Danmarkshistoriens længste happening

Kort efter dommen i Retten på Frederiksberg i fredags meddelte instruktør Manyar Parwani, at han ville anke til landsretten – præcis som han gjorde under fogedsagen.

Når han med stor sandsynlighed taber dér, vil han sikkert føre sagen videre til Højesteret og siden til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Det fem år lange mareridt, som forfatteren Sara Omar har gennemlevet, risikerer dermed at strække sig til seks, syv, otte år – eller endnu længere.

Parwanis dokumentar om Sara Omar tog sin begyndelse allerede i 2017. Siden har tre retsinstanser fastslået, at dokumentaren ikke må vises. Fordi hensynet til Omars privatliv vejer tungere end Parwanis ytringsfrihed og den påståede samfundsinteresse i at få filmen offentliggjort.

Alligevel holder Manyar Parwani fast i projektet – næsten som en livline, der opretholder hans identitet som instruktør.

For realiteten er, at han ikke har haft premiere på en film siden spillefilmdebuten Himlen falder, der i 2009 solgte 7.406 biografbilletter og modtog blandede anmeldelser. Til gengæld har han markeret sig som en mester i at skabe opmærksomhed om filmprojekter, der aldrig bliver realiseret.

For ringe til at blive vist
I Klar til optagelse skulle skuespillere, der deltog i den åbne audition i 2009, betale 350 kroner. Det var et opsigtsvækkende krav i branchen.

Dansk Skuespillerforbund frarådede sine medlemmer at deltage, men omkring 750 meldte sig alligevel. Det indbragte cirka en kvart million kroner, som blev indsat på en konto, kun Manyar Parwani havde adgang til.

Pengene forsvandt siden, og Parwani forklarede, at en ven og klipper var stukket af med dem. Da Ekko dækkede sagen i 2012, var projektet gået i stå, men kontroversen gav instruktøren fornyet energi.

”Jeg har aldrig startet en film op, som jeg ikke er endt med at lave,” udtalte instruktøren selvsikkert. Han samlede et filmhold og rejste til et slot i Frankrig for at indspille KTO – en film baseret på en idé, som ifølge ham selv var så opsigtsvækkende, at den ville ryste danskerne.

Men medvirkende havde svært ved at forklare, hvad idéen egentlig gik ud på. Optagelserne var præget af kaos, og den færdiggjorte film blev aldrig vist, fordi Manyar af branchefolk fik at vide, at filmen var så ringe, at den ville dræbe hans karriere, hvis den fik premiere.

Truet af hætteklædte mænd
Næste projekt var en spillefilm om Omar El-Hussein, der i februar 2015 dræbte to personer. Parwani turnerede i medierne med påstanden om, at Omar havde haft tæt kontakt til Islamisk Stat, og at han selv var blevet truet af hætteklædte mænd med pistoler til at opgive filmen.

Det pirrede nysgerrigheden og øgede chancerne for at få projektet finansieret.

I en ansøgning, som indbragte ham udviklingsstøtte fra Det Danske Filminstitut, skrev han, at han havde mulighed for at mødes med Omars søster, selv om Omar ikke havde nogen søster. Familien blev placeret i Jordan, hvor den ikke boede, og Parwani hævdede at have talt med over 100 kilder.

Alligevel havde ingen i miljøet i Mjølnerparken hørt om ham, og han havde ikke engang været i kontakt med Omars forældre, afslørede Radio24syv.

Parwani afviste kritikken, og Berlingske bragte en usædvanligt lang artikel, hvor de kritiske journalister skulle svare på hans anklager. Han så tydeligvis sig selv som en modig forkæmper for ytringsfriheden, udsat for sensationssøgende personforfølgelse.

Selv sad jeg tilbage med en følelse af at have spildt både min egen og læsernes tid på at følge to filmprojekter, der allerede fra begyndelsen bar præg af at være dømt til at mislykkes.

”Aldrig har en instruktør formået at få så meget omtale med så spinkelt et cv. Næste gang, vi skriver om Manyar Parwani, skal der foreligge en film,” skrev jeg bestemt i en kommentar i 2016.

Målet er allerede nået
Det løfte har vi mildt sagt ikke kunnet holde.

Det her er artikel nummer 35 på fem år om sagen mellem Manyar Parwani og Sara Omar, der i omfang og opmærksomhed da også har overgået ståhejen omkring hans tidligere kuldsejlede projekter.

Tragedien har nået nye højder med et selvmordsforsøg og en blodprop i hjertet. Og igen indtager Manyar rollen som ridderen af ytringsfriheden, der bliver censureret og forhindret i at bringe sin opsigtsvækkende sandhed frem.

Hvis man betragter sagen som en kunstnerisk happening – den længste i Danmarkshistorien – må den siges at være en kolossal succes. Den har engageret nogle af landets bedste advokater, sat medierne på den anden ende, delt venstre- og højrefløjen og udviklet sig til en intellektuel pennefejde mellem selveste Carsten Jensen og Peter Tudvad, som begge har en personlig tilknytning til sagen.

I en vis forstand har filmprojektet allerede realiseret sig selv. Stort set alt det, dokumentaren angiveligt skulle afdække, er kommet frem gennem den heftigt mediedækkede retssag.

Det gælder blandt andet påstande om, at Sara Omar har benyttet en hemmelig ghostwriter til sine romaner, at hun har overdrevet truslerne mod hende, at hun har fremsat falske forklaringer om overfald begået af somaliere, at hun har indgivet en anmeldelse om et overfald, som ikke fandt sted, samt at fortællingen om eksmandens drab på hendes ufødte pigebarn er blevet draget i tvivl.

Hvis hensigten med dokumentaren har været at stikke en kæp i hjulet på hendes karriere – som Parwanis makker Omar Marzouk har været inde på – må det i hvert fald konstateres, at målet allerede er nået.

Sara Omars troværdighed har lidt et alvorligt knæk, som det vil være vanskeligt at genoprette. At afsløreren er Manyar Parwani – hvis egen troværdighed hænger i laser – er blot et af de mange paradokser, der kendetegner sagen.

Ren amatørisme
Det værste, der kan ske for Manyar Parwani, er, at han vinder retssagen. For så risikerer han at ende i en skæbne, der minder om Jens Jørgen Thorsen og hans Jesus-projekt.

Provokunstnerens projekt var en genial happening, som udfordrede grænserne mellem kunst, religion og politik – og helt komisk endte med at blive forbudt med henvisning til ”evangelisternes ophavsret”. Men da Thorsen i 1992 endelig fik lov til at lave en Jesus-film, var tiden for længst løbet fra ham. Jesus vender tilbage blev en tåkrummende dilettantforestilling.

Under retssagen er der blevet vist 80 minutters rå optagelser til Parwanis film, og intet tyder umiddelbart på, at han står med et mesterværk mellem hænderne. Vi ved i øvrigt ikke, hvor langt henne i produktionen, at dokumentaren er.

Det er yderst sjældent i filmbranchen at skabe et kunstnerportræt uden den portrætteredes samtykke, og der findes næppe noget dansk fortilfælde for, at et filmprojekt undervejs foretager en så markant kovending – fra en oprigtig hyldest til en chokerende afsløring af en løgner.

Henrik Stangerups portrætfilm om skuespilleren Asta Nielsen fra 1967 blev afvist af Asta, som betragtede den som en fornærmelse. Den blev aldrig vist, og året efter lavede hun sin egen portrætfilm.

Hvis optagelser, der i forståelse med Sara Omar er lavet til én brug, benyttes i en helt anden sammenhæng, er det ”dårlig dømmekraft og etisk meget problematisk”, sagde Claus Ladegaard, daværende direktør for Filminstituttet, til Ekko.

Men selv da alt var fryd og gammen mellem parterne, fremstod filmprojektet amatøragtigt.

I den oprindelige kontrakt fremgår det, at dokumentaren ikke må indeholde materiale, der kan skade Sara Omars bog Dødevaskeren eller hendes fremtidige værker. Det er et klart kommercielt hensyn, som i en dokumentarisk sammenhæng fremstår problematisk. I praksis indebar aftalen, at Sara Omar fik en form for kontrol over det endelige værk – en slags final cut – hvilket selv den mest imødekommende dokumentarist næppe ville acceptere.

Et partsindlæg
Men også betragtet som en journalistisk dokumentar, hvis formål netop er at skade hendes karriere, overholder den ikke de mest elementære retningslinjer for god presseskik.

Ét er at indlede et intimt forhold til sin hovedperson. Noget andet er at lade konflikter eskalere til voldsomme opgør med smadring af to af hendes mobiltelefoner.

Læg dertil grim tale – ”Du har slikket Inger Støjbergs fisse og ødelagt det for rigtigt mange flygtninge” – og direkte voldstrusler: ”Vil du gerne have tæv? Vil du? Vil du gerne voldtages? Jeg har en Koran omme bagved, hvis det er det, du er til.”

Jeg har hørt om mange måder at bruge et kamera på, men aldrig at slå sin medvirkende oven i hovedet, som Sara Omar har påstået, at Manyar Parwani har gjort.

Manyar Parwani har afvist nogle påstande og generelt forsvaret sig med, at man skal kende konteksten for deres sammenstød. Men hvordan man end vender og drejer det, er det svært at betragte ham som en habil afsender af en dokumentar om Sara Omar. Det vil være et partsindlæg, fordi han mangler en objektiv distance til Sara Omar.

Sandhedens time
Nogle – blandt andre Carsten Jensen – mener, at Manyar Parwani fra begyndelsen kan have haft til hensigt at undergrave Sara Omar, fordi hun i sit forfatterskab og offentlige virke har kritiseret social kontrol og kvindeundertrykkelse i visse muslimske miljøer. I den læsning bliver det bløde kunstnerportræt, som officielt var udgangspunktet, blot en form for fernis eller camouflage.

Den tolkning deler jeg ikke.

Manyar Parwani forekommer mig ikke at være et synderligt politisk menneske. Han er snarere primært optaget af at holde gang i sin instruktørkarriere og udvælger derfor projekter med et så kontroversielt potentiale, at de kan tiltrække opmærksomhed og dermed offentlig støtte.

Det gjaldt historien om incest og seksuelle overgreb i Himlen falder, der trak på inspiration fra den chokerende Tøndersag. Og det gjaldt siden forsøget på at kaste sig over et af de mest voldsomme kapitler i dansk nutidshistorie med fortællingen om Omar El-Hussein og angrebet i 2015 ved Krudttønden og synagogen i Krystalgade.

Portrættet af den succesfulde og politisk slagkraftige Sara Omar gav ham mulighed for at opnå støtte til en dokumentar på et tidspunkt, hvor hans karriere var stødt på en mur af urealiserede projekter og dårlig medieomtale.

Anderledes forholder det sig med filmens producer Omar Marzouk, som fra begyndelsen har været skeptisk over for Sara Omar, som han mener har bidraget til en stigmatisering af den muslimske befolkningsgruppe.

Hvor Marzouk har et politisk motiv til at ville stoppe Sara Omars karriere, er Parwani i første omgang drevet af at fastholde sit arbejdsgrundlag og i anden omgang af sit personlige, konfliktfyldte forhold til forfatteren.

Så længe Manyar Parwani taber og anker dommen, kan forestillingen fortsætte og instruktøren forblive relevant for medierne. Men i det øjeblik, han vinder, indtræffer sandhedens time for instruktøren og dokumentaren. Ligesom det skete for Jens Jørgen Thorsen og hans Jesus-film.

Hvor Sara Omar har høstet kritikerros som en stærk og intens stemme, og begge hendes romaner er blevet bestsellers, så mangler Manyar Parwani fortsat at overbevise både anmeldere og publikum om sit filmtalent.

Foreløbigt er der ikke noget, som tyder på, at hans evne til at skabe opmærksomhed også rækker til at skabe værdifulde film.