Det blev nu alt for tidligt

Midt i dansk films store aften med den dobbelte sejr til May el-Toukhys Kvinde ukendt i Venedig kom en trist nyhed.

Skuespilleren Andrea Vagn Jensen er død, blot 61 år gammel.

Hun var netop med til at sætte gang i el-Toukhys karriere gennem sin rolle i instruktørens afgangsfilm fra Den Danske Filmskole i 2009, Stykke for stykke.

I kortfilmen, der kan ses på Ekko Shortlist, spiller hun en primadonna, som på et teater først advarer Julie Zangenbergs unge påklæderske mod at falde for sin kronisk utro mand og siden trygler hende om ikke at tage ham fra hende.

”Der findes et hav af mænd derude. Der findes ikke nogen eneste anden for mig,” siger hun til påklædersken.

Når man ser filmen, er det svært ikke at tænke, at Andrea Vagn Jensen aldrig i spillefilm fik de roller, som hendes talent og karisma fortjente.

Hun blev i 1990’erne folkeeje som politisekretæren Ulla Snedker i TV 2-serien Strisser på Samsø. I begyndelsen af 00’erne blev hun børnenes ven som vært for DR’s programserie NU er det NU, hvor hun bor i et hus på toppen af sin egen planet og med sit ligefremme væsen og vilde energi tænker højt over tanker, drømme og de gåder, tilværelsen rejser.

Men en karakterfuld hovedrolle i en stærk, kunstnerisk spillefilm kunne man godt have ønsket sig for hende.

Opvæksten
Andrea Vagn Jensen kom til verden i 1965 som datter af en ingeniør. Hun blev født i nærheden af Odder, men på grund af farens arbejde nåede hun i sin opvækst at bo i Iran, Pakistan, Holland, Tyskland og Trinidad.

Først da hun skulle begynde i gymnasiet, vendte familien tilbage til Danmark. Familien talte foruden forældrene fire brødre og en adopteret lillesøster fra Iran.

”Jeg har det meget dobbelt med min opvækst, for det var ikke noget, jeg nogensinde ville byde mine egne børn, men jeg kendte jo ikke til andet,” sagde hun ærligt i et interview med Alt for Damerne i 2020.

Fra 1986 til 1990 blev hun uddannet på Aarhus Teaterskole og blev derefter ansat på Aarhus Teater. I 1993-94 arbejdede hun på det trendy teater Dr. Dante, hvilket var en blandet oplevelse.

”Jeg synes, det er showteater,” sagde hun åbenhjertigt i et interview med Politiken.

Gennembruddet
Det store folkelige gennembrud kom med Strisser på Samsø.

”Jeg må indrømme, at første gang jeg hørte om rollen som lidt overfrisk sekretær på Samsø, syntes jeg ikke, det lød særligt sjovt. Men instruktøren Eddie Thomas Petersen og jeg havde samme smag, så vi fandt hurtigt ud af at gøre Ulla tålelig,” sagde skuespilleren til Ekstra Bladet i 1997.

Ulla Snedkers særlige blanding af ”ungpige-impulsivitet og det stædigt målbevidste” fremhæver kritikeren Morten Piil i bogen Danske filmskuespillere:

”Almindeligheden torpederes af noget kviksølvagtigt uberegneligt hos en kvinde, der nok dyrker sanseligheden, men også vil erobres romantisk. Som ikke er for fastholdere, men alligevel har længslen i sig efter at give sig hen og binde sig.”

Lyst til at sige undskyld
Som man kan fornemme, var Andrea Vagn Jensen ikke bange for at sige sin mening. Hun var kritisk af natur, ikke mindst over for sig selv.

”I dag sidder jeg med en fornemmelse af, at jeg ikke altid var god nok i de klassiske roller. Når jeg kom ud i kulissen, havde jeg somme tider lyst til at gå tilbage på scenen og sige undskyld,” sagde hun i et interview med Jyllands-Posten.

Alligevel modtog hun i 1998 en af dansk teaters fornemste udmærkelser, Lauritzen-prisen. På teatret spillede hun da også centrale roller såsom Ophelia i Hamlet, Viola i Helligtrekongersaften og Celimène i Misantropen.

Hun efterlyste dog også mere politisk teater på det tidspunkt, hvor den ironiske standup-generation dominerede medierne.

”Vi lever i en Casper Christensen-tid, hvor man gerne må more sig på andres bekostning, bare man har succes. Etik og andre fine ting gælder ikke rigtigt i øjeblikket. Bare svin folk til, råb højt og møv dig frem – det er ureflekteret selvglæde, som desværre karakteriserer min generation – og det er jeg ked af,” sagde hun til Politiken i 1998.

Josefines mor
På film medvirker hun i Amir Rezazadehs To mand og en sofa (1994), Niels Gråbøls Det store flip (1997), Jesper W. Nielsens Store planer! (2005), Kenneth Kainz’ Rene hjerter (2006), Nils Malmros’ Kærestesorger (2009) og senest Julie R. Ølgaard og Esben Tønnesens Englemageren (2023).

Hun har også roller mere kommercielt anlagte film som børnefilmen Ørkenens juvel og folkekomedien Klassefesten 2 & 3.

Men snarere end filmene, hvoraf flere i dag er gået i glemmebogen, huskes hun fra serierne. Blandt andet Mit liv med Bent, Dicte, Sommerdahl, Badehotellet, Christoffer Boes Kriger og ikke mindst fra TV 2-julekalenderen Jesus og Josefine, hvor hun spiller Josefines mor, som er præst.

Andrea Vagn Jensen var gift to gange og fik to børn, hvoraf den ene er debattøren Harald Toksværd, som efter et uskønt, politisk pres blev fyret fra DR’s talenthold.

Toksværd, som har arvet sin mors mod til at have noget på hjerte, skriver i et opslag på Facebook:

”Jeg elskede hende meget, meget højt. Nu er hun væk, på en kedelig gråvejrsdag, der lover om et langt efterår. Sådan er det.”

Ingen tid som nu
På IMDb fremgår det, at hun medvirker i David S. Andersens kommende kortfilm Ser du nogen?

Men hendes foreløbigt sidste film kan ses på Ekko Shortlist. Det er Lasse Malmbergs gribende Psychopompos (2025), hvor en kontormedarbejder har til opgave at få de døde til at acceptere, at livet er slut.

Det er ikke nemt, for folk vil gerne have mere tid. De er ikke færdige med at leve. Der er altid noget, de lige skal nå.

Det gælder dog ikke Andrea Vagn Jensens enke Lis. Hun kan ikke leve videre uden sin mand gennem 40 år og vil forenes med ham i døden.

”Ingen tid som nu,” siger hun helt roligt og åbner døren til en uvis verden på den anden side.

Det kunne være en replik fra skuespillerens elskede børneprogram. Og selv om vi ved, at NU er det NU, er det svært at acceptere, at Andrea Vagn Jensen ikke er her mere.