Manyar Parwani taler groft til en grædende Sara Omar og anklager hende for løgne.

Ekko kunne bekræfte, at den fulde dom på 134 sider vurderer, at Sara Omar ”i hvert fald på nogle punkter” har været utroværdig, selv om hun får medhold i sagens hovedspørgsmål om rettigheder til at udgive dokumentaren.

Dommerne vurderede dog også, at Manyar Parwani udviste et ”uhensigtsmæssigt temperament”, men konkluderede, at han og Marzouk ikke beviseligt har ansvar for Sara Omars økonomiske og personlige tab.

At dommerne har givet ham og Manyar Parwani medhold på dette punkt, er vigtigt for Omar Marzouk.

”Jeg vælger derfor ikke at anke. Jeg vil også gerne videre med mit liv og give sagen ro og overblik. I sidste instans er det Manyar, der har det indgående overblik og indblik i dokumentarens råmateriale og samtlige vendepunkter. Det er hans dokumentar,” skriver Omar Marzouk.

Dog har Omar Marzouk stadig retsmøder foran sig. For nylig ankede han sagen, hvor han blev dømt for injurier og bagvaskelse imod journalisten Jotam Confino i form af tweets i forbindelse med debatten om Israel og Gaza.

Her blev han ifølge Ritzau idømt ti dagbøder af 2.000 kroner, en godtgørelse til Confino på 75.000 kroner plus renter og sagsomkostninger på 24.000 kroner.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko