”Dokumentarer er en solidaritetsmaskine”

Mark Cousins har altid interesseret sig for måden, vi taler om film på.

Den nordirske instruktør har i en lang række dokumentarfilm og -serier udlagt filmhistorien fra før Lumière-brødrene og frem til nutiden med øjenåbnende klip, en informerende, reflekterende voiceover og et særligt fokus på værker, der ligger uden for gængse, eurocentriske udlægninger af filmhistorien.

I den seksten timer lange serie The Story of Documentary Film leverer han en fyldestgørende, øjenåbnende genfortælling af dokumentarens historie.

”Jeg har altid haft et ønske om at se nærmere på de dele af filmhistorien, der er undervurderede eller oversete,” fortæller Mark Cousins, da vi mødes til et interview på Cannes-festivalen, hvor de to afsnit om 1970’erne bliver vist uden for konkurrence.

”Det er ikke, fordi jeg vil rive den etablerede filmhistorie op med rode. Jeg vil udvide den, for historien er endnu bedre, end vi troede. Du kender nok det her med, at folk kalder film for en empatimaskine, ikke sandt? Jeg mener, at dokumentarer er en solidaritetsmaskine,” siger han.

Tatoveret filmskabere
Mark Cousins speedsnakker, så man må holde tungen lige i munden for at følge med.

Den 61-årige instruktør og forfatter er kendt som en af de mest produktive i branchen. Han fortæller med en drenget entusiasme om de filmkunstnere, der har formet hans liv, og hvis navne han har tatoveret op og ned ad armene.

The Story of Documentary Film er ikke første gang, han ser nærmere på dokumentarfilm.

I 1996 skrev han bogen Imagining Reality om dokumentarfilmens historie sammen med en anden dokumentarinstruktør, Kevin MacDonald. Senere fulgte bogen The Story of Film, der blev en filmskoleklassiker og oversat til en lang række sprog, inden han i 2011 omsatte den til en indflydelsesrig dokumentarserie.

Siden har han fulgt op med Women Make Film: A New Road Through Cinema og The Story of Film: A New Generation, der ajourfører historien og blev vist på Cannes-festivalen i 2021.

”Over halvdelen af alle film er dokumentarer, og det er på ingen måde bare én genre. Jo flere film jeg så, desto mere følte jeg, at her var en historie at fortælle,” siger Mark Cousins.

Leth sprængte rammerne
De to afsnit om 70’erne når vidt omkring – fra japanske miljødokumentarer og film af andenbølgefeminister som Chantal Akerman til debat-, portræt-, musik- og metafilm, der både er et vindue til verdenen og til instruktørens inderste.

Mark Cousins er også opmærksom på den stærke danske dokumentartradition.

”Et af de allertidligste klip i serien er dansk. Det viser den danske kongefamilie og den russiske tsar, og jeg brugte den, fordi der er en lille dreng, som slår en anden i numsen. Det er sådan et dejligt, magisk lille øjeblik.”

”Jeg går ud fra, at I kender Ung, Henning Carlsens smukke film fra 1965. Men uden for Danmark er den ikke særligt kendt. Og den stiller som de selvbevidste film fra Frankrig, Canada og USA spørgsmålet: Hvad hvis jeg var med i filmen? Hvordan kommenterer vi på, hvad vi laver?”

”Der var et stort løft i danske dokumentarfilm fra omkring år 2000,” fortæller Mark Cousins og fremhæver Jonas Poher Rasmussens Flugt fra 2021 og Anne Wivels Mand falder fra 2015, hvor hun følger sin ven Per Kirkeby efter en livsomvæltende ulykke, der gør ham ude af stand til at male.

Selv om dansk dokumentarfilm nyder stor succes med Cph:Dox som afgørende platform og dette års dokumentar-Oscar for Mr. Nobody mod Putin, advarer Mark Cousins mod at hvile på laurbærrene.

”Danske filmskabere er nødt til at blive ved at overraske os. Det er et åbenlyst eksempel, men De fem benspænd var jo en chokerende film. Jeg blev blæst bagover af scenen, hvor Jørgen Leth spiser fin middag i jakkesæt foran en plastikskærm, mens almindelige indere passerer bag ham. Det er da virkelig at sprænge rammerne.”

”Det er nu præcis 100 år siden, John Grierson fandt på ordet ’dokumentar’. Og en film som De fem benspænd udfordrer virkelig hans koncept om, hvad en dokumentar er.”

Statsstøtte virker
Dokumentarismen har ofte haft ringe kommercielle kår, og Mark Cousins understreger, at vi er nødt til at værne om de filmtraditioner, vi ønsker at fortsætte.

”Det er vigtigt at sige, at statsstøtte fungerer. Tænk bare på Tyskland først i 80’erne, hvor regeringen holdt op med at finansiere filmene, og bølgen New German Cinema blev tabt på gulvet.”

”Folk er trætte af at høre om, at regeringen skal støtte dokumentarfilm, men det er jo altafgørende for filmkulturen. Forhåbentlig er I ikke nødt til at tale dens sag alt for ofte i Danmark,” siger Mark Cousins og løfter på øjenbrynene.

Hans dokumentarer er guf for filmelskere, og har man blokken fremme, får man den hurtigt fyldt med titler, som det er værd at lede efter.

Cousins fremhæver den filippinske The Perfumed Nightmare. Et causerende filmessay, hvor instruktør Kidlat Tahimik skildrer kolonialismens efterdønninger i hans hjemland.

”Det er en genial dokumentar – rig, kompleks og poetisk. Og vores ambition er at sørge for, at langt flere af de her film bliver tilgængelige – at få dem restaureret, digitaliseret, undertekstet og genudgivet. Og det har vi erfaring med fra både The Story of Film og Women Make Film.”

Mark Cousins fortæller stolt, at mange af de instruktører, der figurerer i de serier, efterfølgende har fået deres arbejde revurderet, deres film restaureret og deres karrierer hædret med retrospektiver og visninger rundt om i verden.

”Arkiverne er ivrige efter at vise frem fra gemmerne. Og en serie som den her kan også anspore kulturministerier verden rundt til at give midler til at sikre filmhistorien. Det taler jo til den nationale stolthed.”

AI er ingen trussel
Selv om mange gruer for filmmediets fremtid i AI-tider, er Mark Cousins fast overbevist om, at filmmediet altid vil have sin plads i kulturen.

”Jeg var i Sarajevo, da byen var belejret. Det var dengang, de startede filmfestivalen der. 10.000 mennesker blev dræbt under konflikten, men mens bomberne faldt, og kuglerne kom fygende ned fra bakkerne, gik folk i biografen.”

Instruktøren er heller ikke urolig for, at ny teknologi vil kunne erstatte menneskelig opfindsomhed.

”Da jeg bad en chatbot fortælle mig om dokumentarfilmens historie, spyttede den dybest set den bog ud, jeg skrev i 90’erne,” konstaterer han.

”Vi befinder os i en ny æra, hvor AI kan gøre visse ting relativt godt. Det betyder, at jeg som filmskaber er nødt til at foretage mere vovede, opfindsomme spring.”

Han ser heller ingen eksistentiel trussel fra TikTok og andre sociale medier. Dem betragter han snarere som en forlængelse af dokumentartraditionen.

”Det allerførste klip, jeg viser i The Story of Documentary Film, er et fra sociale medier med en elefant, der er faldet ned i et hul, som bliver reddet op og så vender den sig rundt og berører hovedet på dem, der reddede den. Det er et magisk øjeblik, som vi ikke ville have set, hvis ikke der havde været nogen til stede med et kamera.”

”Hvad der virkelig har ændret sig er, hvem der holder kameraet. I dag bliver der lavet 50 millioner TikToks om året. Feltet er større end nogensinde – floden er blevet et delta. Og det er godt.”

Lette fornøjelser
Mark Cousins giver heller ikke meget for mareridtsscenarier om publikums svindende koncentrationsevne.

”Da Béla Tarr døde, viste biografer i hele verden Sátántangó, og visningerne var udsolgt. Jeg så den i Edinburgh, og ingen forlod biografen.”

”Når man scroller, får man et skud dopamin hvert fjerde sekund. Mennesker er skruet sådan sammen, at vi opsøger lette fornøjelser. Men mange mennesker, også unge, føler ikke, at det er tilfredsstillende. Så den anden side af historien er, at man opsøger længere fortællinger.”

”Hvis vi alle føler, at vi drukner i sociale medier og korte nyheder, kan man gå i den modsatte retning. For eksempel ved at se Béla Tarr-film. Eller en seksten timer lang serie om dokumentarfilm,” siger Mark Cousins kækt.