Omar Marzouk skifter mening
Omar Marzouk og Manyar Parwani fulgtes i retten, da sagen mod Sara Omar kørte på Frederiksberg i 2022.
Omar Marzouk og Manyar Parwani var længe et team med en mission. Sammen skulle de med en dokumentar afsløre forfatteren Sara Omar som en systematisk løgner, der med usandheder har været med til at stigmatisere danske flygtninge.
De sad ved siden af hinanden under alle seks retsmøder i januar og februar. Den endte med, at retten for tredje gang nedlagde forbud mod at benytte de 300 timers optagelser, som de lavede med forfatteren i 2018 og 2019.
Hurtigt meldte deres advokat ud, at de sammen anker sagen til Østre Landsret. Men nu er to blevet til én.
Omar Marzouk, dokumentarens producent, har besluttet, at han alligevel ikke anker sagen og dermed accepterer rettens seneste dom. Derfor har Sara Omar også trukket sit erstatningskrav mod Marzouk tilbage, fortæller B.T., som citerer en pressemeddelelse fra kommunikationsbureauet WeDoCommunication.
Foruden kravet om forbud mod optagelserne havde Sara Omar i den seneste retssag krævet 500.000 kroner i erstatning fra Marzouk og instruktøren Manyar Parwani for konsekvenserne af optagelserne samt en efterfølgende påstået smædekampagne.
Selv om dommerne stadfæstede forbuddet, blev det et nej til erstatningsudbetalingen. Dommerne mente nemlig ikke, at Parwani og Marzouk havde handlet ansvarspådragende.
Manyar Parwani vil fortsat anke sagen til Øste Landsret, og dermed kræver Sara Omar stadig erstatning fra ham.
Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvorfor Omar Marzouk ikke længere vil anke sagen, eller om han fortsat ønsker at deltage i dokumentarproduktionen. Ekko har spurgt ham i en mail, som han ikke er vendt tilbage på.
Ekko har også spurgte hans advokat Erbil Kaya om baggrunden for beslutningen og betydningen for den videre sag.
”Jeg har ikke andre kommentarer end, at sagen herefter alene vil stå mellem Manyar og Sara,” lyder det fra advokaten.
Noget i baghånden
Efter dommen 17. april vurderede både Manyar Parwani og advokaten Erbil Kaya ellers, at ordlyden i den fulde 134-siders dom var lovende.
Ekko kom i besiddelse af dommen og kunne bekræfte, at dommerne undervejs bemærker, at Sara Omar ”i hvert fald på nogle punkter” har været utroværdig.
Dog var dommerne enige med de to tidligere domme om sagens hovedspørgsmål, nemlig retten til at benytte de 300 timers optagelser.
Her lagde de igen vægt på, at en tidligere direktør i produktionsselskabet videregav retten til at modsætte sig udgivelse til Sara Omar, samt en kontrakt, hvor der stod, at filmen ikke måtte skade Sara Omars værker.
De vurderede, at hensynet til forfatterens privatliv vejer tungere end hensynet til filmskabernes ytringsfrihed. Især fordi intet forhindrer dem i at lave en ny dokumentar om Sara Omar med nye optagelser.
”Vi har noget i baghånden nu, som forhåbentlig kan hjælpe os i forhold til det spor, når vi skal i landsretten,” skrev Erbil Kaya i en sms til Ekko om det selskabsretlige spor efter dommen.
Han har ikke forklaret, hvad det nye materiale er, og nu må han og Manyar Parwani altså forsøge at bruge det uden Omar Marzouk.
Parallel retssag
På grund af den halve dom skal ingen af parterne betale den andens sagsomkostninger. Men det er ikke utænkeligt, at økonomi har spillet ind i Omar Marzouks beslutning.
Det er over otte år siden, at de hektiske optagelser til dokumentaren begyndte, og til Ekko har han tidligere fortalt, at han undervejs gik konkurs. Det lige så hektiske retslige efterspil har kørt siden 2021, og undervejs har Omar Marzouk skiftet advokat.
Parallelt med Sara Omar-sagen har han været i retten på grund af en strid med journalisten Jotam Confino i forbindelse med debatten om Israel og Gaza.
I marts blev Marzouk dømt for injurier og bagvaskelse for en række tweets, inklusive påstandene om, at Confino forsøgte at ”dække over et folkemord” og fungerer som ”en slags vestlig udgave af Irans moralpoliti”.
Han blev frikendt for flere af de andre tweets, som Confino havde sagsøgt ham for, men endte med en dom på ti dagbøder af 2.000 kroner, en godtgørelse til Confino på 75.000 kroner plus renter samt sagsomkostningerne på 24.000 kroner, skriver Ritzau.
Efterfølgende ankede Omar Marzouk Confino-sagen til landsretten. Så han er ikke færdig med retten, selv om han ikke længere skal sidde over for Sara Omar.


Kommentarer