Ditte Milsted ny leder af New Danish Screen
Produceren Ditte Milsted er medstifter af Profile Pictures og har blandt andet stået bag Ali Abbasis succesfulde film Holy Spider og The Apprentice.
Den forrige leder af Det Danske Filminstituts talentstøtteordning New Danish Screen, Mette Damgaard-Sørensen, sad på posten i hele ti år. Det mødte kritik, men det var ikke tanken, at arvtageren kun skulle have siddet i mindre end to år.
Heidi Maria Faisst, instruktøren bag serier som Arvingerne, meldte i april ud, at opgaven med konstant at sige nej til danske talenter ikke passede til hendes person.
Derfor forlod hun posten 26. juni efter at være tiltrådt 1. september 2024.
”Jeg har i mit virke som instruktør og forfatter levet af at begejstres, se potentiale, udvikle og løfte idéer. Og jeg har nok undervurderet, hvordan det påvirker mig at sige så meget nej. Det er krøbet under huden på mig, og jeg er ikke glad for den forandring, det laver i mig,” udtalte hun.
Nu fortæller instituttet i en pressemeddelelse, at Ditte Milsted den 15. september tiltræder som leder af ordningen.
Den 45-årige producer er uddannet fra Den Dansk Filmskole i 2011 og spillefilmdebuterede i 2014 med Når dyrene drømmer, som blev udtaget til Cannes-festivalens sideprogram Semaine de la Critique.
Året efter coproducerede hun den islandske komedie Blandt mænd og får, som vandt hovedprisen i Cannes-konkurrencen Un Certain Regard.
Hun var med til at stifte det succesfulde produktionsselskab Profile Pictures sammen med sin partner Jakob Jarek og Thor Sigurjonnson. Her har hun været med til at realisere Ali Abbasis film Holy Spider og The Apprentice såvel som Fenar Ahmads Underverden I & II.
Få midler
Ifølge Filminstituttets fiktionschef Malene Blenkov er Ditte Milsted en af dansk films mest markante producenter, der har vigtig erfaring som international producent og censor på Filmskolen.
”Vi er stolte af at kunne tiltrække så stærk en profil, og det er derfor med store forventninger til den fremtidige talentudvikling af dansk film, at vi nu overgiver ledelsen af New Danish Screen til en af branchens dygtigste profiler,” udtaler hun i pressemeddelelsen.
Selv udtaler Ditte Milsted, at hun i noget tid har ønsket at tage en pause fra filmproduktion.
”Det er min ambition, at dansk films talenter skal være blandt de bedste i verden, og som ny leder af New Danish Screen håber jeg at kunne facilitere en kultur, hvor der skal være højt til loftet og store ambitioner – selv om midlerne er mindre,” siger hun.
Projekter i udvikling
Ditte Milsted har især markeret sig inden for arthouse-verdenen. Formentlig sidder mange danske filmtalenter og spekulerer på, i hvor høj grad hendes smag adskiller sig fra forgængerens.
Ved et konsulentskifte – især et pludseligt et af slagsen – vil der nemlig ofte opstå turbulens. Filmskaberne, som har fået udviklingsstøtte eller god feedback fra én konsulent, risikerer, at den næste smider det hele ud med badevandet.
Sådan er det også med lederen af New Danish Screen, hvor midlerne er få, og kun ganske få film – i gennemsnit tre – får produktionsstøtte om året.
Filmskabere som Christina Amundsen, Jonas Lajboschitz, Kristian Sejrbo Lidegaard og Mikkel Mainz har foreløbig fået nogle af årets største beløb i udviklingsstøtte. Nu må de bare håbe, at Ditte Milsted er lige så begejstret for deres projekter, som forgængeren var.
Før sin afgang lagde Heidi Maria Faisst op til potentielt at støtte en ekstra lavbudgetfilm om året, men det tyder ikke på, at initiativet står ved magt.
Over for Ekko forklarede Tine Fischer nemlig, at den nye leder selv skal melde en strategi ud.


Kommentarer